“Med åndedrættet rører jeg planeten med indersiden af min krop.”
I naturen er alt forbundet
Det indre og det ydre i vores liv hænger altid allerede sammen – som menneske er vi forbundet med andre mennesker, med naturen og med planeten i alt vi indgår i – i alt der foregår i livet.
Denne forbundethed udfolder sig gennem en lang række naturlige cirkulationer og recirkulationer for eksempel via åndedrættet og hjerterytmen hvor den livgivende ilt fordeles ud i hele kroppen. Hvorefter der fra hele kroppen tilbagecirkuleres affaldsstoffer. Eller gennem næringsoptaget fra væske og fødevarer som recirkuleres som urin og afføring.
Vi er altid – og har altid været – indlejret i et omfattende lokalt økosystem . Vi er – og har altid været – afhængige af biosfærens stoflige kredsløb.
Homo sapiens – en social art
Langt tilbage i evolutionshistorien udviklede vi os som sociale væsener. Hver enkelt af os er beregnet til at indgå i en gruppe og i fællesskaber. Alle de vigtigste biologiske og psykologiske funktioner vi som art udviser, handler om at forbinde del og helhed – handler om at vi bidrager til den fælles overlevelse og reproduktion. Til den fælles bæredygtighed.
Limen i enhver bæredygtig gruppe er den tryghed og tillid som skaber samhørighed.
Fællesskaber udfolder sig i komplekse samfund gennem tilknytning, gensidighed og forudsigelighed.
Nervesystemets økologi
Vi fødes med forudsætninger for kontakt – og tryg tilknytning de første år er afgørende for vores overlevelsesmuligheder, som individer og som art.
En stor del af de processer der styrer vores krop og nervesystem, er knyttet til neurale cirkulationer som ledsager det at indgå i og forstå andre mennesker i sociale sammenhænge. Dette sociale engagements samlede system forbinder fysiologisk hjernen, ansigtet og hjertet. De sociale processer vi indgår i, omsættes i høj grad gennem sanserne – synet, hørelsen, huden og stemmen – og gennem fysiologisk og følelsesmæssig afstemning via hjertet og det autonome nervesystem.
Det handler alt sammen om at forbinde det indre og ydre. Vores biologiske og psykologiske indre med vores ydre kontakter og omverden i det hele taget.
Levende aktiver
Liv og det der fremmer liv, er den centrale værdi i et fremtidigt bæredygtigt samfund, hvor bæredygtige processer og aktiviteter er kendetegnet ved, at de kan udføres igen og igen uden at skade og ødelægge.
Det etiske og eksistentielle perspektiv – ansvaret for at håndtere de grundlæggende udfordringer i livet – er som udgangspunkt forankret i hverdagen i et lokalt liv. Hvor liv og livsprocesser er den altoverskyggende målsætning på alle niveauer. Hvor ansvaret for kloden og ansvaret for at leve et personligt udfoldet og afbalanceret liv går hånd i hånd. Og hvor det at lytte oprigtigt til alle livets signaler – indre og ydre – er lige så naturligt som at sove og spise.
Bæredygtighed som fænomen vil, når det handler om os mennesker, være en praksis, en måde at leve på styret af et systemisk, eksistentielt og etisk perspektiv, hvor det personlige ansvar og medansvaret for helheden er to sider af samme sag.
Vejen videre
Vi kan vælge at blive bedre til at lytte til de signaler fra kroppen, følelserne og tankerne, som vi allerede mere eller mindre ubevidst bruger til at orientere os efter.
Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]