Cryptonomicon er et vendepunkt i Neal Stephensons forfatterskab. Her forlader han den postmoderne cyberpunk, der kendetegner halvfemserhovedværkerne Snow Crash og The Diamond Age. Nu startede en periode med lange komplekse historiske romaner. Han skriver stadig umiskendeligt Nealsk, men i Cryptonomicon er emnet historisk og kontemporær kryptografi, tilsat konspirationer og en kæmpe guldskat.
Cryptonomicon udkom i 1999 i en tid, hvor internethypen peakede. Startups kunne hente risikovillige investorpenge i spandevis. Hvis du var i branchen led du konstant af FOMO: Fear Of Missing Out.
Google var lige blevet lanceret året før i 1998 og var stadig reklamefri. Årets store hype var peer-to-peer tjenesten Napster, hvor brugere kunne dele mp3-musik med hinanden.
Optimismen var enorm og ingen vidste endnu, at dot-com boblen ville kollapse i marts 2000. Det var med andre ord en helt anden tid. Neal Stephenson rammer tidsånden lige i røven med Cryptonomicon .
Vores helte er nørder! Primært hackeren Randy Waterhouse, der med sin kompagnon Avi laver internet startups. Randy inddeler mennesker i efter Tolkiens racer. Selv er han en dværg: Grundig, metodisk, jordbunden og med overlegne tekniske evner. Avi er et menneske med stærke elver-agtige træk.
Sammen starter de Epiphyte, der trækker undersøiske internetkabler ind i Filippinerne, bygger en data-vault og starter en internet cryptovaluta. Og så får de færten af en guldskat fra anden verdenskrig.
Den anden halvdel af Cryptonomicon foregår under anden verdenkrig, hvor vi følger Randys bedstefar Lawrence Waterhouse. Lawrence er et verdensfjernt matematikgeni – en elver ifølge Randy.
Ved et tilfælde bliver Lawrences evner ud i kryptografi opdaget. Han bliver optaget i det såkaldte Ultra Mega program – en fiktiv overbygning til det historiske kodebrydningsprojekt Ultra. Her arbejder han på at skjule for Aksemagterne, at Enigma og Indigo er blevet brudt.
I en kompleks historie med en udødelig hollænder og en morfinafhængig US Marine får Lawrence opsnuset en mægtig guldskat af røvet naziguld.
Bogen hopper frem og tilbage mellem 1999 og anden verdenskrig. Stephenson bruger usandsynlige personsammenfald til at knytte fortid og nutid sammen. Det er en kæmpe mursten. Lydbogen er 40 sider, men Stephenson formår at få det hele til at hænge sammen og holde læseren fanget hele vejen. Jens og Anders har SCIFI Snakket “Cryptonomicon”