For mig er kampsport mange ting, et kontinent, en helt særlig dimension af udviklingsmuligheder, fysiske, psykiske, bevidsthedsmæssige. Det er blandt andet en mulighed for, under ansvarlige rammer, at arbejde med aggression. Har de fleste af os – måske os alle – ikke i sindet og kroppen spændinger som går langt tilbage?
Jeg husker en episode fra da jeg gik i omtrent tredje klasse i engelskundervisningen. Vi skulle tegne ting fra tavlen og skrive deres engelske navne ved siden af. Ret hurtigt fik jeg tegnet et hus, et træ og resten af tingene. Så kom lærerinden ned til mit bord. Hun fortalte mig, at jeg var for hurtigt færdig og skulle arbejde videre, men jeg insisterede på at jeg havde løst opgaven. Hun satte sig ned på knæ foran mit lille bord og beordrede mig til at kigge hende i øjnene. Da jeg nægtede, gentog hun kommandoen gentagne gange, indtil jeg, stadig med blikket nede i bordet, følte mig så presset at jeg slog hende på underarmen. Slaget var ikke hårdt, men hendes underarm svævede et lille stykke over bordet og lavede derfor et højt brag da den ramte ned i bordpladen.
Jeg blev sendt hjem fra skole i tre dage. Jeg husker hvordan min mor kørte mig ud i skoven, så jeg kunne råbe så højt jeg ville i frustration, og hvor rart det føles at få lov at brøle vreden ud af min lille krop.
[Brasiliansk Jiu-Jitsu, også kaldet BJJ, Submission Wrestling eller grappling, er en kampsport som kombinerer elementer fra blandt andet judo og brydning, men også tillader stranguleringer og ledmanipulationer – altså stopper man ikke når den ene part rammer gulvet, men fortsætter med gulvkamp til der er én, der giver op. Med andre ord er alt tilladt med undtagelse af slag, spark, feje tricks som bid og krads. Alle former for hjælpemidler og våben er naturligvis også forbudt.]
Besøg os her:
kontemplation.dk
eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube
Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]