Pede B er en isbjørn i dansk hiphop, der troligt leverer kvalitetsalbum på kvalitetsalbum. Senest har han med "28 dage efter" leveret en skudsalve af numre, med et for hver dag i den forgangne måned. Sådan en slags februarjulekalender.
Det havde jeg ham i studiet for at snakke om, men faktisk også fordi min podcast jo i virkeligheden startede som et sted for de ufortalte hiphophistorier, som fx at Pede B tog over og oplevede The Roots Picnic i Philadelphia i levende live. Det inviterede jeg ham allerede ind til at snakke om i episode 1 og nu blot 30 episoder senere er han her!
Udover Pedes fede ferie snakker vi også om de gode gamle freestyle dage, hvor Pede og jeg krydsede klinger til MC's Fight Night, men også til det navnkundige arrangement "Giv den gas uden hash", hvor Ø fra Rockers By Choice mente det var en mægtig god idé at lade Amagers skolebørn opleve en politimand (mig) blive slået af en pusher (pede). Desuden er der anbefalinger af både kampsport og kebab.
Så knyt og lyt!