LIGE FRA HJERTET

Billedet af at rejse passer så fint til udviklingsprocesser.
Som, når de går lidt dybere, kan føles som om verden omkring os og indeni os ændrer sig ligesom når vi rejser. Som om vi forlader et udgangspunkt og bevæger os gennem landskaber som hele tiden forandres.

Denne meditation er bygget op som en rejse.
På en måde som et lille billede af livsrejsen. Fra de fundamentale, de grundlæggende aspekter af livet bevæger vi os opad. Fra det materielle og faste til lystens og livsglædens flydende kvaliteter til emotionernes ildfuldhed til hjertets inklusivitet. Og videre derfra til kreativ åbenhed og højere intuitiv klarhed.
Rejsen følger chakraerne.
Og den forener Hannelis og Peters instruktioner og forslag med komponisten og violisten Andreas Bernitts musik.

Musik kan løfte, føre, forføre og åbne på sin helt særlige måde. I denne meditation lader Andreas den snart understøtte ordene, snart fordybe dem, snart hæve dem.
Og hvor stemmerne og sproget bliver tavse, åbner musikken døre til ordløs dybde.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi kunne - med et lille smil - sige at hvad Liv Dhanyo Thommesen her inviterer os til, er et lille stykke spirituel slægtsforskning.

Hvor det i almindelig slægtsforskning er navne og årstal som betyder noget, er det her den arketypiske oplevelser af at der bag os står rækker af mænd og kvinder som har levet og elsket og rakt livet videre fra generation til generation frem til os, som vi inviteres ind til.

Når vi vender os og på denne måde ser tilbage over vores historie, har vi mulighed for at undgå at blive fanget af de traumer og mørke tråde der snor sig gennem stort set alle slægtsfortællinger. I stedet kan vi måske åbne os mod taknemmeligheden over selve den livsgave vi har fået overrakt af tidligere slægtsled. 

Vi er i live. Vi er i live lige nu!

Og vi kan praktisere.

Det er til praksis denne guidning inviterer os når den peger på hvordan vi alle har både tidligere tiders kvindelighed og mandlighed i os. Ikke kun som historie, men som en del af vores krop, følelsessystem og bevidsthed lige nu.

Dele som kan foldes ud som en dans mellem bevidsthedens vågne vidde og den fokuserede opmærksomheds støtte og klarhed. Hvorved vores kvindelige og mandlige side kan nærme sig hinanden.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Peter foreslår os her at mærke ind i hvad der er til stede mellem os og de mennesker vi holder så dybt af at vi føler os hjemme med dem.
Han mener at det har noget at gøre med at vi med vores nære, venner og elskede, har et rum, en samværsmåde som ofte er frit af vurderinger.

Det er sjældent vi i Kontemplation citerer amerikanske præsidenter. Men til denne guidning giver det mening at huske på at en amerikansk præsident som var med til at grundlægge League of Nations, forløberen til FN, i den forbindelse sagde at ‘venskabet er den eneste slags cement som har mulighed for at holde verden sammen.’

Vejledningen i denne meditation foreslår en måde hvorpå vi kan gå ind i det rum hvor vi slipper vurderinger og holder af hinanden som vi er – uden at ønske hinanden anderledes.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne øvelse kan praktiseres enkeltstående, som den er, eller den kan udføres som en fortsættelse til, eller fordybelse af, Martins ‘Kom hjem · Det ligelige åndedræt’.

I denne guidning er fokus i første omgang på den måske lidt mere avancerede forlængelse af udåndingen.
Avanceret fordi det er længer fra vores vanemæssige åndedræt – men derfor også mulighedsrig. 
Udåndingen varetages – delvist – af den parasympatiske del af nervesystemet. Det vil sige at vi har, når vi ånder ud, mulighed for at hvile eller synke ind i den afspændende del af os selv.

Den omsorg som Martin i begge disse åndedrætsstudier giver vejrtrækningen, er blandt andet inspireret af lægen og psykoterapeuten Alexander Lowens dybdegående beskrivelse af kroppens stemme, hvis arbejde har haft stor betydning for den moderne forståelse af åndedrættets indflydelse på vores velbefindende.

I The Voice of The Body siger han:

‘Det er en almindelig forestilling af vi trækker vejret alene med vores lunger, men i virkeligheden udføres vejrtrækningen af hele kroppen. Lungerne spiller en passiv rolle i respirationsprocessen. (…).
Dyb vejrtrækning (proper breathing, kalder Lowen det)  involverer hovedets muskler, nakken, brystet og maven. Det kan eftervises at kroniske spændinger et hvilket som helst sted i kroppen påvirker den naturlige vejrtrækning. (…) 
At trække vejret ubesværet og helt er en af de grundlæggende former for nydelse ved at være i live. Denne nydelse erfares klart ved afslutningen på en udånding når udåndingens nedadgående bølge fylder hofteområdet med et udsøgt velbehag.’

Med bevidstheden om dette mulighedsfelt følger vi Martins hjælp til at forlænge vores udånding.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I mange former for træning – måske de fleste – er forholdet mellem kontrol og slip af kontrol vigtig.

I bevidsthedstræning har dette forhold en særlig betydning – for her arbejder vi ofte på en grænse hvor det at kontrollere og det at give slip nærmer sig hinanden. Og undertiden smelter sammen.

Denne første del af Martins ‘Åndedrætsøvelse i to dele’, arbejder ind mod og på netop denne grænse.
Først ved at introducere begrebet ‘det kontrollerede åndedræt’ og forklare dets muligheder.
Derefter ved at øve det. For derefter at slippe det.
For så igen at fordybe det.
Og så igen give slip og mærke ind mod vejrtrækningens naturlighed.

For de som er interesseret i nervesystemet, ville vi kunne sige at denne guidning bevidstgør, udnytter og appelerer til skiftevis den del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus som aktiveres når vi udøver kontrol, og derefter parasympaticus som har med afspænding og opgivelse af kontrol at gøre. For måske så at kunne opleve hvordan de to dele af nervesystemet begynder at smelte sammen.

Martin nævner at denne øvelse er en mulig forform til meditation. Foruden at være én af de primære beroligende teknikker.

De store spirituelle traditioner har alle brugt billedet af et strengeinstrument når de skal forklare den balance mellem kontrol og slip som er den ideelle atmosfære for fordybelse: Ligesom et strengeinstrument, siger de, for at kunne spille skal være stemt så strengene er i den ideelle position mellem for spændt og for løs, således også med bevidstheden.
Martins øvelser inviterer her til, gennem åndedrættet, at stemme bevidsthedens og kroppens instrument.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Mandala betyder 'mønster' på sanskrit.  Og ordet bruger vi om de grundlæggende strukturer bag eller under tilværelsen. At opdage, beskrive og meditere på sådanne mønsterdannelser bag kan være en vigtig støtte i en udviklingsproces.

I denne meditation beskriver Hanneli hvad hun kalder hjerteområdets mandala. Eller rettere: Hun beskriver flere af sådanne mønstre: Mandalaen bag hjertets rumlige placering når hun opfordrer til at mærke områderne over, under og på begge sider af hjertet. Dets energimæssige og følelsesmæssige mandala. Og faktisk også de kreative strukturer der kan ligge omkring hjertet når vi inspireres til at mærke om vi eksempelvis oplever farver når vi lytter indad i brystområdet.

Denne guidning kunne måske også kaldes 'Hjertebevidsthedens mandala', eller hjertets fysiske mandala. Og det er tankevækkende at hjertet også anatomisk og hvad dets funktion angår, er bygget op som mandalaer af den type som Hanneli beskriver: Hjertet selv er på en måde en anatomisk, firdelt mandala med to forkamre og to hovedkamre. Hvor de højre kamre gennemstrømmes af iltfattigt blod som pumpes til lungerne. Mens de venstre sørger for at det iltmættede blod føres ud i hele kroppen. 

Måske kan også disse biologiske forhold mærkes eller anes når vi følger denne meditation som, med åndedrætsbevidsthed som en genkommende kompasnål, spiraliserende bevæger sig ind mod og omkring vores hjerte.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi har hørt flere læger sige at der er en nær forbindelse mellem information og helbredelse. 
I denne guidning mod en bedre og mere helende søvn, informerer Hanne os først om en række væsentlige forhold omkring søvnens biokemi og omkring de anbefalinger som søvnforskningen giver os. For, når vi har fået en forståelse for søvnens biologi, dens kropslighed og for de gode og regelmæssige indsovningsvaners betydning for en god nat, for efter dette at guide os direkte ind mod afspænding og søvn.

Historisk har synet på søvnen - og måden vi mennesker har sovet på - ændret sig. Meget tyder på at europæere helt op til et sted i 1700 tallet gik tidligere i seng, men til gengæld var vågne midt på natten, ofte flere timer. 

Historikeren Arthur Roger Ekirch skriver at det først for alvor er i løbet af de sidste 150 år at det han kalder 'den segmenterede søvn', altså nætter der veksler mellem søvn og aktivitet, er forsvundet. På grund af, skriver han, primært elektrisk lys og ændrede forhold mellem arbejde og fritid. Måske ikke mindst det som kaldes den protestantiske arbejdsmoral som mindskede den tid der var til rådighed til at sove i.

Måske har vi på den måde mistet noget af vores evne til mere instinktivt at mærke hvad vi har brug for.
I denne guidning hjælpes vi tilbage mod en på  én gang instinktiv og kontemplativ indstilling til natten.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Et nøglebegreb i menneskelige udviklingsprocesser er: selvberoenhed. At være funderet i sig selv. For derfra at kunne åbne tillidsfuldt og lyttende mod omverdenen.

I denne meditation følger vi Michael når han bringer oplevelsen af kroppen, omverdenen og kontakten til vores eget hjerte sammen.
Instruktionerne – som hviler på Michaels omfattende arbejde med sammenhængen mellem kontemplative processer og nervesystemet – foreskriver ikke at vi skal opleve noget bestemt. I stedet inviterer de til en personlig udforskning af hvad der sker når vi bevæger vores opmærksomhed mellem den ydre og den indre verden. På måder vi måske ikke alene ikke er vant til – men som vi måske aldrig før har forsøgt.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Det sker for os alle at ting skal gå stærkt.
At tiden er knap – mens vi måske netop da, under pres, har særligt behov for at finde indre ro i den ydre uro. .
Måske skal vi om et øjeblik ind og møde vores skoleklasse.
Eller styre bilen eller cyklen ud i myldretidstrafikken.
Møde et menneske som betyder meget for os.
Købe ind i en stormagasinsatmosfære som kan presse enhver ud af sig selv.

Denne meditation er for dig som af og til har travlt. Og i sådanne situationer kan have brug for nogle helt enkle greb – skal vi kalde dem ‘tricks med dybde’? – til at få kontakt med din krop.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Jeanette, som guider denne meditation, er antropolog.
Hun tager her udgangspunkt i et forskningsprojekt hun har deltaget i. Hvor man har undersøgt forskellige menneskegruppers syn på hjem.
Det er meget forskellige grupper antropologerne har spurgt. Men ordet tryghed går igen. At være hjemme, at føle sig hjemme, har noget at gøre med at føle sig tryg.

Antropologer stiller spørgsmål – for selv at forstå. Men også spørgsmål som kan giver os som får stillet spørgsmålet, mulighed for at forstå os selv.
Jeanette spørger her, samtidigt med at hun peger os ind mod os selv, om vi er trygge lige nu. Og hvis ikke: hvad der mon står i vejen.

At forstå mennesker er vel at mærke hvor forskellige vi er – men også at mærke hvor meget vi minder om hinanden. Hvordan vores behov for tryghed hen over alle grænser forbinder alle kulturer.
Denne meditation åbner også en helt upåfaldende og selvfølgelig dør ind mod denne transnationale fællesskabsfølelse.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi forsøger i Kontemplation at være nutidige – i tæt dialog med den verden vi lever i lige nu.
Samtidigt vil vi gerne have lov til at glæde os over når vi særligt mærker værdien af den meditative tradition bag os.

Undertiden rigtig langt bag os.
Som i denne bevægelsesmeditation med Hanneli.

Hvor vi i gennem guidningen får støtte til at sætte ned tempo og lytte til kroppens lavmælte stemmer, at møde os selv dybere.
Her forenes på en helt enkel måde kropsbevidsthed, åndedrætsnærvær, sansning og selvomsorg på en måde som gør at vi får lyst til her at citere en meget gammel tekst:

‘Fordi den praktiserende forener åndedrættet, den meditative åbenhed og en sansning af dette univers i dets mangfoldige former, kalder vi denne praksis for Yoga, forening.
Enheden af åndedræt, bevidsthed og sansninger og derefter slippet af alle koncepter, det er Yoga.’

Dette citat er, frit oversat, fra Maitra Upanishaden som sandsynligvis går tilbage til år 1000 før Kristi – det vil sige at den er 3000 år gammel og dermed én af de ældste spirituelle tekster som findes!
Det peger på vores medfødte muligheder for at træne vågenhed, kropsbevidsthed og omsorg, for os selv og andre, som vi er født med. Som vi mennesker altid har været født med, også for 3000 år siden.

Og så har tiden også lært os noget.
I denne bevægelsesmeditation støttes vi i at bringe nærvær og omsorg til kroppen – og at komme i ligeværdig dialog med den.
Vi støttes til at opgradere den indre samtale mellem forskellige sider af os selv som psykologisk forskning siger kan være en stor hjælp på vejen mod psykofysisk sundhed og velbefindende.
‘Lad nakke og skuldre tale med hinanden’, anbefaler Hanneli, og ‘vi gør dette for at komme i dialog med kroppen.’
Igen og igen opfordres vi til, mens meditationen bevæger sig gennem kroppen, at lade vejrtrækning tale med kroppen som taler med bevidstheden som taler med hjertet.

Hvor fører disse indre krops- og sanselige åndedrætssamtaler hen?
De fører, siger Hanneli her, hjem til vores energisystem, til vores krop – når vi tillader os ikke at have travlt, og dedikerer mere plads til langsomhed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi er i Kontemplation inspireret af Sundhedsstyrelsen vejledende råd om søvn, kost og motion – og om meget andet. Og også af den forskning som ligger bag.
Men for os mangler disse vejledninger ét perspektiv: Den betydning en indre praksis kan have for vores fysiske og psykiske velbefindende.

I denne meditation stiller Peter ind på netop søvn, kost og motion – og på praksis.
Men tilgangen er lidt anderledes end Sundhedsstyrelsens (som vi som sagt har stor respekt for). Her foreslås det at vi spørger vores krop – at vi læner os ind i det Jung kalder ‘instinkternes visdom.’

På den måde peger disse instruktioner i den samme retning som den meste praksis i dette bibliotek: Nemlig at vi naturligvis skal lytte til alle de gode råd og al den lødige information vi kan få. Men i sidste ende er det vores egen indre autoritet, vores selvberoenhed som bestemmer vores kurs indad og udad.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi er i Kontemplation ikke eksperter i anatomi – men vi har en passioneret interesse i også de fysiologiske aspekter af kroppen.
I denne centreringsøvelse leder Martin vores opmærksomhed ind mod helhedserfaringer af rygsøjlen – som bliver centrale udgangspunkter for at kunne forankre os fysisk i os selv

Det kan være en støtte for fysiske øvelser at have en helt basal viden om kroppens anatomi og fysiologi, dens skelet- og muskelstruktur og dens biologiske processer.

Rygsøjlen – som findes hos alle hvirveldyr – består hos os mennesker af 33 knogler eller, som anatomerne kalder dem, segmenter.
Disse 33 ryghvirvler kan bevæges i flere retninger. I denne øvelse er det særligt muligheden for at dreje sig om den lodrette akse Martin inviterer til.
Rygsøjlens øverste del, halshvirvlerne, er relativt små. Hvorefter hvirvlerne nedefter, hvor vægten og trykket de skal holde tager til, bliver stadig større.
Hvad der kan minde os om det enorme tryk vores lænd skal hold. Minde os om hvor godt vi skal passe på den. Og netop et vrid af den type som vi guides igennem i denne øvelse, er her særlig værdifuldt.
I midten af rygsøjlen findes hvirvelkanalen som er en afgørende del af centralnervesystemet. Som består af en impulsstrøm som løber gennem knoglen marven, både oppefra og ned og nedefra og op.

Hvordan sammenhængen er mellem de målelige nerveimpulser og de bevidsthedsoplevelser som ledsager dem, er fortsat en stor gåde. Det som hedder krops-bevidstheds problemet eller paradokset.
Men sikkert er det at bevidstgørelsen af rygsøjlen, en bevidstgørelse som kan finde sted på mange måder, kan være en vigtig hjælp til det psykofysiske velbefindende.
Denne øvelse er et eksempel på en sådan bevidstgørelse.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation inviterer Britta dig til at skanne den fysiske krop og derfra udvide bevidstheden til at undersøge, hvor du befinder dig helt fysisk. Mærke rummet du sidder i som måske er i dit hjem. Du indbydes videre til at inkludere omgivelserne omkring dit hjem. Måske en have? En altan? En baggård? Eller en park, som ligger i nærheden?

At bevidstgøre sig sin materialitet, sine fysiske rammer, er for os at se et godt udgangspunkt for dybere meditationspraksis. En måde at grounde sin praksis på.
Der findes en tæt forbindelse mellem den fysiske krop og det fysiske hjem og kan give en følelse af, at et hjem er der, hvor hjertet bor.

Alle indtryk er velkommen i meditation og indimellem kan vi som nu i denne meditation tillade sanserne aktivt at inkludere de fysiske omgivelser i vores bevidstfelt. Vi skubber ikke noget væk. Vi trækker ikke noget til os. Vi sanser uden at vurdere hvad end, der kommer til os.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Pentagrammet eller femkanten er en figur som sammenfatter fem grundlæggende aspekter af det at være menneske:
Muligheden for at mærke kroppen – og for at denne mærken kan blive en stadig mere omfattende og vigtig proces mod større kropsbevidsthed.
Muligheden for at give det naturlige åndedræt plads – og derigennem erfare hvor tæt vejrtrækningen er på vores essens.
Det kærlighedstalent vi har fået som vuggegave – muligheden for hen gennem livet at lytte stadig mere opmærksomt til hjertet.
Vores bevidstheds mirakel.
Og det femte aspekt af femkanten: Kosmos uophørlige naturlige kreativitet. Det forhold at alt er under uophørlig forandring.

Femkanten er oprindeligt, for en årrække siden, formuleret – og tegnet – af Jes Bertelsen. Som altid har understreget at den ikke er hans opfindelse, men en slags destillat af visdomstraditionernes erfaring med hvilke strategier der bedst og mest præcist hjælper os til vækst.

I denne meditation gennemgår Martin femkanten – og han har til gennemgangen komponeret en musik der, som vi hører det, lægger en på én gang dæmpet og samtidig ligesom orgelagtig støtte til afspænding og bevidsthedsåbning bag ordene.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Pentagrammet eller femkanten er en figur som sammenfatter fem grundlæggende aspekter af det at være menneske:
Muligheden for at mærke kroppen – og for at denne mærken kan blive en stadig mere omfattende og vigtig proces mod større kropsbevidsthed.
Muligheden for at give det naturlige åndedræt plads – og derigennem erfare hvor tæt vejrtrækningen er på vores essens.
Det kærlighedstalent vi har fået som vuggegave – muligheden for hen gennem livet at lytte stadig mere opmærksomt til hjertet.
Vores bevidstheds mirakel.
Og det femte aspekt af femkanten: Kosmos uophørlige naturlige kreativitet. Det forhold at alt er under uophørlig forandring.

Femkanten er oprindeligt, for en årrække siden, formuleret – og tegnet – af Jes Bertelsen. Som altid har understreget at den ikke er hans opfindelse, men en slags destillat af visdomstraditionernes erfaring med hvilke strategier der bedst og mest præcist hjælper os til vækst.

I denne meditation gennemgår Martin femkanten – og han har til gennemgangen komponeret en musik der, som vi hører det, lægger en på én gang dæmpet og samtidig ligesom orgelagtig støtte til afspænding og bevidsthedsåbning bag ordene.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Peter har her fundet nogle markante citater om hvad hjem er.
Det er citater der giver små chok – så vi må ikke røbe dem.
Og så kan vi alligevel ikke lade være med at give ét af dem.
Den tyske 1300tals mystiker siger: ‘Gud er hjemme – det er os andre der er gået hjemmefra.’

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Når vi begynder på en indre hjemrejse med at huske hvad det vil sige at være hjemme, kan det føre i hvert fald to steder hen: 

Til at hjemfølelsen kommer til stede – 

og til at den ikke gør –
og at man så måske opdager hvad der står i vejen for at det sker.

I denne guidning inviteres vi til at udforske begge muligheder: Både den indre tryghed og fred – og det som måtte stå i vejen for disse kvaliteter.

‘Mange af os bor ikke mere i vores hjemland – og vores følelse af hjem kan være knyttet til det vi kommer fra. Som vi måske ikke lige nu kan tage tilbage til. Som måske heller ikke mere findes  i den form det engang havde. 

Men vi har muligheden for at finde hjem i os selv. Og på den måde være der for andre – måske åbne vores hjertehjem for andre.’

Sådan siger Hanneli et sted i denne guidning.

Oplevelsen af hvad der er hjem, hvad der føles hjemligt, er vel forskelligt fra menneske til menneske.

Derfor forsøger denne meditation ikke at foreskrive hvad hjem er – eller at udpege en bestemt tilstand.

I stedet inviterer den til en undersøgelse: Af hvad hjem er for dig – af hvordan dit samlede væsen har det, hvordan det reagerer, hvordan det vil handle når det oplever sig som værende hjemme.

Ved siden af denne unikke forskellighed i oplevelsen af hjem viser erfaringen også at vi mødes om nogle særlige fælles døre der fører ind mod vores indre hjem. Uanset hvilken kultur vi kommer fra: Disse almenmenneskelige døre  har med nuet at gøre, med nærvær, med en bevidsthed omkring krop, åndedræt og følelsessystem.

Så denne meditation kredser om hvordan vi bedst kan byde os selv: Velkommen hjem!

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Både Jung og Kirkegaard har sagt at menneskelig fordybelse kalder på en stemning af naturlig alvor.  
Det kan godt være at det er rigtigt, men vi vil – helt i Jungs ånd mener vi – tilføje at alvoren så skal afbalanceres med humor og varme. Med leg. Netop for at fordybelsen skal blive hel. For at vi kan få hele os selv med. 

I den ånd sætter vi os sammen i (næsten) hele Kontemplations team og indtaler denne meditation. 

Uden anden forberedelse end at vores overordnede tema er ‘Hjem’. Uden en aftalt rækkefølge. Men i håb om at noget af vores praksisintention kan mærkes som en klangbund under det hele. Denne lille alvorlige leg er ment som en kærlig hilsen til dig som lytter med. Og som måske følger med videre i Januarpraksis.  

Januarpraksis begyndte for nu flere år siden som et forsøg. Og er så langsomt vokset til hvad der for os er blevet lidt af en rituel hjertesag. En helt særlig glæde ved på denne måde at gå ind i den første del af det nye år. 

Til sidst noget som ikke er så nemt at forklare: Under indspilningen, som finder sted i en smuk lille sal med små palmer og kolossale grønne planter, med udsigt ud over Limfjorden og i en flod af gyldent sollys, så oplever vi at vi ikke taler alene ud i den blå luft. At vi er del af et fællesskab som ikke alene tæller os i rummet – men at vi er del af hvad vi måske kan kalde et udvidet praksisrum – måske også med dig?


Stemmene der guider denne fællesmeditation tilhører:

Hanneli Ågotsdatter

Hanne Linde

Britta Karlshøj

Lasse Dümke

Kirsten Rotbøll Lassen

Peter Høeg

Charlotte Toft

Katrine Annesdatter Madsen

Jeanette Lykkegård

Martin Guldberg

Anne Rosenvold

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Der er noget særligt ved at åbne den første dør i en kalender.
Og på en måde er Januarpraksis en slags nytårskalender.

Men hvor for eksempel en jule- eller adventskalender bygger op til noget der ligger hvor kalenderen slutter, dér er Januarpraksis ikke kun tænkt som en åben dør til noget som ligger forude. Snarere er hver dag tænkt som et oplæg til at gå ind i det nye år med lidt mere nærvær og hjertelighed.

Vores ønske med Januarpraksis er også at åbne til et praksisfællesskab. Om end virtuelt. Til den særlige følelse det kan være at følges.

Det er også et håb at kalenderdørene og deres præsentationstekster kan åbne til inspiration – og også gerne til lidt at den regelmæssighed som er så stor en støtte for praksis.

Hvis to ord om os selv er ok så er det også en glæde for os at forberede Januarpraksis.
Der er en glæde ved samarbejdet mellem os i teamet for at få alle elementer, lyd, redigering, billede, grafik, tekster, og formidling på vores sociale medier, til at danne en helhed. Så hver dag får sin egen vinkel ind i nærvær og hjertepraksis

Med denne introduktion åbner Hanneli, Martin og Peter kalenderens første dør.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne meditation peger på betydningen af at holde en pause.

Historikerne fortæller os at pausen på mange måder er forsvundet fra vores kultur. Hvor landbrugssamfundet - som vi naturligvis ikke skal romantisere - levede med naturens og årstidernes og vækstens naturlige pauser, der har industrisamfundet, bylivet, det elektriske lys og det vi kalder den protestantiske arbejdsmoral fjernet mange af fortidens pauser.

Dem kan vi have glæde af at genfinde - og måske kan vi nu udnytte pauserne på nye måder. Med vores viden om fysiologi, biologiske rytmer og nervesystemet.

Og vores viden om kontemplation.
Som denne meditation er en invitation til.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

På Kontemplations retreats, får vi tit spørgsmål om siddestillingen.
Ikke sjældent har vi så i pauserne én eller flere små sessioner med deltagere hvor vi sammen justerer deres siddestilling. Det er på denne baggrund at jeg i det følgende vil forsøge både at videregive nogle basale instruktioner om siddestillingen og formidle noget af baggrunden for instruktionerne.

Da jeg blev afspændingspædagog sagde Ingrid, som var grundlægger af den skole jeg gik på, og som var en viis, ældre og erfaren kvinde; ”skelettets dele kan stå i sig selv, uden anstrengelse og næsten uden brug af muskelkraft”. Når vi mediterede og når vi lavede kropsøvelser, eksperimenterede vi nysgerrigt med hvordan det var muligt at bruge kroppen på en uanstrengt måde. Denne tekst er tænkt som en brugstekst og som en invitation til at undersøge hvordan du bruger kroppen når du sidder. Forslaget er at du, når du læser eller lytter, forsøger samtidigt at følge instruktionerne.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Smertelige hjertefølelser som eksempelvis sorg, forladthed, jalousi og ensomhed, kan være så dybe at det er svært at udholde dem.
I sådanne situationer vil vi derfor ofte til én eller anden grad forlade os selv: Måske ved at gå ud af os selv af frustration. Eller blive ude af os selv af fortvivlelse. For nu bare at nævne to eksempler hvor den visdom som ligger i dagligsproget, netop peger på at vi i frustrationen, vreden, og fortvivlelsen er 'ude af os selv', altså på vej bort fra vores kerne, vores center.

Vel egentlig på vej væk fra det hjerte som beder om vores omsorg og opmærksomhed.

Men 'det at gå bort fra smerten, er ikke vejen hjem til os selv', siger Hanneli i denne guidning.
At udtrykke og afreagere vrede og fortvivlelse kan opleves som en kortvarig lettelse - men i længden kan vi kun begynde at hele hjertets smerte ved med omsorg at tage os af os selv. Og det kan vi kun arbejde på når vi er hjemme i os selv.

Denne guidning beskriver, hvordan vi kan opdage det når vi er ved at forlade os selv - og hvordan vi kan vende tilbage. Og den hjælper os til at blive dér.

Det er ikke nemt.
Vi har som menneskeart overlevet fordi vi dybt i vores nervesystem har mødt truende situationer i den ydre verden med én eller flere af tre grundlæggende reaktioner: Ved at kæmpe, ved at flygte og ved at 'fryse' eller 'ligge død'. Eller måske ved det som hedder 'at please', altså totalt at underkaste os.
Disse evolutionære vaner bærer vi endnu i os.
Men de kan ikke hjælpe os når hjertet sørger og lider.

Det kan i længden kun den strategi som denne meditation handler om:
Det begynder med i første omgang at vi kommer hjem til os selv. Til vores krop og følelsessystem. Og dernæst om fra dette sted at rumme smerten. Måske først en del af den og med tiden stadig mere.
Dette: At rumme, peger dybest set på den mirakuløse selvheling der kan finde sted når hjertet og bevidstheden samarbejder. Når vi trods lidelsen vender tilbage til vores hjertes sårbarhed. Og dér med den bevidste opmærksomheds hjælp skaber et hjerterum i os selv hvor heling kan begynde at finde sted.
Oftest langsomt. Og støttet af strategier som er rettet mod den ydre verden og vores relationer dér.
Men alligevel med en mulig dyb effekt. Fordi, som det siges et sted i denne guidning, 'hjertet er en dør ind mod vores essens'. Ind mod et sted hvor det er muligt at finde glimt af frihed - også fra dyb smerte.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

KAREN BLIXENS FORTÆLLINGER, GLIMT AF SKÆBNE OG EN THANGKA 

De spirituelle traditionerne véd at kunsten er en dør ind mod selve mysteriet. Derfor spiller kreativitet en stor, ja en kolossal rolle i alle mysterietraditionerne: De taoistiske maleres og digteres etablering af ekstremt sprogligt og billedmæssigt nærvær, zenbuddhisternes haiku som fastholder nuet i en komplet form for derefter at kunne give slip og vågne fra sproget, de kristne ikoners støtte til at visualisere bestemte skikkelser og farver for til sidst at kunne slippe dem og – som Eckehart siger –’søge Gud uden form, farve eller indhold’, er alle forsøg på, ad kunstens vej, at nå frem til et sådant afgørende, åbnende øjeblik, det som i zen kaldes satori. Det samme er de tibetanske lamadanse, sufidansene, kirkesangen og zenhistorierne. Alle er de beregnet på at muliggøre åbninger ind mod den højere vågenheds dimensioner.

Ved siden af Karens Blixens seng, lige ved siden af sengen, hænger en tibetansk thangka.

En thangka er, lige så lidt som de kristne ikoner, til pynt. Den er et praksisredskab, det er en mulig dør ind til de indre dimensioner, til den mystiske virkelighed.
                      
Man vil kunne mærke det umiddelbart når man står i soveværelset. Thangkaens udstråling er intens. Sagt lige ud af landevejen og nede på jorden, uden at antage nogen form for sekterisk eller New Age-agtig teori eller trosforestilling, uden at være buddhist eller måske i det hel taget uden at være religiøs, kan man mærke at denne genstand, dette billede på dette sted, så tæt ved sengen, ved sove- og hvilesituationens og opvågningens dybe, ugarderede privathed, er et helt specielt og overraskende valg.

Om denne thangka handler denne blocast. 

Klik ind på blogindlægget (episodelinket) for at se billeder af Blixens thangka.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne meditation er vi blevet inspireret til af spørgsmål vi har fået fra praktiserende der, som det hedder i dag, definerer sig som mænd. Som identificerer sig primært med deres biologiske mandlige køn.

Udtryk som kvindeligt og mandligt er i dag, mere end nogensinde før, til debat.
Hvad der er vigtigt og sikkert både nødvendigt og på sigt positivt.

Men en sådan udveksling ligger et andet sted, og beskæftiger sig med noget lidt andet, end meditation.

Når vi bevæger os indad, møder vi før eller siden - og snarere før end siden - to grundlæggende bevidsthedsformer. En udadrettet, fokuseret, handlende og projektparat.
Og en hvilende, rummende, viddeagtig, hjertebaseret.
Det er disse to som vi  kalder yin og yang. 

Det bekvemme ved disse to udtryk er at de holder os fri af eventuelle uenigheder om mandligt og kvindeligt.

Yin-yang tegnet stammer fra kinesisk taoistisk præget filosofi og spirituel praksis. Yin og yang er på én gang modsætninger og komplementære, enhed og adskillelse, hvilende stilstand og evig bevægelse.

Alle disse forhold er til stede intuitivt i taijitu som er den mere teknisk og historisk korrekte betegnelse for yin yang tegnet.

Vi har i vores meditative praksis, og i vores liv, brug for igen og igen at forholde os til disse to bevidsthedsformer.

De er to måder at være i verden på: Den handlende og den klogt afventende, den præcist fokuserede og den åbne, i alle retninger opmærksomme, defokuserede.

For at kunne bevæge os mod at føle os mere hele som menneske, må vi arbejde med at opdage det andet køns kvaliteter i os selv. Selv om et flertal af mennesker er identificeret med deres biologiske køn, er vi bevidsthedsmæssigt ikke bare ét køn. Vi har alle begge køn, alle køn, i os som muligheder.

Når vi langsomt opdager og udfolder det andet køns muligheder i os -  det som Jung kaldte den modsatkønnede integration - frisættes vi fra begrænsende vaner.

Meditativt får vi mulighed for at opleve at yin og yang danser i os - og undertiden begynder at smelte sammen.

Dette er, siger taoismen, vejen mod den egentlige enhed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team taler om blandt andet verdens tilstand, verdensmål, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, spiritualitet og om dét at lytte. Steen Hildebrandt har i årevis været optaget af FN’s 17 verdensmål og har skrevet flere bøger om emnet.

Samtalen publiceres på Kontemplations blog som optakt til Steens undervisning på supervisionsforløbet ’Indre praksis og arbejdsliv’.

Samtalen udfoldes med udgangspunkt i Charlottes indledende spørgsmål:

Der er en ting, jeg kommer til at tænke på, fordi vi nu bevæger os lidt over i verdensmålene. Noget, jeg har tænkt over i de arbejdssammenhænge, jeg har haft, det var, at da verdensmålene kom, så valgte man jo som organisationer nogle mål ud. Og alene i den sammenhæng sker der også en adskillelse. Skulle vi have mål 4 eller mål 2 eller mål … ? Men det er nok fordi, at så bliver det mere overskueligt måske – uden at det er overskueligt?

Lyt med her eller læs med på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team taler sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, spiritualitet, verdensmål og om dét at lytte.

Samtalen publiceres her på 'Lige fra Hjertet' og på Kontemplations blog, som optakt til Steens undervisning på supervisionsforløbet ’Indre praksis og arbejdsliv’.

Samtalen udfolder sig med udgangspunkt i Charlottes indledende spørgsmål: 

Du har jo snakket om, altså hvad skal man sige, at de rum, hvor forandringen kan ske og handlingerne foretages, det vil ofte være i de folkevalgte forsamlinger. Det er der, hvor der er en mulighed for at lovgive, og en mulighed for at man som individ stemmer folk ind. Men der er også en indbygget problematik i, at de jo også skal vælges. Så alle vores vaner og dét, vi er opvokset med, som du også har talt om før, altså dét med, at vi har ret til, at vi kan få mere, at vi skal på ferie, at vi skal…  der er vækst i det hele. Er det ikke et lidt svært rum alligevel, fordi det har en indbygget modsætning? Det er dér, der kan forandres noget, men der er også et benspænd på en eller anden måde?

Lyt med her eller læs med på bloggen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi er rigtig glade for i dag for første gang at kunne bringe en blogcast af Søren Munk.
⁠
I indledningen til blogindlægget, der udgives samtidigt på Vækstcenterets ressourceside, skriver Søren: ⁠
⁠
"I det følgende vil jeg undersøge det relationelle landskab der folder sig ud mellem lærer og elev når man bevæger sig lidt dybere ind i en spirituel proces.⁠
Som grundlag for undersøgelsen tager jeg udgangspunkt i hvad jeg har lært gennem 35 års studier i tibetansk Buddhisme, perspektiveret af mine egne (og andre praktiserendes) levede erfaringer." ⁠
⁠
Og lidt senere skriver han om dét at finde en lærer:⁠
⁠
"Da jeg selv begyndte at interessere mig for spirituel udvikling, var det med afsæt i den tibetanske version af Buddhismen. Her mødte jeg en læresætning som gjorde et stort indtryk på mig: ⁠
 ⁠
Hvis du ser din lærer som en ven, så får du velsignelsen fra en ven. ⁠
Hvis du ser din lærer som en spirituel vejleder, får du velsignelsen fra en spirituel vejleder. ⁠
Og hvis du ser din lærer som en buddha, får du velsignelsen fra en buddha. ⁠
 ⁠
Dengang vidste jeg hverken hvad velsignelse var, eller hvad det ville sige at se sin lærer som en buddha. Men sætningen gjorde indtryk på mig, og selvom jeg ikke forstod eller fra mig selv kunne genkende dens dybere mening, havde jeg en intuitiv fornemmelse af at der bag denne vending lå noget af afgørende betydning. Jeg kunne mærke at det med at kunne ”se sin lærer som en buddha” var et sted jeg rigtig gerne ville hen.⁠
Kort efter mødte jeg min første lærer, den tibetanske meditationslærer Jamgön Kongtrul Rinpoche som jeg på forhånd havde hørt, var en formidler af et helt særligt format."⁠

Du kan lytte til indlægget her, eller læse teksten på Kontemplations blog.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Det er vores erfaring – som vi tror vi deler med mange – at vores velbefindende øges når det lykkes os at spænde af?
At vi når vi er kropsligt afslappede, har mere energi, større overskud, mere psykologisk plads til os selv og andre?

At afsætte lidt tid til systematisk at spænde af – som for eksempel i denne 15 minutters meditation – kan vise sig at være noget på én gang kostbart og ganske gratis vi kan give os selv.
At følge et andet menneskes stemme når det tager os i hånden og går med os ind gennem vores indre verden, kan være en måde at få netop den næring og omsorg på vi kan have brug for i en krævende hverdag.

I denne guidning foreslår og støtter Hanneli os til at lytte til kroppens egen visdom – til at opdage hvor meget information om vores behov og muligheder vi kan få ved det helt enkle: på en rolig og systematisk måde at spænde af og mærke efter i os selv.
For gradvist som det siges ’at ankomme kropsligt til nuet.

Instruktionen ledsages af Magnus Karlshøjs klaver – som musikalsk støtter os i at lytte og mærke ind i os selv.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team har talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, spiritualitet, om dét at lytte og ydre og indre bæredygtighedsmål. Dette er deres fjerde samtale.

I samtalen ’Om verdens tilstand’ beskriver Steen blandt andet, at han selv er blevet negativ overrasket over, hvordan verden har bevæget sig i en forkert retning, og hvor galt det går. Men han ser samtidig håb i ungdommen og i det spirituelle landskab – og det kredser denne samtale om, der er en fortsættelse af ’Om verdens tilstand’.

Steen indleder:

”For det første tror jeg, at vi er nødt til at opbygge håb. Men jeg tror også reelt på, at det er der grund til håb – også når man ser på, hvad mange unge mennesker ikke bare siger, men gør.  Og det er jo ikke bare i Danmark, det er et verdensfænomen, tror jeg. At rigtig mange unge, ikke nødvendigvis alle unge, men flere og flere unge mennesker har en reel anden forståelse af kloden, end min generation havde og har, fordi vi simpelthen er en del af det gamle paradigme. Det er mange unge ikke. De tager afstand fra den kortsigtede profittænkning og pengetænkning, der ligger i det gamle adskillelsesparadigme.”

Du har nogle gange refereret til Einsteins vinkel om, at man ikke kan løse de problemer, med den tankegang, som har skabt dem.

”Ja, der er jo to citater af Einstein, som hænger sammen. Det ene, det hedder jo, at de problemer, vi har i dag, er et resultat af de løsninger, vi troede på i går. Og den anden side af den sætning hedder jo: Et problem kan ikke løses ud fra den tænkning og ud fra det bevidsthedsniveau, hvor ud fra det er skabt. Og det betyder jo begge dele, at hvis vi vil en anden verden, så må vi tænke og begribe og tale anderledes. Det er også det samme som at sige, at verden er som vores tanker. Og det er jo det, som giver sig udslag i, at verden er, som vi har lært det. Vi har lært det gamle paradigme. Vi er gået i skole, på fagskoler og universiteter og er blevet undervist i det gamle. Så vi har vores karriere, vores job, vores belønninger, fordi vi holder fast i det gamle. Så der skal meget til, for at… ”

Steens hustru kommer ind med kaffe og kage – og vi fylder op og fortsætter samtalen.

Hvis du vender tilbage til citatet med Einstein.

Jeg synes, at der er et håb. Og jeg synes, at noget af det håb bæres af unge mennesker.

Vi er bærere af det gamle paradigme, og vi klamrer os til det, vi kalder værktøjskassen. Hver gang vi har et problem, så siger vi, at nu må vi have et værktøj fra værktøjskassen. Og værktøjskassen er fyldt med gammeldags adskillelses- og korttidstænkning, der går ud fra, at for penge kan vi købe alt. Og sætningerne siger samtidig, at hvis vi vil en anden verden, så skal vi have nogle andre tanker, nogle andre begreber at begribe den nye verden med – men også den gamle verden med, så vi kan lave rigtige transitioner, og så vi kan bevæge os på den rigtige måde fra det gamle til det nye.

Er det der, hvor du også tager fat i ungdommen? Omkring det med en ny kraft. Du nævnte også det, som Kontemplation bl.a. står for med en mere spirituel tilgang til verden. Er det fordi du i de to felter ser et skift, så man ikke bevæger sig i det samme paradigme? Eller hvor er det håbet er der?

”Ja, jeg synes, at der er et håb. Og jeg s

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team har i foråret talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, ungdom, spiritualitet og venlighed og om dét at lytte. Dette er deres tredje samtale.

Vi skal jo tale om bæredygtighed, og det skal vi i din egenskab af både at være professor emeritus og mangeårig ledelsesrådgiver, og så også fordi du er medunderviser på vores nye forløb i Kontemplation, som hedder ‘Indre Praksis og Arbejdsliv‘ – IPA, som vi også siger, så vi kan huske det alle sammen. Og i den sammenhæng, der vil jeg jo så gerne stille dig nogle spørgsmål.
Du har en endnu ikke publiceret artikel, hvor du indleder med et citat af Bernard Lievegoed, der er kendt for sin socialøkologiske tænkning, og citatet er:
’Virkeligheden er tit overraskende anderledes, end man først troede.’
Når man hører sådan et citat, så kan det gå i begge retninger – altså der kan både være noget nærmest dystert over det, men også håb. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor du egentlig indleder med sådan et citat?

”Ja, og det er jo faktisk både et citat, der kan virke faretruende, men også kan være håb.

Den primære grund til, at jeg bruger det citat af Lievegoed, det er den negative dimension. Jeg synes, at vi hele tiden bliver overrasket over, hvor galt noget er, hvor galt det går.

Sådan havde jeg ikke forestillet mig det, da vi talte om socialøkologi og bæredygtighed og bæredygtig ledelse, skal vi sige for bare 10 år siden. Og det er mere end 10 år siden, hvor jeg og Michael Stubberup, der også underviser på det her forløb ’Indre Praksis og Arbejdsliv’ skrev om bæredygtig ledelse og ledelse med hjertet. Vi havde nogle forestillinger om, at vi var i en stor transformation, men vi havde ikke drømt om, hvor alvorligt det var – hvor alvorlig en situation verden var på vej ind i. Og slet ikke når vi tænker på den militære krigsoptrapning, der finder sted. Det havde vi heller ikke drømt om. Så det er på den baggrund, jeg citerer Lievegoed. Om han har ment det i den ene eller den anden retning, det er jeg faktisk ikke klar over. Jeg tror, at når jeg ser på den sammenhæng, jeg har taget det ud af, så er det også for Lievegoed det faretruende, som han har haft i tankerne.

Jeg synes jo, det er så klart, at verden er på vej ind i nogle alvorlige tilstande. Jeg er også overbevist om, at der er grund til håb. Men jeg er ikke længere i tvivl om, at vi bevæger os ind i noget, der er meget mere alvorligt end det, vi kender i dag. Og det har noget at gøre med biodiversiteten. Det har noget at gøre med klimaet. Det har noget at gøre med ulighed, og det har noget at gøre med krig. Verdens våbenfabrikker producerer i døgndrift, og udenfor står der regeringer og andre med hatten i hånden for at købe alle hånde våben og al ammunition. Og det vil blive brugt meget af det.

Der er helt enormt meget negativ opbygning i verden. Og derfor må man jo sige, at der er brug for sådan noget, som Kontemplation arbejder med – i dén grad. Og det er så også det, der gør, at jeg også i anden omgang tror, at der er grund til håb. Vi har en enorm viden om alt, og meget af den viden bruger vi ikke – omsætter ikke til praksis – fordi vi hænger fast i det gamle paradigme. Det gamle industrielle, kortsigtede økonomiske adskillelsesparadigme,

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne guidning inviterer Jonathan til, sammen med ham, at slappe helt af et øjeblik.
Han kommer med forslag til, hvordan man helt uambitiøst kan give sig selv en lille pause fra at skulle præstere for måske at vende tilbage til det, man skal, med lidt mere overskud.

Denne meditation er en fjerde episode ud af fire i serien 'Meditationer til unge'. Guidningerne kan anvendes uafhængig af hinanden.

Hvis meditation er nyt for dig, kan det være en støtte at lytte til denne guidnings introduktion inden du mediterer.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette er en introduktion til meditationen "Neutralitet - en lille pause fra at skulle og ville". 

Her deler Jonathan hvordan han selv kender følelsen af, at man bare liiige skal have ordnet noget – afleveret en opgave, vundet endnu en guldmedalje, fået en date med den der dejlige person –før man kan slappe af, før man kan tillade sig selv at være glad. Al den her ’gøren’ er vigtig, men det er pausen fra den også, siger Jonathan.

Hvis meditation er nyt for dig, kan det være en støtte at lytte til denne guidnings indledningen før du begynder.  

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette er en introduktion til meditationen "Hjertet - du kan træne din glædesmuskel", hvor vi inviteres til at gå på opdagelse i hjertefølelserne og at mærke det gode.  

Det er muligt at lytte til indledningen inden meditationen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation inviterer Hanne os til at gå på opdagelse i hjertefølelserne og at mærke det gode.  

Først etablerer vi en fysisk kontakt til kroppen. Bunden af kroppen og fødderne. Derefter mærker vi brystet hvor hjertet og lungerne er placeret.   

Med kontakt til brystområdet forsøger vi at se eller mærke et menneske – eller et dyr – som vi rigtig godt kan lide, som vi har det trygt med, og som vil os det godt.   

Med nysgerrighed undersøger vi, hvilke følelser denne øvelse vækker i os. Vi forsøger nænsomt med øvelsen at mærke efter det gode. Til sidst inviterer Hanne os til at tage øvelsen med inden vi skal sove. At mærke tre gode ting, som vi har oplevet i løbet af dagen

Denne meditation er en tredje episode ud af fire i serien 'Meditationer til unge'. Guidningerne kan anvendes uafhængig af hinanden.

Det er muligt at lytte til en indledning  inden meditationen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette er en indledning til meditationen "Åndedrættet - det er altid med dig". Hvis meditation er nyt for dig, kan det være en støtte at lytte til denne indledning inden du mediterer.  

I meditationen fokuserer vi på åndedrættet som det  mærkes i kroppen. Åndedrættet er altid med os, og derfor kan vi med nænsomhed og nysgerrighed opdage, hvordan det opleves i nuet.   

Vi undersøger åndedrættets  rytme, lyd og sansning i kroppen. Temperaturen ved næsen når vejret trækkes ind og pustes ud. Vi går tæt på og mærker åndedrættets bevægelser i kroppen, og hvordan der måske opstår en større fornemmelse af tyngde mod underlaget.   

Guidningen giver plads til at lade alt være præcist som det er. Blot hvile opmærksomheden på åndedrættet og dets bevægelser i kroppen. Som en lille pause til at tjekke ind. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation har vi fokus på åndedrættet som det helt naturligt mærkes i kroppen. Åndedrættet er altid med os, og derfor kan vi med nænsomhed og nysgerrighed opdage, hvordan det opleves i nuet.   

I guidningen undersøger vi rytmen, lyden og sansningen i kroppen. Temperaturen ved næsen når vejret trækkes ind og pustes ud. Vi går tæt på og mærker åndedrættets bevægelser i kroppen, og hvordan der måske opstår en større fornemmelse af tyngde mod underlaget.   

Guidningen giver plads til at lade alt være præcist som det er. Blot hvile opmærksomheden på åndedrættet og dets bevægelser i kroppen. Som en lille pause til at tjekke ind. 

Denne meditation er en anden episode ud af fire i serien 'Meditationer til unge'. Guidningerne kan anvendes uafhængig af hinanden.

Hvis meditation er nyt for dig, kan det være en støtte at lytte til denne guidnings indledningen før du begynder.  

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation undersøges landskabet mellem behag og ubehag med fokus på kroppen.  

I begyndelsen inviterer Lasse os til at mærke hvordan kroppen er placeret på underlaget, og at kroppens vægt bæres af underlaget under os. Herfra breder vi opmærksomheden ud til at mærke hele kroppen på én gang. Vi lytter nysgerrigt ind i hele kroppen uden at lede efter rigtigt og forkert. 

Det er i denne meditation som i enhver anden, at når vores opmærksomhed distraheres bort fra kroppen så forsøger vi nænsomt at opdage dette og retter blødt opmærksomheden tilbage til kroppen.  

Fra at mærke kroppens helhed forsøger vi at veksle mellem at mærke steder der føles ubehagelige, og steder der føles behagelige.  

Til sidst bredes opmærksomheden igen ud til hele kroppen, og vi undersøger om der her er et fysisk ekko af meditationen. En afspændthed eller måske opspændthed. Hvis et positivt ekko har efterladt sig i kroppen, kan du tage dette med ud i din dag som et ankerpunkt for nærvær.  

Denne meditation er en første episode ud af fire i serien 'Meditationer til unge'. Guidningerne kan anvendes uafhængig af hinanden.

Det er muligt at lytte til en indledning  inden meditationen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette er en introduktion til meditationen "Kroppen - Hvad fortæller den?", en meditation hvor vi undersøger landskabet mellem behag og ubehag med fokus på kroppen.  

Som en forberedelse, kan det være en støtte at lytte til introduktionen inden du mediterer.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Professor emeritus og ledelsesrådgiver Steen Hildebrandt og Charlotte Toft fra Kontemplations team har talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, veje til forandring, spiritualitet, om dét at lytte og ydre og indre bæredygtighedsmål. Dette er deres anden samtale.

Steen Hildebrandt! I dag taler vi om bæredygtighed, og anledningen er Kontemplations nye undervisningsforløb ’Indre praksis og arbejdsliv’, hvor vi er så heldige at have dig med som underviser. Du er professor emeritus og mangeårig ledelsesrådgiver. Og jeg er rigtig glad for, at jeg har fået mulighed  for at interviewe dig omkring bæredygtighed, hvor noget af det, vi skal tale om, er ydre og indrebæredygtighedsmål. 

Når talen falder på ydre bæredygtighedsmål, så kommer vi i dag automatisk til at tænke på FN’s 17 verdensmål, og på den måde de er blevet udbredte. Op på at du om nogen været med til at sætte dem på dagsordenen i Danmark – vil det ikke være en overdrivelse at sige. Jeg har et par gange også været så heldig at høre dig tale om de 17 verdensmål, og det, der har slået mig,  er, at der i dine oplæg altid har været en tråd ind i det levede liv eller arbejdslivet. Du har hele tiden, synes jeg, taget verdensmålene ind i det daglige liv og gjort dem handlingsbare. Til at arbejde med. Er det rigtigt forstået, at der har været et sådan ønske?

“Ja, det har der været, synes jeg. Men det er jo rigtigt, at når man tager verdensmålene og også meget af bæredygtighedsdebatten i al almindelighed, så er der tale om ydre fænomener. Ligestilling, uddannelse, energi, vand og biodiversitet. Det er de ydre fænomener, vi fokuserer på, og det er jo fuldstændig forståeligt, fordi det er derude, enten problemerne eller problemernes løsning manifesterer sig. Men så kommer der jo nødvendigvis et tidspunkt, og det er måske det, som jeg også lidt har tænkt på, når jeg hele tiden har argumenteret for eller sagt, at det handler også om det praktiske… Men der kommer jo et tidspunkt, hvor nogen må sige, at alt dette ikke kommer af sig selv. Det kommer ud af noget, der sker inde i mennesker. Menneskers følelser, menneskers begrebsverden, menneskers indsigter, menneskers evne til at kommunikere og arbejde sammen.

Og så pludselig kommer der en bevægelse, som taler om indre bæredygtighedsmål, inner development goals, indre udviklingsmål, indre bæredygtighed, og det er klart, at det måtte komme, for det er tydeligt, at der ikke sker en masse, bare fordi vi taler om det og peger ud mod det. Det sker der sådan set ingenting ved. Så man kan sige, at os, der har talt meget om den ydre bæredygtighed, selvfølgelig har det haft en værdi, at vi peger på det, men hvis der skal ske noget, så skal vi se indad og arbejde med os selv og arbejde med uddannelse, meditation, selvindsigt og selvfornemmelse.

Nu er det jo så en bevægelse, for der er mange andre områder, hvor mennesker er optaget af inner development eller indre bæredygtighed. Nu er det bare denne bevægelse, der så i øjeblikket har formuleret nogle mål om samarbejde, om handling, om det at være, om sociale fænomener og relationer og om handlingsevne.”

Ja, det er de indre bæredygtighedsmål, du taler om, og som bevæger sig omkring fem temaer: at være, at tænke, at relatere, at samarbejde og at handle.

“Ja, det er de fem temaer, og der er jo ikke nogen tvivl om, at det er vigtigt. Det kan enhver se, at det er vig

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne kropsskanning baserer sig på Wilhelm Reichs beskrivelse af typiske spændingsområder i kroppen – det han kaldte kroppens pansringsringe.

Wilhelm Reich (1897-1957) var en østrigsk læge og psykoanalytiker i generationen efter Sigmund Freud. Han var på flere måder kontroversiel og forud for sin tid, og hans forståelse for sammenhængen mellem kroppen og psyken dannede grundlag for senere terapiformer, der inddrager begge aspekter.

Ideen bag Reichs arbejde med at forløse og frisætte kroppens unødige spændingsmønstre – kaldet kropspanseret eller karaktérpanseret – er, at psykologiske spændinger eller blokeringer spejler sig i kropslige blokeringer. Disse forhindrer vitalenergiens frie flow i kroppen. Derved hæmmes mennesket såvel kropsligt som psykologisk. Ved at arbejde hen imod en frisættelse af de hæmmende spændingsmønstre i kroppen, vil såvel kroppen som psyken blive frisat. Kroppens vitalenergi vil kunne flyde frit.

I nærværende kropsskanning guider Martin lytteren ind i en kontakt med Reichs syv spændingsringe, som styk for styk forsøges bevidstgjort og afspændt. Tilgangen er blid og nænsom med respekt for, at kroppen slipper spændinger, når den er parat til det. Guidningen inviterer til dybere sammenhæng og større frihed i kroppen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Velkommen til samtale med Steen Hildebrandt, professor emeritus, mangeårig ledelsesrådgiver og forfatter til en lang række bøger om blandt andet bæredygtig ledelse og FN’s 17 verdensmål. Og så er han medunderviser på Kontemplations toårige supervisionsforløb ’Indre praksis og arbejdsliv’. Dette er første samtale.

Charlotte Toft fra Kontemplations team og Steen Hildebrandt har i det tidlige forår i forbindelse med opstarten af supervisionsforløbet talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, spiritualitet, veje til forandring og sidst men ikke mindst om dét at lytte.

I forbindelse med samtalerne har Steen Hildebrandt og Charlotte Toft skrevet sammen per mail. Her er optakten til samtalen om at lytte:

 Kære Steen

Du har i mange år beskæftiget dig med verdensmålene og ledelse. Men jeg vil tillade mig, nu jeg har dig, også at runde et umiddelbart andet tema, og det er dét med at lytte. For nogle år siden mødtes vi i Vejle til en konference, og her gjorde din evne til at lytte stort indtryk på mig. En evne der bevægede mig fra enetale til samtale og en dybere refleksion – også selvom jeg talte mest. Meget mest :-). Vores møde i Vejle har fået mig til at tænke regelmæssigt over det at lytte, selvom jeg har lang vej til din lytteevne. Men at der i netop lytten måske gemmer sig den fine samtale. At lytten giver den anden handlerum. At lytten måske i særlig grad er vejen til en bæredygtig verden. Hvad tænker du om de betragtninger? Måske jeg går for vidt?  

Bedste hilsner Charlotte

Du kan lytte med her på blogcasten, eller læse  indlægget på Kontemplations blog.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Om morgenen gjorde han det, han plejede. Gik i bad, tog sin uniform på og drak kaffe. Kyssede sin kone farvel. Cyklede mod museet. Der deponerede han sin mobiltelefon i det aflåste skab, sådan som reglerne foreskrev. Ingen forstyrrelser. Så tændte han sikkerhedsradioen, der resten af dagen var hans kommunikation med kollegaerne. Hans vagt begyndte en time før dørene til udstillingerne blev slået op.

Han var særlig glad for at skulle være i denne sal i dag. Være med værkerne her. Passe godt på dem. Rømme sig og rynke brynene, når gæsterne kom for tæt på værkerne. Den del var blevet en større del af hans arbejde. Der var dage, hvor han havde anstrengt sin hals så meget, så han næsten ikke kunne tale med sin kone.

Denne morgen var det over en uge siden, han sidst havde været i salen. Han mærkede spændingen. Et værk forandrer sig med publikum, havde kunstneren sagt, da de kæmpe tavler blev hængt op. Det havde han aldrig skænket en tanke. Han synes nu nok efter så mange år som vagt i alle salene, at de enkelte værker lignede sig selv til hudløshed. Kun gulvene blev mere slidt – og dagens lys flyttede rundt på skyggerne.

 Ved indgangspartiet hang kuratorens indledning og præsentation af værkerne:

 STILSTAND · BEVÆGELSE · VIBRATION · SAMSPIL

 Et interaktivt værk, der vil have sine beskuere i samspil. Der er intet svar. Intet spørgsmål. Tiden vil vise, hvor vi ender. Hvad vi ser og oplever.

Værkerne må gerne berøre – men IKKE berøres.

Der var nu ikke mange besøgende, der læste teksten. Så travlt optaget var de af at komme tæt på de kæmpe tavler.

Han stillede sig ved den modsatte væg, hvorfra han kunne se begge værker på én gang. Til venstre den kæmpe tavle med sommerfugle og blomster i alverdens farver. Foldet i det tyndeste papir, man kunne forstille sig. Så sart, så det var næsten ubegribeligt, hvordan kunstneren havde kunne folde det i sine hænder. Ud fra tavlen sprang det hele i et flerdimensionelt rum, som blev man suget ind i universet. Inviteret til at opdage samspillet mellem sommerfuglene og blomsterne.

(...) Læs videre på Kontemplations blog.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

På denne sommers stilhedsretreat var der lejlighed til at beskrive en situation hvor vi havde oplevet at der blev stille. Gerne en situation der var foregået for længe siden – og huskende på at stilheden kan opstå midt i ydre larm eller intensivitet. Måske var det den påmindelse der fik mig til at tænke på én af de mest intense situationer jeg har oplevet i mit liv:

Dagen var begyndt som vanligt. Jeg forventede endnu et langt, roligt stræk hos Sama, en jaguar jeg som frivillig i rehabiliteringsorganisationen Communidad Inti Wara Yassi passede på det tidspunkt. Om morgenen var jeg gået et par kilometer langs Rio Capare fra den hovedvej der går gennem Vila Tunari fra Cochamamba til Santa Cruz i Bolivia, for at komme ud til hans bur. Med mig havde jeg to friske æg og en spandfuld råt kød til Sama.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Ved den pludselige lyd af en fasan der sender et advarselsskrig ud i mørket, er jeg lysvågen. Jeg mærker hvordan min krop er parat til spring selvom den var sovende for få øjeblikke siden. Jeg kigger ud i natten som på denne tid af året ikke bliver mørkere end lige nu. Jeg kan se overraskende langt, men jeg kan ikke se det som har forskrækket fasanen. Eller fasanen selv for den sags skyld.
Jeg tager et par dybe indåndinger og mærker min krop, mærker luftmadrassens velkendte mellemrum mellem bagsiden af min krop og jorden under madrassen. Jeg ser op i bøgetræernes kroner over mig og følger deres bevægelser i vinden. De er endnu nøgne øverst oppe.
Jeg lytter til nattens lyde. Fasanen er igen stille.
Er den død? Venter den i mørket på en pludselig dræber?
Der er heller ikke andre fugle der giver lyd fra sig. Det er vinden i træerne og skovbundens blade der, sammen med Århusbugtens bølgebrus, dominerer lydlandskabet. Og mit eget hjertes slag forekommer at være højlydt. Hjertet slår endnu hurtigt. Mit åndedræt kan jeg også høre. Det er dybt og langsomt.
Og så er der stilheden. En dyb stilhed som på en måde omslutter lydene. Det er svært at sætte ord på, men det føles mest som blødt vat. Blødt føles det i hvert tilfælde. Men vat er ved nærmere undersøgelse ikke det rette ord. For lydene er ikke dæmpede af stilheden. Bare blødt omsluttede.
Jeg mærker min krop som den ligger her i skovens bund. Det er længe siden jeg sidst har søgt ud i skoven for at overnatte. Måske derfor er oplevelsen særlig intens netop i nat.
Mit blik søger stjernerne bag trækronerne. Det er nymåne og stjerneklart. Dér bag træernes toppe er uendeligheden. Jeg føler mig lille og sårbar som jeg ligger her i min sovepose. Og samtidig føler jeg mig tryg. Jeg er omsluttet af skovens rum, her midt i uendeligheden. Jeg kigger ud igen. Ud bag træerne. Op på stjernerne. Mærker mit åndedræt. Hjertets slag. Jeg lever. Det mærker jeg. Lever. Lige nu. Jeg ser på stjernerne mens jeg mærker at jeg lever. Stjerner, trætoppe i vinden, vinden selv, kroppen der ånder og pulserer. Jeg får oplevelsen af forbundethed med omgivelserne. Ja endda med stjernerne og hele himmelrummet som sådan. Jeg kommer til at tænke på hvad professor i fysik og astronomi, Ulrik Ingerslev Uggerhøj, sagde en dag på Moesgård Museum hvor vi sammen holdt et tværfagligt foredrag om tid; ”vi er allesammen stjernestøv”.
Det sagde han virkelig. ”Vi er alle sammen stjernestøv”.
Jeg lader tanken passere og vender tilbage til skoven og nattehimlen. Til åndedrættet.
En oplevelse af ubetydelighed melder sig. Jeg er så lille. Så uendelig lille. Den følelse er på en måde forbundet med en lettelse jeg har mærket før.
Og så kommer ubehaget. Noget i mig har bestemt ikke lyst til at være ubetydelig. Og for nogle er jeg det ikke. For én er jeg lige nu noget af det mest betydningsfulde. Men i det store hele er jeg mindre end den mindste prik. Og i evigheden er mit liv kortere end en tusindedel af et mikrosekund. Lige nu lever jeg. Det mærker jeg her i skovens mørke nat. Og om et øjeblik er jeg borte.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Nyhedskanalerne er slukkede. Selvvalgt. Normalt tjekker jeg dem flere gange dagligt. Lytter. Følger med. Mange gange per automatik. Af vane. Fordi jeg keder mig. Andre gange af nysgerrighed og interesse. Tit afføder det en dyb bekymring både for den lokale og den globale situation. Jeg kommer ofte til at føle mig så magtesløs i en verden, hvor de forskellige polariteter synes at blive trukket skarpere og skarpere op. Rød blok – blå blok. Øst – Vest. Putin – Zelenskyj. Demokrater – Republikanere.  Ven – Fjende.

I de næste ti dage åbner jeg ikke for nyhedsstrømmen, også selvom der snart er valg. Valgkamp. Jeg er på retræte, og for første gang siden jeg var teenager, følger jeg ikke med. Det føles næsten skamfuldt at erkende, at det opleves befriende. Det føles vigtigt at forsikre, at jeg ikke er ligeglad. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har muligheden for at stemme. Taknemmelig for at jeg lever i et demokrati.  Inden jeg lukkede ned, har jeg sat mig ind i forskellige partiers politik, taget valgtest. Set de første debatter, men præmissen under en retræte er at lukke ned for så meget fra den ydre verden som muligt. Skabe en kolbe. En slags trykkoger, hvor energien og intensiteten forbliver inde i mit rum og ikke lige så let afledes af ydre stimuli, emotioner og indtryk.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Det er en sen sommeraften. Jeg ligger i et telt på en naturplads på Fur. I et smukt landskab med udsigt til Limfjorden. Her er langt til det nærmeste hus, og jeg er alene. Jeg mærker en anspændthed og vagtsomhed, idet mørket er ved at falde på, og ved udsigten til at skulle tilbringe natten her.

Som jeg ligger i teltet i min sovepose, hører jeg en kvindestemme. ”Reiki” kalder hun. Der er noget ved hendes stemme, der gør, at jeg slapper af. Lidt efter hører jeg en hund snuse rundt om teltet, og en mandestemme blander sig med kvindens. De vil slå lejr her. Stemmerne er rolige og dæmpede, og der sænker sig en ro over pladsen, mens de får gjort sig klar til natten.

Det bliver morgen, og vi står op nogenlunde samtidig. Vi siger godmorgen til hinanden, og passer ellers vores eget. Jeg er begyndt at pakke mine ting sammen, da jeg hører dem tale om at skulle meditere. Det studser jeg lidt over. De sætter sig, først manden, så kvinden, på en skråning ved pladsen. Der går lidt tid, og så får jeg en indskydelse til at sætte mig og praktisere med dem. Jeg sætter mig et stykke derfra foran et tomt shelter og påbegynder min praksis.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Hvad stiller man op, når man som 22-årig københavner finder sig selv i en vægtløs tilstand?
Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv, da jeg i sommers mistede min lejlighed få måneder efter at jeg havde forladt mit job som klasselærer grundet en stress-sygemelding. Intet job, ingen uddannelse, ingen kæreste og ingen bolig.
”Jeg misunder dig,” sagde en medkursist til mig, da jeg på et retreat på Vækstcenteret fortalte ham om min livssituation. ”Al den frihed.”
Udsagnet kom bag på mig. Her stod en mand, som havde så meget af det jeg længtes efter. Færdiguddannet psykolog, hus, kæreste, børn. ”Græsset er altid grønnere…” kom vi frem til.

To røde tråde har fulgt mig, siden jeg afsluttede skolen og flyttede hjemmefra: Den ene min kampsportstræning i brasiliansk jiu jitsu, primært på Nørrebro, men i en periode også i Tokyo. Den anden min meditationspraksis.
Jeg besøgte Vækstcenteret i Nørre Snede første gang i 2017 i forbindelse med en skoleopgave, da jeg var 17 år, og blev i de følgende år efterhånden en trofast kursist på centeret. Og her hos Kontemplation. En kursist, som efterhånden blev vant til at være den eneste under 30, ja endda ofte under 40 på weekendkurser og retreats.
Dette havde jeg egentlig vænnet mig til. Det generede mig ikke, når jeg var afsted, men jeg savnede jævnaldrende praktiserende i hverdagen i København. Derfor blev jeg overrasket, da jeg fik at vide, at der kommer omkring 100 unge på Vækstcenteret hvert år. Hvor havde disse unge praktiserende gemt sig?

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Kan et enkelt spørgsmål – en formulering som vi har hørt mange gange før – pludselig åbne sig og optages på en ny måde? 
Er der opstået et sted, hvor ordene nu kan lande og blive liggende? 
Et sted der er blevet gødet og vandet, og som nu har den helt rigtige sammensætning af næringsstoffer til at suge betydningen til sig?

”Du har et glas foran dig. Er det halvt fuldt eller halvt tomt? Hvad ser du efter?”

Tidligere er dette spørgsmål bare gledet igennem mig. Måske har det gjort et kort ophold. 
Nu bliver ordene hængende. 
Jeg kan pludseligt sanse hele glasset. Tomrummet og den del, der er fyldt. 
Det bliver så tydeligt, hvordan mit sind altid har søgt mod manglen. 
Mod alt det, jeg ville ønske, var der. 
Alt det jeg ville ønske, jeg var. 

Hvis bare jeg havde… Hvis bare jeg var mere…

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne meditation er Kontemplations kærlige og fortrøstningsfulde afsked med årets Januarpraksis.

Hanneli – som her guider sammen med Martin og Peter – peger på at vi i denne meditation har med tre betydninger af ordet ’landing’ at gøre:
Januarpraksis er en slags luftfartøj som har været bragt til svæv hen over en hel måned.
Det fartøj skal lande – for både følgere og for Kontemplations team. Som jo også har haft noget at se til i denne måned (og helt ærligt: Teamet har også været lidt oppe at køre).

Og så skal vi vel alle, hver gang vi sætter os til at meditere, lande fra hverdagen. For der er vel ingen eller få af os som bærer meditationspudens ro uforstyrret rundt hvert minut i hverdagen.
Så set fra det synspunkt rummer enhver meditation, også denne guidning, en landing både for de som følger instruktionerne og de som taler.

Hanneli peger også på en tredje betydning af meditativ landing: Vi kan, hvis vi kommer ind i en indre fordybelse, være heldige at opleve glimt eller stræk af en svævende følelse.
Et sådant svæv har at gøre med at vi har nærmet os det sted hvor vi skaber og fastholder tilværelsens fysiske og psykiske tyngde. Nærmet os en anelse om at denne tyngde kan frisættes meditativt.
Har man oplevet et sådant lille svæv, bliver det særligt vigtigt at lande. For ikke at miste jordforbindelsen, for at huske at der forude ligger et stort arbejde med at integrere en sådan meditativ lethed med vores dagligdag.

Til denne integration er, siger Hanneli, Martin og Peter, en fortsat praksis nok det bedste middel.
Det er et paradoks, et af de vidunderlige tilsyneladende modsigelser vi møder i spiritualitet: At det som skaber og muliggør glimt af svæv samtidigt, er den bedste opskrift på hvordan man lander svævet og kommer godt ned på jorden og ud i livet.

Og så er en fortsat praksis også det bedste middel mod den lette sørgmodighed som kan komme når noget slutter. Selv noget der peger fortrøstningsfuldt ind mod fremtiden som Januarpraksis.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Kreativ visualisering eller guided imagery som videnskaben kalder det, bruges i dag i et væld af terapeutiske sammenhænge, i psykologiske og andre videnskabelige forsøg. Og i computergenereret form i en lang række håndværk og andre kreative og industrielle fag.

Visualisering er en aktivitet hvor vi ved hjælp af vores kreative forestillingsevne i vores sind skaber et billede som kan fremkalde bestemte oplevelser.

Og vi bruger alle teknikken stort set dagligt – selv om vi måske ikke tænker på det.

Mange af vores dagdrømme er visualiseringer. Og er ikke vores nattedrømme spontane billeddannelser styret af kræfter som ligger udenfor vores kontrol?

Den sekvens af øvelser som Hanneli i denne guidning fører os i gennem, har det særlige ved sig at den hviler på og vækker et grundlag der findes på forhånd: Som andre af de dybe og fundamentale såkaldte kanalisationsøvelser - som forener nærvær, åndedræt, en åbning af hjertet og en bevidsthed om energisystemet - bygger denne guidning eller meditation på energetiske og følelsesmæssige strømninger som allerede findes i os alle.

I dette tilfælde er det åndedrætsøvelsen Essens – Hjerte som er i fokus. Først formet således at den understøtter vores kontakt med vores dybere, også spirituelle væsen. For derefter at visualisere at vi sender overskud ud til mennesker vi holder af, som en form for hjertebølger.

Derefter tager Hanneli øvelsen videre ud både rumligt og følelsesmæssigt.

For til sidst at lade den klinge ud som en mulig kærlighedserklæring til vores klode: Essens – Hjerte - Jorden.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi har alle en medfødt mulighed for at udfolde glæde ved naturlig disciplin – ved at udforske den hjælp vi kan få ved at gøre noget som er betydningsfuldt for os, regelmæssigt, ved at give det opmærksomhed, tid og plads.

Dette er på en måde så almindeligt, så fællesmenneskeligt, at vi alle véd det.

Alligevel kan det være godt at blive mindet om forskellen på en mere tvangspræget, viljestyret aktivitet og så den naturlige disciplin.

I denne korte meditation – den varer bare cirka 10 minutter – peger Peter på at naturlig disciplin, i modsætning til de tvangsprægede aktiviteter som udføres med det som meget passende kaldes kadaverdisciplin, rummer både lyst og hjerte. Både en form for legeglæde og opdagerbegejstring og en kontakt til den med hjertet forbundne oplevelse af meningsfylde.

Netop opdagerbegejstringen er vigtig. 

Den er tæt forbundet med leg, børn er, sagde Jesper Juul, små forskere og deres videnskabelige disciplin er legen.

Den behøver vi ikke at glemme som voksne, meditation er udforskning, giver vi os lov til at mærke efter er hver meditationsperiode forskellig, ser vi dybt nok efter er den altid ny, aldrig før oplevet på denne måde.

Paradokset er, som Peter her siger, at vi ikke når frem til denne projektløse, udforskende, ofte glædesfyldte åbenhed uden gennem at sætte masser af vilje og beslutningskraft ind på processen.

Vi må i os selv finde dedikationen til praksis.

Det er et paradoks – løsningen kan ikke forklares – gå med og lad os opleve den!

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation løfter Søren, ligesom i ’Stille vand – stille sind’ som også ligger i Praksisbiblioteket, en årtusinder gammel meditativ praktik ind i den moderne verden.

Det drejer sig om Shamatha.

Om det ord - som er fra Sanskrit - siger ordbøgerne at det betyder ’bevidsthedsmæssig ro’. At det går tilbage til den helt tidlige buddhismes oprindelige tilgang til meditation.

Og at det som grundøvelse, fortæller Søren her, findes i alle de store spirituelle traditioner.

På en måde er praktikken helt enkelt: Vi fokuserer på åndedrættet og holder opmærksomheden lejret dér.

Det er lettere sagt end gjort. 

Når vi, som vi inviteres til her, forsøger at følge selv ret få åndedrag med fuld opmærksomhed, opdager vi at sindet igen og igen distraheres.

Der er så en lettelse her at få fortalt at denne distraktion også har med vores biologi at gøre, med vores nervesystems årvågne uro.

En lettelse at Søren igen og igen peger på den milde overbærenhed med hvilken vi bedst kan opdage vores fravær og fra denne opdagelse føre opmærksomheden og fokus tilbage til åndedrættet.

En del af den måde Shamatha i denne form, i denne guidning, får nutidig friskhed, er ved beskrivelsen af fire trin som vi hjælpes til at tage som en forberedelse til øvelsen – og som en støtte undervejs.

De fire trin handler om: a) motivation, b) om at sætte sig realistiske delmål for øvelsen, c) om hvordan vi bedst får hjælp af vores viljeskræfter – og d) om at vi på forhånd, med selvomsorg, gør os klart at vi uundgåeligt vil møde distraktioner. Og at vi forsøger at forberede os på af hvad art disse kunne tænkes at være – og hvordan vi vil møde dem.

Vi, nutidens mennesker, har, siger Søren, brug for en klarhed over vores motivation til – og vores mål med – at meditere. 

Vi har brug for at vores beslutninger er realistiske for at vi kan få også vores nervesystems træghed i forhold til fordybelsens intensivering i tale.

Vi har brug for at forstå hvorfor vi praktiserer, for at vi kan sætte vilje og intention bag vores meditation. 

Og til at få hele os selv med i øvelsen, også de dele som elsker at distraheres og ikke ønsker at skulle forholde sig til den energiintensitet som venter når vi nærmer os nuet, kan vi få hjælp ved at have forberedt på de uundgåelige forstyrrelser. Og ved at have besluttet at vi, når vi trækkes ud i små eller store absencer, vil rette kursen op med overbærenhed mod os selv.

Disse fire trin - som her beskrives detaljeret og fra flere sider - er ikke alene anvendelige på meditation. De er, når vi lytter nærmere efter, en strategi som kan være til nytte i forhold til en hvilken som helst vigtig opgave vi har sat os. Fordi de henvender sig til og tager hånd om lovmæssigheder ved den menneskelige bevidsthed.

Trinnene er således ikke alene meditationens rygrad – de kan være hjælp og støtte til enhver beslutning som vedrører vigtige projekter vi ønsker at gennemføre. 

Og som vi véd vil kræve vores helhjertede engagement.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Der har altid været en nær forbindelse mellem kontemplation og musik.

I Vesten var antikkens grækere de første der formulerede den forestilling at musikken er en dør eller portal til højere bevidsthed, til det guddommelige.
Pythagoras var optaget af dette, den alexandrinske astrolog, matematiker og musikteoretiker, Ptolemæus, var.
Kepler mente at musikkens naturlige harmonier var nøgler til Guds skaberplan for universet. At verden var en musica universalis, én stor kosmisk musik.
Platon sagde at ’Musik giver sjæl til universet, vinger til bevidstheden, svæv til forestillingsevnen og charme og munterhed til vores eksistens – og til alt andet.’
Einstein sagde: ’Jeg tænker ofte i musik – jeg opfatter mit liv i musikalske termer.’

Musik har helt særlige muligheder for at pege indad – også fordi den er ikke-sproglig.
I denne meditation som er et samarbejde mellem violinisten og komponisten Andreas Bernitt og Hanneli og Peter, rejser de sammen, med ord og musik, gennem et landskab som Andreas arbejder med: De fem begreber Jord, vand, ild, luft – og et femte element.

Når man lytter til denne guidning, kan man lege med at slippe al forståelse. For i stedet at høre både musikken og det sagte som et musikalsk udsagn, en instrumental improvisation.

Vi behøver ikke at gå til de store udenlandske praktiserende for at finde dybe udsagn om musik og spiritualitet: Et sted i det berømte digt Menneske-Livet fra 1847 skriver vores egen Grundtvig at den spirituelle dybde,  sandheden, Ordet, ‘findes på lydhavets bund.’

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne rolige og metodiske gennemgang af kroppen trækker Hanne både på sin baggrund som fysioterapeut og sin mindfulnestræning.

Vi får vejledning i at mærke tyngdekraften som en faktor der kan forbinde vores kropsfornemmelse til en helhedsfølelse.

Ligesom øvelsen bliver ved med at vende tilbage til mulighederne for udånde eventuelle opspændinger direkte ned til jorden.

Det kan opleves som om al aktivitet, i hvert fald al anstrengt aktivitet, arbejder mod tyngdekraften. Vi siger jo også at vi undertiden ‘står på tå’ når vi stræber efter et eller andet, eller at vi ‘strækker os længere end godt er’ eller ‘længere end bukserne kan holde’.

Og når vi mærker vores egen tyngde, når vi er realistiske, siger vi at vi ‘har jordforbindelsen i orden’ eller at ‘vi har begge fødder på jorden.’ At en argumentation kan være ‘solid’.

Disse stående vendinger er vel udtryk for den kollektive erfaring som ligger i dagligsproget: At når vi bevidstgør tyngdekraften, når vi mærker vores tyngde, tager vi spontant kontakt til hele vores krop og får derved adgang til større mængder af instinktiv information. Til instinkternes visdom.

Hanne er også mindfulnessintruktør.

Så et passende citat kunne her være fra en berømt bog af mindfulnessbevægelsens far (hvis man tillader det udtryk, vi kunne også lidt mere woke sige mindfulnessbevægelsens far og mor), Jon Kabat-Zinn, har titlen Coming to Our Senses med den vidunderlige dobbeltbetydning som ikke kan oversættes nøjagtigt til dansk af at komme til fornuft og at vågne til bevidsthed om vores sansers visdom.

Dette er hvad Hanne hjælper os til i denne kropsskanning: At vende tilbage til kroppens visdom og sunde fornuft.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne ret korte øvelse gennemgår Hanneli metodisk to versioner af den såkaldte Krone-Rod åndedrætsøvelse: Den traditionelle form som forbinder issen med bunden af kroppen – og en version som særlig har fokus på at understøtte jordforbindelsen og som derfor sender energi ned gennem benene til jorden under os.

Man kan følge denne guidning uden nærmere kendskab til dens historiske baggrund. Man behøver ikke anden forståelse end den almindelige erkendelse af at vi i vores kultur let kan forskyde vores bevidsthed til det mentale rum på bekostning af vores kontakt til kroppen. Og at det derfor er godt med jordforbindelse.

Men det kan måske også her være på sin plads med et par linjer om den tradition for beskrivelse af energisystemet som denne øvelse bygger på:

Chakra betyder ’hjul’ eller ’cirkel’ på Sanskrit, og ordet er, siger specialisterne, brugt om menneskets energisystem allerede i vedaerne som er nogle af de ældste tekster om dybere spiritualitet vi kender til.

Den brug af ordet som en guidning som Hannelis her har som baggrund, vokser op i først den indiske spiritualitet i løbet af de sidste par tusind år, og nuanceres senere yderligere i den tibetanske vajrayanabuddhisme.
Grundtanken er at vi mennesker har en multidimensionel eksistens. At vi foruden vores fysiske krop lever i og udfolder os i også andre dimensioner.

Èn af disse dimensioner eller værensaspekter er energikroppen, også kaldet det subtile legeme, the subtle body.
Energikroppen udgøres af chakraerne – hvoraf der ofte opereres med syv – og af kroppens energibaner, nadierne (hvoraf der siges at være 84.000!).

I alle traditioner – og både chakraer og nadier findes også i den kristne tradition, de kan for eksempel ses afbildet på mange ikoner som punkter og linjer i de religiøse figurers auriske udstråling – beskrives det hvordan energikroppen udveksler med, påvirker og påvirkes af, vores fysiske krop og vores psykologi.

De østlige traditioner beskriver hvordan chakraerne er forbundet af en central energikanal, Sushumna, omkring hvilke kanalerne Ida og Pingala snor sig som en dobbelt spiral.
Det er den centrale kanal som vi arbejder med i denne guidning.

Pranayama, Østens åndedrætsvidenskab, sigter, ligesom visualiseringer, kundalini yoga og mantraer, på at vække og kanalisere vores livskraft, det som vi i Vesten kalder bioenergien og få den til at cirkulere frit mellem chakraerne.
Som er mere påvirkelige af vores kreative bevidsthed end eksempelvis vores krop som jo opleves som om den har en fast stoflighed som ikke så let kan manipuleres.

Det er netop denne mulighed for at arbejde plastisk med vores energi – hvis vi respekterer og kultiverer vores sans for vores energikrop – som Hanneli udfolder i denne guidning.

Som kan følges også helt uden den historiske og strukturelle forståelse som vi alligevel har givet lidt plads her.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Alt indhold i bevidstheden stammer fra to kilder: Yderverdenen og inderverdenen.

Martin begynder denne kropsskanning med at rette vores opmærksomhed mod sansningen af yderverdenen, det vil sige mod de impulser som kommer til os gennem sansekanalerne og opfanges og videreformidles af hvad der kaldes sensoriske receptorceller.

De sensoriske celler deler vi traditionelt i dem som opfatter tryk, lys, temperatur, lyd og lugt (de fem sanser) – men den moderne videnskab opererer med mange flere. Som eksempelvis kemoreceptorer som fortæller os om stoflige ændringer i vores indre, fysiske verden, og balancereceptorer som fra vores balancesystem, vestibularis, gennem kranie- og rygmarvsnerver kordinerer mellem vores hjerne og vores krop og gør at vi kan holde balancen.

Martins guidning gennemgår først metodisk de sansekanaler som er knyttet til hovedet. Hvorefter han del for del inddrager resten af kroppen.

En kropsskanning kan også siges at være en liggende meditation.
Når der som her fokuseres på at gennemføre øvelsen med hvad vi kunne kalde et selvomsorgsfuldt nærvær, er den et bud på løsningen på en tilsyneladende modsigelse eller et paradoks:

I vores autonome nervesystem har vi en sympatisk og en parasympatisk del.
Den sympatiske del, sympaticus, sikrer vi kan reagere hurtigt, at vi har umiddelbar adgang til kamp- og flugtmekanismer. At vi er årvågne og kampberedte – forenklet sagt.
Herimod styrer parasympaticus afspænding og eksempelvis fordøjelse, hvile, søvn.

I meditation har vi brug for begge dele af nervesystemet. Meditation er dyb afslapning – men i en tilstand af fuldstændig vågenhed.

I denne kropsskanning tilbydes vi en vej mod at forene begge nervefunktioner. For at nå en slags tredje tilstand.
På den ene side peges der her igen og igen på afspænding, på, med åndedrættet som forbundsfælle, at give slip.
På den anden side aktiveres hele tiden sympaticus i en årvågen registrering af hvad der foregår i os i forhold til den indre og ydre verden.

Man kan måske sige at denne meditation vækker og giver liv til den naturlige udadrettede vågenhed som er knyttet til de udadrettede sansekanalers registrering af omverdenen, det som kaldes exeroperception.
Samtidigt med at den viser hvordan vi kan bruge vores indadrettede sansning af vores krop og sind, den såkaldte interoperception som udgangspunkt for en fortsat afspænding.

Hvorved vi får mulighed for at nærme os den nævnte tredje tilstand: en harmoni mellem de to aspekter af vores nervesystem - den afslappede, defokuserende vågenhed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Indre kontemplative øvelser som meditation og yoga hverken kan eller skal erstatte et udadvendt engagement i vores omverden.

Dette kan det være særlig vigtigt at minde os selv og hinanden om i forbindelse med en øvelse som denne der primært ser indad, ind mod vores eget bidrag til frygt og angst. Ind mod det der her kaldes ’vores indre angstfabrik’.

Netop skellet mellem frygt og angst er her betydningsfuldt, og noget Peter gør rede for her: Frygt kan have en vis sund fornuft, ja endda en klogskab, som eksempelvis frygt for trafikken. Frygt for noget som rent faktisk kan være eller er farligt.

Frygt for følgerne af den på fossile brændstoffer baserede løbske økonomi er faktuel.

Frygt for de internationale konfliktsituationer er det.

Disse områder er, ligesom trafikken, uden sammenligning i øvrigt, noget der kræver ydre handling.

Men ydre handling er ikke nok, hverken i trafikken eller i forhold til klimaet og ulige fordeling af de globale ressourcer.

Hvis vi ikke samtidigt ser ind de irrationale dele af vores frygt, de dele som ikke hviler på emotionelt rolige afvejninger af situationer, hvis vi ikke ser derind, kan vores ydre handlinger risikere at blive forvirrede, futile. Eller direkte forfejlede.

Bag den irrationelle del af vores frygt ligger angsten – ja den er angsten.

Om at finde modet til at se ind i mørket, uden at miste kontakten til lyset, til tilliden, til os selv og andre, og uden at miste så meget som en gnist af vores udadvendte engagement, i politik, i venner, i verden, om det handler denne meditation.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Der findes et stykke legetøj som fint kan illustrere betydningen af vores kontakt til bunden af vores krop: tumlingen.

Tumlingen er ofte en lille klovn, men kan også være alle mulige andre figurer.

Pointen er at tumlingen har bly i bunden. Som en kølbåd. Og ligesom for en båd sikrer det forhold at blyet ligger under tyngdepunktet, at tumlingen ikke kan vælte, men straks rejser sig hvis vi har trykket den over ende.

Dagligsprogets visdom kender til betydningen af at vi ikke alene møder verden fra hjertet, men også fra de nedre dele af os selv: Vi taler om at det er vigtigt at 'have røven med', når man ikke må glemme praktiske aspekter af den sunde fornuft. Vi véd at 'det er lysten som driver værket' og peger dermed på at meget fremdrift i arbejdslivet og i vores relationer stammer fra hara, vores lystressourcer.

Og skal vi have vores emotioner med os ind i en udfordrende situation, drejer det sig om ikke at brænde op men at have 'is i maven'. Ligesom vi, i mere nænsom kontakt, har brug for at kunne mærke vores 'mavefornemmelser.' Hvorved vi peger på muligheden for at sanse blandt andet stemninger fra solar plexus.

I denne guidning tager Hanneli os på en opdagelsesrejse igennem de tre nederste chakraers ressourcer - fra rodcenterets kontakt til den fysiske virkelighed gennem haras lyst og vitalitet til solar plexus' betydning for grænsesætning og gennemslagskraft.

Og rejsen er netop ikke en pakkerejse med all inclusive, men en mulighed for at vi hver især kan foretage en undersøgelse af hvordan det står til med disse grundlæggende aspekter af vores liv og praksis.

Når vi på denne måde fører bevidsthed til de fundamentale dele af os selv, får vi adgang til eksistentiel tyngde og stabilitet. Vi væltes ikke så nemt over ende. Og vores kærlighedsformåen og spiritualitet vil kunne få fast grund under fødderne.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Martin lægger her vores fødder, vores balancesans og jordforbindelse under et kontemplativt mikroskop.

Vores fødder er komplekse. For at sige det mildt.
Der er mere end 20 knogler i hver fod, mere end 30 led og mere end hundrede muskler, ledbånd, sener og bindevævsstrukturer.
For slet ikke at tale om nervebanerne og deres massivt indviklede forbindelser med vores hjerne og balancecenter, vestibularis.

I denne øvelse stiller Martin skarpt på føddernes betydning for vores jordforbindelse. Gennem en opmærksomhedstræning der samler vores nærvær i føddernes forskellige områder.
mærket på denne måde, kan fornemmelsen for fødderne åbne sig så vi får mulighed for at detaljemærke dem.

Vi opfordres igen og igen til at møde fødderne og deres kontakt med jorden med nysgerrighed.
Nysgerrighed er en indstilling der bryder vaner, som intet tager for givet, som møder selv det vi tror vi kender, som nu fødderne, med mulighed for at opleve dem som for første gang.

Øvelsen har to dele, den anden del rummer enkle balancer.

Der er en intim forbindelse mellem fysisk og psykisk balance: Ved at øve os i, for eksempel som her, at udføre balancer med fuld opmærksomhed, med netop den nysgerrighed Martin her igen og igen inviterer ind til, indarbejder vi, i vores krop, nervesystem og psyke den vane at være roligt årvågen også når mulige ubalancer truer.
Derfor er kropslige balancer så vigtige i yoga.

I sin berømte selvbiografi skriver den både elskede og respekterede trappistmunk, Thomas Merton - som hele sit liv var optaget af dialogen mellem kristendommen og Østens bevidsthedstræning - at ’Lykke og glæde i tilværelsen er ikke et spørgsmål om intensitet. Det er et spørgsmål om balance …’

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Jonathan Holkenov, som guider denne meditation, er passioneret dyrker af braziliansk jiu-jitzu. Han har en lige så passioneret meditativ praksis - og han fortæller om hvordan man i trænings- og konkurrencesituationer igen og igen må forsøge at finde ro og neutralitet under stort fysisk og psykisk pres - og om betydningen af at finde  kropslig forankret balance og jordforbindelse, også når vi i livet oplever turbulens.

Det går som en rød tråd – eller måske snarere en tråd af lys – gennem denne øvelse at der altid, under alle omstændigheder, i vores bevidsthed, hjerte og krop findes mulighed for hvad Jonathan beskriver som en stadig ’udvidelse af vores bevidstheds boble’. At det er muligt, ved en bevægelse som er halvt vores egen kreativitet, halvt en opdagelse af noget som allerede findes, igen og igen at få kontakt til et rum der ligger udenfor hvad vi troede var vores egne grænser.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

At vi mennesker kan elske steder med en kærlighed så dyb som den vi ellers forbeholder mennesker, er alment kendt.

Men alligevel spændende og på en måde overraskende!

Hvad skal der til for at vi kommer til at elske et sted?

Det er vel de færreste af os der som Tom Waits (på albummet Raindogs) kan synge Anywhere I lay my head I’m gonna call my home.

Normalt skal der mere til. I Portugal og Spanien er der et fast udtryk for den uafrystelige kærlighed til det sted man er vokset op, en følelse der udtrykkes i formuleringen minha terra (i den portugisiske version) og besynges i en lang række af berømte fados, de portugisiske hjemstavnssange.

På et afrikansk sprog – Dholuo – heder det helt enkelt ’ot’, hjemmet.

På engelsk er det fanget i My home is my castle.

På tysk er Heimatmusik, hjemstavnsmusik, den mest omfattende musikalske genre.

Til denne meditation låner Peter overskrift fra den store svenske sociologiprofessor, Johan Asplund, som i en af format lille, men af indhold storslået bog, Om undran inom samhället, ’Om at undre sig indenfor samfundet’, har introduceret begrebet topofili, kærlighed til stedet.

 For Asplund danner ordet udgangspunkt for et skarpt blik på det moderne samfunds fremmedgørende aspekter, for den risiko vi løber for at miste steder der har en atmosfære til hvilken vi kan udvikle en stedkrop, en kærlighed til lokationen.

 Men denne meditation har et andet fokus. Som, hvis man skulle nævne en anden inspiration (som dog ikke nævnes i guidningen) kunne være kvantefysikeren Arthur Zajoncs bog om lysforskningens historie, Catching the Light.

Denne bogs pointe – fremsat med openminded forsigtighed – er at lyset måske ikke alene kommer ind i vores øjne udefra hvorefter vores hjerne så danner et billede af den ydre verden.

Måske stråler lyset i en vis forstand ud fra os, måske er der i den ydre verden hvad Jes Bertelsen kalder ’et bevidsthedsbidrag’ fra os selv.

 Hvad Peter spørger os om i denne meditation er om det er muligt, fra vores kærlighed til et eller flere steder, at mærke ind i hvad det er dette sted vækker i os.

For derfra måske at opdage at de kvaliteter vi har lagt ud på omverdenen, som vi tilskriver stederne, i virkeligheden altid har eksisteret, umisteligt, i os selv.

Om der i de steder vi elsker kunne være bevidsthedsbidrag fra os selv.

Om vi har mulighed for at finde den dybe kærlighed til et sted inde i os selv.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne meditation er, fortæller Jeanette indledningsvist, inspireret af Jes Bertelsens bog Dejlig er jorden.

Dejlig er jorden blev skrevet med tanke på børn og unge, for at foreslå dagligdags nede-på-jorden meditationer som på en konkret måde kunne anskueliggøre at vi hører sammen med hele planeten og alt dens liv.

Jeanette tager i dette tilfælde, som også Jes Bertelsen, udgangspunkt i oplevelsen af tyngdekraften. Hvorefter hun peger skiftevis ind i kroppen og ud mod omverdenen. Hun foreslår snart detaljesansninger af åndedræt og fordøjelse, snart breder hun perspektivet ud til landbrug og fødevarer.

Den omfattende tematisering af klimaforhold og globalitet vi oplever i disse år, er på den ene side helt nødvendig og positiv.

På den anden side hælder den til alene at pege på ydre forhold. Hvad der kan give det indtryk at bare vi sparer, bare vi mindsker vores udledning, bare vi omfordeler, så løser vi de internationale problemer.

Herved kan vi risikere at overse de dybereliggende grunde til ubalancerne. Vi får godt nok sagt at vi forbruger tankeløst. Men ikke spurgt: Hvorfor? Hvorfor tankeløsheden? Hvad stammer den fra?

I denne guidning – og i Jes Bertelsens forståelse af eksempelvis klimakrisen, som den blandt andet er udtrykt på Vækstcenterets ressourceside der rummer lydfiler med Bertelsen (https://ressourcer.vaekstcenteret.dk/lydbibliotek/) - peges der ind mod de indre forhold, de steder i enhver af os hvor vi har mulighed for direkte at mærke vores forbundethed med kloden og hinanden.

Den ydre ubalance, det være sig i forholdet til ressourcer eller i vores relationer, vil have et indre tilsvar. At oprette den ydre balance, at behandle medmennesker og alle levende væsner med omsorg, må gå hånd i hånd med omsorgen for en indre balance. I os selv og andre.

En meditation som denne peger på denne omsorg – og foreslår en vej til den.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne meditation kunne også have haft titlen ’Nænsomt nærvær.’

Den kredser, fra begyndelse til slutning, om at bringe nuets klarhed og en respektfuld tilgang af ikke-indblanding sammen i netop dette: Et nænsomt nærvær.

Martin etablerer først, uforhastet og præciserende, tre aspekter af tilværelsen.

Her forenklet udtrykt:

Hjerteplanet - vores dybere værdier.

Jordplanet – vores handlinger.

Det spirituelle plan.

Når disse niveauer er beskrevet, bevæger guidningen sig gennem disse landskaber. Tålmodigt, projektløst hjælpes vi til, igen og igen at mærke disse planer eller dimensioner og at bevæge os mellem dem.

Vi vil her ikke sige mere - der kan være en særlig glæde i selv at opdage mere forfinede dele af en guidning. Men vi vil røbe at hvis man her lytter nøje efter, vil man kunne opdage at vi hele tiden får tilbudt subtile og stadig forskellige nuanceringer af de måder vi kan ankomme til og hvile i planerne på.

Mange, måske alle, vores største eksistentielle udfordringer har at gøre med at vi fastholder en indre opdeling. At vi siger ét og gør noget andet og har spirituelle forestillinger om noget tredje.

Denne meditation er en lavmælt invitation til at begynde at slippe den indre adskillelse og bevæge sig mod sammenhæng. I glimt eller stræk af indre sammenhæng indtræder en erfaring af at være centreret. Centreret i vores naturlige helhed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Søren Munk har tilbragt mange år i Nepal hvor han har trænet i den tibetanske vadrajana-buddhistiske tradition.

I denne guidning øser han af denne baggrund.

Med udgangspunkt i et ikonisk billede på det urolige sind - et glas hvori en skefuld jord er rørt op til en mudderblanding - inviteres vi ind i en moderne tolkning af shamatha, én af buddhismens to grundlæggende meditationsformer.

Shamatha - på tibetansk shyiné - betyder, fortæller Søren, 'fredfuld hvilen'.

Denne tilstand er dybest set ikke en belønning for en indsats. Det er snarere et naturligt resultat af holde op med at gøre.

'Det er sindets natur - som det er det mudrede vands natur - at blive stille og klart når man lader det falde til ro', siges det i guidningen.

Det virker som en modsigelse, et paradoks. At man for at nå til ikke-gøren er nødt til at gøre.

Løsningen på dette paradoks  ligger dels i billedet af mudderet. Der af sig selv, at tyngdekraften, bundfældes i glasset når vi holder op med at røre.

Dels er løsningen, forklares det i guidningen, at vi ved at fokusere på én ting, her åndedrættet, aktiverer en slags bevidsthedens tyngdekraft der klarer det anstrengte sind.

'At holde ét fokus', siges der i guidningen. 'og blødt blive ved med at vende tilbage til det.'

Det er en teknik hvor man på en måde ikke kan fejle, fortæller Søren. Hver gang vi distraheres bort fra åndedrættet, er selve opdagelsen af at vi er distraheret, i sig selv en lille opvågning, en lille succes.. Der instantant fører os tilbage til nuet.

Og projektet, at følge én ting opmærksomt, er både en træning i koncentration og en vej mod afspænding og følelsesmæssig ro.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Kernen i følelsen af ensomhed er adskilthed. Fra mennesker, fra verden - måske også fra Gud og fra enhver oplevelse af mening.

C. G Jung skriver i artiklen Barnearketypens psykologi at der ikke er én af de tusindvis af klienter/patienter han gennem årene har haft i terapi, hvis vanskeligheder ikke dybest set stammede fra at de havde mistet forbindelsen til deres egen spiritualitet. Det vil sige forbindelsen til en mening med livet. Og var kastet ud i ensomhed – i sammehængsløshed.

I denne meditation beskrives to trin af ensomhed: Den dagligdags – men ikke derfor enkle eller udramatiske – og den dybere, uomgængelige, eksistentielle.

Den første kan man gøre noget ved, man kan handle på den, og guidningerne nævner nogle af sådanne handlemuligheder.
Den anden form, den eksistentielle adskilthed fra omverdenen, kan reelt kun mødes af en indre praksis. Fordi den kommer fra selve vores bevidstheds opdelende funktion.
Denne grundadskillende aktivitet i vores væsen, ligger så langt inde at den i sin fulde dybde nok kun kan nås af tilliden til vores eget hjerte – og tilliden til en indre praksis.
Som vil skulle støttes af kontakt til et undervisningssignal og oftest også en gruppe af medpraktiserende, spirituelle legekammerater.

Dybest set handler vejen ud af ensomheden, også vejen ud af den dybeste, eksistentielle del, altså om tillid. Til vores kærlighedsevne, vores egen praksis, til undervisningssignalet, det som kaldes dharmaen eller ’vejen’.
Og tilliden til de medpraktiserende på denne vej.
Man kan sige at kernen i ensomhedens adskilthed i høj grad består af mistillid.

Dette er nok noget vi skal være forsigtige med at sige. Ensomhed kan være så ubehagelig, så dyb, så tæt på dødsangst, at vi ikke kan overkomme at tage medansvar for den og i stedet projicerer den ud og siger at verden er ensom. Eller at andre mennesker ikke vil os det godt.

Et smukt og sorgfuldt lille digt af Heinrich Heine kaster ensomheden ud på omgivelserne og sammenligner vores bevægelse gennem livet med det at vandre i tåge. Det slutter:

Seltsam im Nebel zu wandern
Allein ist jeder Busch und Stein
Kein Mensch sieht den Andern
Jeder ist allein.

’Det er ensomt at vandre i tåge
Alene er hver busk og sten
Intet menneske ser et andet
Enhver er alene’

Men kan vi finde modet til at mærke indad fra vores ensomhed – hvad guidningen til denne meditation flere gange foreslår – vil vi opdage at i følelser af ensomhed bidrager vi altid også selv. Vi vil kunne mærke at en del, måske kernen, i ensomhedsfølelsens ubehag og angst består i at vores eget hjerte er kontraheret. At vi selv deltager i den adskillelsesproces som fremkalder ensomheden.

At turde mærke dette kan være begyndelsen til at slippe den kontraktion som er en afgørende del af problemet.

Og lykkes det, om så bare punktvis, kan det være begyndelsen til en fundamental ændring af vores syn på ensomhed.
Måske begyndelsen til at opdage hvad de store spirituelle lærere altid har sagt: At vi dybest set aldrig er alene.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Hanneli foreslår at denne meditation som i introduktionen kaldes en kropsforankring, udføres liggende.

For at få så meget fysisk kontakt som mulig med jorden – for fra begyndelsen at opleve også kropsligt at vi er båret af Gaia.

Gaia var antikkens grækeres ord for jorden som den oprindelige mor til alt levende. Af hende kærlighedsforhold til himlen fødtes titaner, kæmper og olympiske guder. Og siden alt levende.

Den moderne brug af ordet – som denne meditation læner sig ind i – er Gaiaparadigmet. Forestillingen om at jordens levende væsner interagerer med deres omgivelser således at vores planet er ét stort, komplekst selvregulerende system som vedligeholder livsmulighederne i biosfæren.

Ifølge denne tankegang er planeten jorden og biosfæren ikke en masse af sten med lidt liv på overfladen og omgivet af luftarter, men snarere ét stort levende væsen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Martin kalder denne gennemgang af kroppens inderste en ’skelet-bodyscan’.

Kropsskanning er den indledende øvelse i Mindfulness-baseret stressreduktions (MBSR) otte ugers program hvor øvelsen rummer en komplet introduktion til de centrale dele af mindfulness.

Om praktikkens historiske oprindelse fortæller MBSR-programmets grundlægger, Jon Kabat-Zinn, at hans udvikling af kropsskannings-praktikken var påvirket af en meditationslærer som oprindelig var aeronautisk ingeniør og havde trænet under ledelse af den burmesiske munk U Ba Khin (1899 – 1971).
U Ba Khin var intenst optaget af at hjælpe burmeserne til at arbejde også meditativt med den undertrykkelse som fandtes under den engelske besættelse.
Som led i dette var han optaget af at formidle en variation af den klassiske vipassana-meditations tredje trin som består i at bringe nærvær til åndedrættet.

U Ba Khin videreførte denne form til en gennemgang af hele kroppen. 

Selve formen, en ofte liggende eller siddende meditativ skanning af hele kroppen, ofte begyndende med fødderne og bevægende sig op derfra kan udføres på uendelig mange måder.
I denne guidning tager Martin os ind i en dyb version.
Her opfordres vi til at mærke ind til vores kropslige inderste, til vores knoglestrukturer. Led for led glider eller vandrer vi fra fødderne opad – med ophold enkelte særlige steder hvor store knogler møder hinanden.

Det er ikke nemt at føle-mærke sit skelet. Og særlig vanskeligt kan der være at danne sig en helhedsfornemmelse af alle vores 206 knogler.
Men i denne uforhastede og detaljerede gennemgang får vi muligheden for at dvæle ved både tæernes og fingrenes små knogler og ved hofter og ryghvirvlers bærende strukturer. Ved kraniet. Ved skuldre og arme.
For til sidst at mærke også hjerte og åndedræt – og måske ane kærligheden også til vores eget skelet.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Haiku er en oprindelig japansk form for poesi som i sin grundform består af 16 eller 17 stavelser eller lydlige enheder.

Genren går langt tilbage - men som samlebetegnelse er ordet haiku kun lidt mere end 100 år gammel.

Haiku er og var oprindelig forbundet med den japanske zenbuddhisme, og er i sin dybeste form en opvågningspraksis.

Der er i traditionel haiku altid et kireji som oversættes som et cutting word. Hvor meningen er at det etablerer en pause, et lille emotionelt peak eller/og et lille chok som skal skabe et brud i den almindelige duale bevidsthedstrøm.

Oftest rummer et haiku også et kigo, et ord som forankrer digtet i en bestemt årstid, oftest ved en reference til naturen. I Matsuo Bashos haiku -  det kendteste af alle - er årstiden, foråret, angivet ved en frø:

Gammel dam

En frø springer i

Lyden af vand/vandets lyd/plask!

Haiku bygger på en lovmæssighed i den menneskelige bevidsthed: Hvis det lykkes os at samle en helhed, hvad enten det er en naturiagttagelse, et overblik over vores liv eller en anden dyb sansning eller iagttagelse og udtrykke den, opstår der efter udtrykket en kreativ/spirituel åbenhed. Hvis man det øjeblik praktiserer, lader sig synke indad, har man mulighed for at nærme sig et åbent sted i hjertet og bevidstheden.

I denne meditation inviterer Peter os til, med hjælp fra kvindelige poeters haiku, at undersøge denne åbenhed. Også ved selv, uprætentiøst og ligetil, at improvisere et haiku for os selv.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation vil Britta guide os ind mod os selv og jorden, som vi bebor.

Meditationen er ment som et støtte til at forbinde os med jorden.
Jordens planter.
Jordens natur.
Jordens mennesker.

Den realitet, at vi sidder og ånder på jorden, kan være svært at sanse og svært at huske i vores dagligdag. I denne meditation inviteres du til at mærke jorden.

Jorden som underlag.

Jorden som det sted, hvor vi dyrker vores grøntsager.
Vores mad.
Du bydes ind i Brittas urtehave, hvor du får lov at låne billeder af grønne grønkålsplanter med frost på bladene. Den grønne farve, som er så vigtig for alt liv på jorden.

Britta minder os om, at jorden har sin egen cyklus.
Hun tilbyder et syn på jordens ressourcer, som hun gennem en fortælling om en ældre landmand peger på, hvor taknemmelig vi kan være for at få lov at låne jorden, mens vi er på vores livs gennemrejse.

I meditationen reciterer Britta et vers fra en sang som står i den danske Højskolesangbog.
Mens du lytter, kan du eventuelt forestille dig et menneske, som du kender eller har kendt og som du er taknemmelig for at have møde på din livsrejse.

Recitationen akkompagneres musikalsk af klaver og guitar af den ældre landmands oldebørn, der nu får lov at låne den jord, som han har måtte forlade.

Verset som reciteres gengives her:

’Du gav mig, o Herre en lod af din Jord,
Som jeg nu min egen må kalde.
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
her bygtes mit bo,
her nyder jeg ro
Og kan dig med glæde påkalde.’

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

At standse op og trække vejret dybt er ikke så helt almindeligt som det med fordel kunne være.

Og når vi gør det, altså standser op og bliver stående, så flyder verden som regel videre omkring os.

Med ret høj hastighed.

Den erfaring kan give en følelse af at den meditative pause er mod strømmen. Men den er rent faktisk ikke mod, den er med, den kan også på en ikke-missionerende måde vise os selv og mainstream hvor mange kvaliteter og ressourcer, hvor meget hjælp der kan være i at standse op et øjelblik.

I denne meditation inspirerer og støtter Hanneli os til en sådan lille opbremsning. Og når vi er standset op og har fået kontakt til vores krop og åndedræt, instrueres vi i hvordan det er muligt at forestille os at vejrtræningen begynder ved issen, går ned gennem kropsmidten til bækkenbunden og derfra enten ned igennem benene til jorden (hvis vi har brug for at få styrket jordforbindelsen) eller op gennem kropsmidten og tilbage til issen.

Denne øvelse kaldes Krone-Rod og er en fundamental – og fundamentalt værdifuld – øvelse i alle de store spirituelle traditioner. Den forbinder hovedet med resten af kroppen, tankerne med instinkterne, himlen med jorden og bevidstheden med åndedrættet. Gerne i en hjerteatmosfære af selvomsorg. 

I en guidning som denne, hvor kontakten til kroppen, nysgerrigheden på kroppen, kærligheden til kroppens visdom er det omdrejningspunkt som vi bliver ved med at vende tilbage til, bliver det tydligt hvor tæt beslægtede kropsskanningen, den guidede meditation gennem kroppen, er på siddende meditation.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne øvelse tager Michael Stubberup os gennem tre afsnit: Èt hvor vi ligger, ét hvor vi sidder, og ét hvor vi står.

Vi inspireres til at sanse især de grænseflader hvor vores fundamentale rum møder hinanden: Grænsefladen mellem det rum i os selv hvor vi oplever tyngdekraften, og dér hvor vores hudoverflade kan registrere lethed.

Den flade hvor vores hjerterum møder resten af vores krop.

Hvor åndedrættet interagerer med hjertet og kroppen.

Hele tiden fører instruktionerne hen til det sted hvor vi kan firisætte eller opløse disse konkrete sansekvaliteter i rummet omkring os.

Ind i dette spændingsfelt mellem tyngdekraften, gravitationen - gravis på latin betyder tung, og en lethed der peger hen mod vægtløs svæv, bringes nu en åndedrætsøvelse: Fra hovedet til hjertet og ud til hele kroppen. Og derfra fra hele kroppen tilbage til hjertet og udånding op gennem hovedet.

På denne måde forbindes, i en stemning af hjerteomsorg der på én gang er rettet indad og mod verden, tyngde og lethed, overflade og centrum og en retning mod frisættelse af alle formdannelser ud mod bevidsthedens åbenhed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Standardværket The Encyclopedia of Eastern Philosophy and Religion fortæller at meditationer hvori vi forestiller os at vi er naturen, for eksempel at vi er en sø, at vores bevidsthed er den åbne himmel, at vores hjerte er en sol, går tilbage til nogle af de tidligste nedskrevne praksisinstruktioner vi har fået overleveret.

Det gælder også den klassiske bjergmeditation som Martin her giver sin version af. En version som på én gang er tro mod traditionen og helt moderne.

Idéen er at forestille sig at til at begynde med kroppen og derefter hele os er et bjerg. Martin bygger denne kreative forestilling, det som kaldes en visualisering, op ved først at føre os gennem kontakten til jorden, til vores mulighed for at mærke tyngdekraft og derfra en fysisk afspændt fylde. For derefter at invitere den ene efter den anden af bjergets kvaliteter ind i praksisrummet og hjertet.

Bevidstheden vil altid til én eller anden grad tage form efter, og gå i kontakt med sine omgivelser. Det er derfor stort set alle spirituelle rum, kirker, katedraler, moskéer, zenpavillonner, gompaer, tilstræber stor loftshøjde. Herved støttes bevidstheden i sin mulighed for at opleve sig udvidet, rumlig, fri.

Da vi her og nu nok ikke har et bjerg foran os (hvis vi ikke er så heldige at være eksempelvis i Norge), kan vi forestille os det. Bevidstheden tager nemlig også form efter det vi forestiller os.

Guidningen støtter os nu - helt i tråd med mange østlige traditioner - i at lade bjergets stabilitet og balance præge vores kropsfølelse og bevidsthed.

Herfra tager Martin os videre og guider en visualisering af årstidernes skiften på bjergskråningerne, af plante- og dyrelivet, og guidningen bevæger sig fra årets gang til bjergets evighedsvæsen.

Forskellen på en drømmerejse og en meditation som denne, er at hvor drømmerejsen fører den praktiserende ned mod det emotionelt ubevidste, peger instruktionerne her mod et niveau der ligger dybere, som ligger bag både bevidstheden og det ubevidste: Mod vores medfødte mulighed for at opdage den stabilitet - urokkelighed siger Martin - som ligger bag både det ubevidste og dagligdagens normalvirkelighed.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Udgangspunktet for denne meditation har Peter, fortæller han, lånt af Agnes Henningsen hvis erindringers første bind har titlen Let gang på jorden.

Der blev efterfulgt af et andet bind,  Letsindighedens gave.

Begge titler var ment som venlige provokationer for en bonert samtid (første bind udkom i 1941):  Letsind og let gang er et betænkelige eller i hvert fald risikable ord som klinger af overfladiskhed og uansvarlighed.

Denne guidning låner lidt af denne provokation til, i den alvor som meditation ofte har, at pege på betydningen af lethed, af ubekymrethed.

Hvorefter der tilføjes endnu et element: Sikkerheden, præcisionen.

Selv om guidningen er helt kort, den varer bare syv minutter, finder den tid til at pege på tre fundamentale fif til den som vil træne i at bevæge sig på én gang vægtløst og præcist: Betydningen af kropsbevidsthed når vi er i kontakt med andre. Vigtigheden af små, upåfaldende pauser, også midt i talestrømmen. Og vågenhed på ikke alene der som siges, men også på atmosfæren mellem os og dem vi er i kontakt med.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Det har værdi at være informeret om kloden og det pres vi mennesker lægger på den, på os selv, og på andre levende væsner.

I denne guidning foreslår Hanneli at vi udvider den mentale information med en også mere direkte hjertemæssig og kropslig, sanselig kontakt til vores blå planet. 

Instruktionerne kredser omkring muligheden for at opleve os selv som nært forbundet med kloden - næsten som om den var et levende væsen.

Og måske er den. I forestillingen om Gaia, den græske betegnelse for Moder Jord, er der også dele af den biologiske videnskab som mener at man bedst forstår jorden som en organisme. Et levende væsen.

Dette, at erfare Gaia, at mærke planeten som en levende helhed, nærmer vi os når vi ikke fastholder hvad vi kunne kalde et traditionelt, reducerende, opdelende syn på vores omgivelser. For i stedet at se og forstå helheder, systemer.

Og ikke alene se dem, men indånde dem, sanse dem med hele kroppen. Og med hjertet og bevidstheden.

Det er netop dette vi inviteres til i denne meditation.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Der er gode grunde til at yoga- og meditationsguidninger normalt indtales af bare én person:

At følge en guidning kan minde om at følge en naturvejleder ud i den ydre natur. Oftest er det helt tilstrækkelig med én af Danmarks rent ud sagt vidunderlige naturvejledere til at åbne et landskab.

På samme måde er det ofte rigeligt - og enklest - med én  underviser til at tage os nogle skridt ind mod vores indre natur.

Når vi alligevel i Kontemplation én  gang eller to om året gør anderledes, sætter os sammen og indtaler en guidning i fællesskab, er det fordi vi gerne vil vise at et projekt som Januarpraksis er holdarbejde. Vi vil gerne have dig som lytter til at sidde sammen med os i kredsen på gården Landro ud til Limfjorden og tage del i vores venskab og vores optagethed af om det kan lykkes os at formidle bare lidt af den glæde det er at kunne dele en meditativ praksis og et kreativt arbejdsfællesskab.

Og så er det også lidt for vores egen skyld. At instruere på skift som vi gør her, er som at synge sammen. Eller måske snarere som at improvisere musik på skift. 

For bortset fra årets tema, Jord, har vi ikke aftalt noget. Hverken rækkefølgen mellem os eller indholdet. Hvad hver enkelt siger bliver til i nuet. I en lytten til de andre. 

Og, hvor mærkeligt det end kan lyde, i en lytten til dig. 

For der er noget ved meditation, også når man som her guider uden at vide nøjagtig hvem man taler til, og vidende at det indtalte først vil blive hørt nogle uger ude i fremtiden, som føles som om det overskrider tid og rum. Som om du var der mens vi på skift satte os foran mikrofonen, som om det netop var dig vi talte til.

Hvis du lytter til denne nyårs-meditation nu, så vil den følelse vise sig at have været sand: Du var med os, det var lige netop dig vi talte til.

Stemmene der guider denne fællesmeditation tilhører:

Hanneli Ågotsdatter

Jeppe Hein

Britta Karlshøj

Lasse Dümke

Charlotte Toft

Peter Høeg

Jeanette Lykkegård

Martin Guldberg

Anne Rosenvold

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

‘Viver sem vergonha de ser feliz
cantar e cantar e cantar la beleza de ser un eterno apprentiz’

‘At leve uden at skamme sig over at føle sig lykkelig
at synge og synge og synge om skønheden ved at være en evig begynder’

Sådan synger den vidunderlige brazilianske sanger og komponist Luiz Gonzaga – med kælenavnet ‘Gonzaguinha.’

I denne introduktion til Januarpraksis 2024 står Hanneli, Peter og Martin i døren og byder velkommen ind til en måneds praksisrum hvor der hver dag lægges en ny guidning ud.
Og de minder om at i meditation er vi alle begyndere – og begynderens udgangspunkt er stærkt.
Begynderen er fordomsfri – for hun og han har få eller ingen forudfattede meninger.
Begynderen er både nysgerrig og årvågen – for foran venter det ukendte.
Og begynderen kommer med åbent hjerte – for han og hun er kommet af egen fri vilje.

I meditation starter vi alle hver gang på en måde forfra. Èn berømt bog om Zen har titlen Zen Mind – Beginners Mind.
Januarpraksis skabes på dette grundlag – at vi som mødes i den kommende måneds praksisrum, alle gør vores bedste – og alle er vi i læringsprocesser som er livsvarige.

Dette års tema for Januarpraksis er ‘Jord.’
Peter fortæller i denne intro lidt om de kreative muligheder i dette tema.
Hanneli guider en enkel og fundamental praksis der sigter på jordforbindelsen.
Martin tager os fra den indre fordybelse tilbage og ud til den ydre verden ved at åbne og mærke sansekanalerne.

Varmt velkommen til Januarpraksis!

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi har de sidste fire uger på adventssøndagene bragt fire indlæg som vi har modtaget under betingelse af at vi bringer dem anonymt, og som ligger i forlængelse af hinanden.

De omhandler et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være forfulgt.

Hun har nu sendt os et femte og sidste indlæg.


Vi véd alle tre hvad der skal ske.

Også Keld, også dyr kan have en ordløs foregribelse af fremtiden.

Jeg tager hans lille hoved mellem mine hænder, hans fjer er silkebløde, jeg ser ind i hans øjne, det slår mig at det et øjeblik føles som at se ud i en mørk nattehimmel.

-Keld, siger jeg. -Før os ned i katakomberne.

Det kongelige Bibliotek gemmer i princippet alt trykt materiale i Danmark. Nu er det digitalt, men samlingen af papirudgaver er kolossal. Det meste er på fjernlagre. Udflytningen har taget 40 år og er stadig ikke halvvejs.

Hvad kun få véd, er at processen aldrig vil blive afsluttet. Under biblioteket er der et system af gange der går tilbage til middelalderen, de er altid blevet brugt som arkiver, til det der var vanskeligst at rubricere, til det som rummede personfølsomme oplysninger som ingen ønsker frem nogensinde, til materiale som tilhører det menneskelige indre affald som kulturen indtil nu og sikkert fremover ikke ønsker at tage stilling til. Dokumenterne fra det retsopgør efter besættelsen der aldrig har fundet sted, ligger her. Dokumenterne om kirkens støtte til den danske slavehandel, om tvangsforflytningen af eskimoerne fra området omkring Thulebasen, om den danske regerings støtte til at CIA brugte danske lufthavne til at flyve fanger til tortur i Syrien. Om tusmørkedelen af efterretningstjenesternes aktiviteter siden anden verdenskrig.

Der er ingen adgang til katakomberne. Officielt eksisterer de ikke. På matrikelkortet er nedgangen mærket ’Ingeniørgange’.

De siges at være en labyrint. Uden kortlægning, uden vedligehold. Det var et tilfælde jeg fandt nedgangen og vovede mig ti meter ind i mørket inden kulden og lugten fik mig til at vende om.

Da jeg nævnte det for direktøren, rystede han på hovedet.

-Gør som jeg, sagde han. -Glem det.

Vi står på mit kontor.

Et øjeblik bliver vi stående, jeg véd jeg aldrig kommer tilbage. Det vil ikke være muligt, ikke efter hvad der er sket.

Man kan ikke ustraffet læse en tekst som Q.

Jakob ser sig om.

-Her har du siddet, siger han. -Her har du tilbragt lang tid.

Jeg man mærke hvad han prøver. Han prøver at inddrikke noget af min fortid. Noget af det vi ikke har kunnet dele fordi vi først har genfundet hinanden nu.

Jeg elsker ham for det.

---

Lyt med her på LIGE FRA HJERTET, eller læs teksten på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi bragte de tre sidste uger, første, anden og tredje søndag i advent, tre indlæg som vi havde modtaget under betingelse af at vi bragte dem anonymt, og som lå i forlængelse af hinanden.

De omhandler et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være forfulgt. Hun har nu, til fjerde søndag i advent, sendt os endnu en tekst. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Jeg véd jeg nærmer mig en afgørelse jeg ikke mere kan udsætte.

Hvad jeg end beslutter mig til, vil det påvirke verdens gang. Den tekst som dette handler om, Q, den tekst der er tættest på den historiske Jesus, den tekst som jeg er det eneste nulevende menneske der har set, rummer så høj intensitet at den, uanset i hvilken retning jeg forsøger at dreje dens fremtid, vil have indflydelse på verdenshistorien.

For at du kan forstå mig – og måske også for at jeg kan forstå mig selv – er det afgørende at jeg tager endnu et skridt for at fordybe tilliden mellem mig og dig der læser dette. Jeg bliver nødt til at sige noget om min alder.

Også fordi det i dag er min fødselsdag.

Jeg har tidligere forberedt dig på at jeg er fyldt 40. Dette udsagn kommer jeg nu til at præcisere en smule: I dag fylder jeg faktisk 45.

Når jeg har tøvet med at sige det, er det overhovedet ikke fordi jeg ønsker at være yngre end jeg er. Tværtimod er det fordi jeg normalt ikke bliver troet når jeg står ved min alder. Alle tror jeg er yngre, langt yngre. Hver anden gang jeg køber en flaske champagne hos Kjær og Sommerfelt, forlanger de at se billedlegitimation. Og netop her, i denne sammenhæng, er det afgørende at man tror mig. At du tror mig.

Emnet min fødselsdag kommer op da vi nærmer os Nyhavn.

Mig og Jakob, manden i mit liv som jeg ikke har set siden jeg for uendelig lang tid siden forlod ham på Valby Bakke og satte mig ind i linje 6 og så Jesus som jeg har gjort rede for i tidligere afsnit af denne reportage, vi er flygtet ud af hans bageris, Brødets, bagindgang og er krydset gennem to baggårde for at undslippe de to forfølgere jeg har efter mig.

Jakob standser op.

-Det er 35 år siden du forlod mig. Det føles som om det var i går. Og du har fødselsdag i morgen!

Jeg får tårer i øjnene. Jeg er ikke meget for fødselsdage. Alt hvad fødselsdage gør, er at minde én om at man skal se at få fornyet sit abonnement i bedemandsforretningen og vælge urnen og pladsen til skovbegravelse mens man endnu kan sanse og samle.

Og så alligevel. En fødselsdag er også en lejlighed til at huske hvor meget der er at glæde sig over. For eksempel at andre husker den.

-Véd du hvad det minder mig om, siger Jakob. -Det minder mig om at jeg 34 gange er gået glip af muligheden for at invitere dig ud. Nu er chansen her.

 ---
Lyt med her på LIGE FRA HJERTET, eller læs teksten på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation om at håndtere emotioner, også de vanskelige af slagsen, vender Hanneli igen og igen tilbage til to mulige støttepunkter for os når vores indre og/eller ydre verden er af lave:

Betydningen af selvomsorg.

og:

Vigtigheden af at give følelserne, også de sværeste, plads i kroppen og bevidstheden.

Bag disse to strategier - som i guidningen kaldes  'en venlighedserklæring' til os selv - ligger det forhold at når vi oplever ubehag ved emotionel turbulens, så skyldes det ofte ikke følelserne alene. Ofte - måske stort set altid - er der samtidigt med ubehaget en knapt bevidst kamp mod følelserne. 

For at kunne arbejde med indre uro, det arbejde som kaldes emotionel yoga, er det derfor en forudsætning at vi i første omgang accepterer emotionerne. Giver dem den plads de kræver, i vores indre rum.

Dette er sjældent nemt.

Men møder vi indre uro  på denne måde, kan der åbne sig nye veje:

Måske opdager vi at kampen mod følelserne forstærkede dem. 

Måske kommer vi på sporet af at vores emotioner, eksempelvis vrede, angst eller jalouisi (for bare at nævne et par stykker, i Østen siger man at vi mennesker har 84.000 ) har betydningsfulde meddelelser til os.

Eller måske får vi et glimt af hvad man kunne kalde den meditative alkymi: At når man møder et fænomen, selv et fænomen som ubehag, med åben, accepterende neutralitet, kan selve denne åbenhed give en pludselig og ofte uforklarlig lettelse.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi bragte de to sidste uger, første og anden søndag i advent, to indlæg som vi havde modtaget under betingelse af anonymitet, og som lå i forlængelse af hinanden.
De drejer sig om et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være truet.
Hun har nu, til tredje søndag i advent, sendt os endnu en tekst.

Hendes identitet er redaktionen bekendt.

I kildekritik er det afgørende om man kan stole på fortælleren.
Det er derfor meget vigtigt, her, i denne sammenhæng, at du som læser véd at du kan stole på mig. At det jeg fortæller dig, er sandheden, hele sandheden og kun sandheden.
I min alder – jeg véd godt at jeg har sagt jeg er 36, men 40 er nærmere sandheden, måske endda et forsigtigt ballettrin på den anden side af 40 – i min alder har man opdaget at sandheden er en proces. Hele sandheden på én gang er for meget for de fleste, det er bedre med lidt ad gangen. Derfor denne gradvise præcision af min alder.
Så her kommer lidt mere sandhed, lidt mere virkelighed. For at du skal kunne forstå det jeg nu kommer til at fortælle, vil jeg give dig endnu et lille stykke af teksten fra den papyrus som har sat alt dette i gang. Den papyrus som jeg kan bevise, er Q, den oprindelige kilde, skrevet ned mens Jesus, sandsynligvis, endnu levede.
Logion 32, det 32. Jesusord i teksten lyder således:
-Mester, sagde jeg, -de siger at du er Guds søn. Er det sandt?
Jesus svarede nej.
-Men mester, sagde jeg, -er du en engel?
Jesus svarede nej.
-Hvad er da forskellen på dig og mig, Mester, spurgte jeg.
Jesus svarede: -Mit hjerte er vågent – dit er på vej til at vågne.

Jeg har talt med Andreas With, den danske kardinal.
Og jeg véd nu at jeg bliver skygget, af mindst to personer.

Først om mødet med kardinalen: Det er noget af det charmante ved Danmark. Havde dette være USA eller Vatikanstaten eller Australien, så skulle jeg have sendt 15 ansøgninger om en audiens, og jeg ville have fået afslag på dem alle så jeg derefter skulle have forsøgt at charme mig forbi livvagterne.

I Danmark kan man gå ned ad Bredgade, dreje ind gennem porten til Sankt Ansgar Kirke og gå op ad en trappe og give først en katolsk piccolo og så en sekretær et smil der rydder alle forhindringer af vejen, og fortsætte gennem forkontoret som om man havde en aftale, og åbne en dør – og så står man foran den danske kardinal.

I Danmark er den katolske kirke et apostolisk præfektur hvis leder er biskoppen som altså er Andreas With der sidder foran mig og som sidste år, som den første dansker nogensinde, er blevet medlem af Kardinalkollegiet.
Jeg véd ikke hvad jeg havde ventet. Måske noget hen i retning af den luciferiske kardinal Salvieri i Albondocani. Måske noget som biskoppen i Spotlight. Eller som Pell fra retssagerne i Australien.

Manden foran mig er på ingen måde nogen af delene. Han er klar, hjertelig, gennemtrængende og så gammel og skrøbelig at jeg uvilkårligt lukker døren bag mig for at undgå at hans livsgnist skal pustes ud som en flamme af trækken...

Lyt med her på LIGE FRA HJERTET, eller læs teksten på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Om ’Skam – medfødt og tillært ’–
af Lars Sørensen, cand.psych., specialist og supervisor i psykoterapi og gennem 25 år chefpsykolog på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. I denne bog beskriver han hvad der kan støtte – og true – vores inderste sårbarhed.

 ‘Vi har en medfødt skam i form af følsomme sansninger af verden, der beskytter vores inderste sårbarhed og registrerer enhver form for forkerthed. Skam hører således lige så meget hjemme i nervesystemets og kroppens beredskab som i personens sociale forståelse. Bliver der taget ordentlig vare på denne følsomhed, er den med til at skabe vores menneskelighed.’

Dette citat fra Lars Sørensens bog ’Skam’ tager vi bid for bid for det er, som bogen selv, koncentreret og betydningsfuldt:

’Vi har en medfødt skam i form af følsomme sansninger af verden, der beskytter vores inderste sårbarhed og registrerer enhver form for forkerthed.’

Her beskrives skam ikke som en fejl. Og ikke heller nødvendigvis som noget negativt. Det forklares i stedet hvordan der omkring ethvert menneskes inderste, vores ’inderste sårbarhed’, er medfødte hinder eller, som det siges i bogen, ’detektorer’, en følsomhed der med konstant årvågenhed følger os selv, vores indre og vores udveksling med vores omverden.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Vi bragte sidste uge, første søndag i advent, et indlæg som vi har modtaget anonymt.
Det drejer sig om et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på frelseren.
Forfatteren til indlægget oplever at være truet.
Hun har sendt os en fortsættelse – hun har betinget sig at vi bringer den i dag, anden søndag i advent.

Følelsen er irrationel, der er ingen andre end mig der véd det, alligevel véd jeg faren er reel. Eller at den vil blive det. Om et øjeblik vil den blive det.
Den tekst jeg har liggende foran mig, på et ark papyrus som på én eller anden måde, mirakuløst, har overlevet, er Q
Jeg kan bevise det. Teksten er Q. Som tusinder og atter tusinder af teologer har ledt efter siden Herbert Marsh omkring år 1800 pegede på at der måtte eksistere en kilde bag Mattæus- og Lukasevangeliet, en tekst de begge havde trukket på. En tekst endnu tættere på den historiske Jesus end evangelierne. Tættere på sandheden om hvem Jesus egentlig var.
Betegnelsen Q kommer fra tysk Quelle, kilde. Betegnelsen stammer fra den tyske teolog Johannes Weiss. Bare ordet kilde peger på dens betydning. Den nærhed ved oprindelsen.
Begynder du nu at forstå hvad jeg prøver at fortælle? At hvad jeg har liggende foran mig, er den af alle overleverede vidnesbyrd som beviseligt er tættest på Jesus. Skrevet ned måske ganske kort efter hans død. Måske mens han endnu levede.
Teksten er i jegform. Det er ingen af de andre kendte tekster. Ikke engang Thomasevangeliet.
Den begynder således (jeg tager nu en dyb indånding – dette er første gang jeg giver noget af teksten videre, ordret):
’Jeg spurgte Jesus således: Mester, hvor er Gud?
Jesus svarede: Gud er i dig, i os alle, i alt.
Hvordan kan jeg få ham at se, spurgte jeg.
Jesus svarede: Når du ser vågenheden og ikke det der fylder vågenheden, da vil du se Gud.’
Hvad der står på papyrusen er ikke fortællende som evangelierne. Teksten består af 77 logion, Jesuord.
Den rummer intet om Jesu livshistorie. Intet om hans død på korset for vores skyld. Intet om hans genkomst. Intet om jomfrufødslen. Den rummer ingen støtte til de mest fundamentale kristne dogmer.

Jeg har nævnt papyrusen for ét menneske. Som en test.
Jeg fortalte om den til vores, Det kongelige Biblioteks, specialist i den kristne oldkirkes tekster.
Han er kun et par år ældre end mig. En teologisk komet. Han er fromt troende og han har en akademisk intelligens der er hård og klar som en diamant.
Det er en farlig kombination.
Det var en dag i kantinen, vi var alene.
-Tyge, sagde jeg, -høre engang, hvad hvis man en dag finder Q? Hvis man kan bevise at det er Q? Tættere på Jesus end nogen anden tekst? Og den intet siger om hans død på korset eller om at han er Guds søn? Hvis Q støttede det billede af Jesus der findes i Thomasevangeliet. Men endnu tydeligere peger på at han ikke var en guds søn. Et usædvanligt menneske, hvad man ville kalde en oplyst lærer. Men ikke en Guds søn.

Lyt med her på LIGE FRA HJERTET - eller læs hele teksten på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I sin fortælling ’Lotteriet i Babylon’ skriver den argentinske forfatter Jorge Luis Borges:

’Heracilides Ponticus beretter – med ærefrygt – at Pythagoras kunne huske i tidligere liv at have været Pyrrhus, før ham Euphorbus og før ham en anden dødelig; for at huske lignende omskifteligheder behøver jeg ikke inddrage døden og ikke engang bedrageri.’

Borges’ fortællinger, essays og foredrag kredser mange steder om reinkarnation. I altid elegant og fiktiv form: Som rækker af mennesker som drømmer hinanden, som en inkashaman der oplever at være alle andre mennesker, som Shakespeare der erfarer det samme.

På samme måde som i citatet ovenfor kan man mange steder hos Borges mærke den fascination af, og frygt for, fænomenet de fleste af os vesterlændinge vel kan genkende. Tanken om en form for evigt liv som en bevidsthedsstrøm der tager form i stadig nye kroppe og personligheder, er fristende ved at åbne for at døden ikke kun er afslutning. Og rystende ved de spørgsmål og indvendinger som tanken rejser: Når vi fra hverdagen kun kender til liv i forbindelse med fysiske kroppe hvordan kan vi så fæste lid til at noget fortsætter når kroppen er borte?

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Forfatteren til denne tekst har, for sin personlige sikkerheds skyld, ønsket at være anonym.
Årsagen til dette fremgår af teksten.
I Kontemplation er vi bekendt med hendes identitet.

Jeg er bange.
I dag er det første søndag i advent. Og foran mig har jeg et dokument der kan ændre verdenshistorien.
Er dette sket nogensinde før? At en purung kvinde på 33, et menneske på 33, et ganske almindeligt menneske som ikke har andet at give verden end sit smukke indre og ydre og at hun er flydende på seks mellemøstlige sprog hvoraf de to er uddøde, og engelsk, tysk og fransk og så sin naturlige beskedenhed? At et sådant menneske foran sig har haft en tekst der kan ændre verdens gang uigenkaldeligt?
Og ovenikøbet op mod jul, hjerternes fest, hvor jeg normalt ville være optaget af at forberede Klaus Meyers julekage og samle en pakkekalender til min søsters Anton på fire og overvinde min tøjangst for at finde den rigtige kjole til juleaften.
Jeg har et valg. Endnu en tid endnu har jeg et valg. Jeg kan tilintetgøre dokumentet.
Og jeg kan offentliggøre det. Eller forsøge at offentliggøre det.
Jeg sidder, dette øjeblik hvor jeg skriver dette, på øverste etage af Det kongelige Bibliotek i København. Mit kontor er et lille kvistværelse, det har engang været et kosteskab, ingen af bibliotekets medarbejdere ønsker disse små, klemte kontorer på øverste etage, derfor får phd-studerende dem.
Jeg har elsket dette rum, on top of the world. Jeg kan se ud over Bibliotekshaven til Folketinget. Jeg kan se sejlløbet i havnen. Jeg kan se over mod Slotsholmens ministerier.
Det er en på én gang uvirkelig og skæbnesvanger tanke: At se ovenfra og ned på regeringen og embedsværket og vide at jeg skal tage en beslutning som måske er mere vidtrækkende end nogen taget af nogen regering, af nogen embedsmand.
Det er søndag. Jeg og betjenten i forhallen der vogter indgangen, er de eneste på biblioteket, bygningen er forladt.
Dokumentet foran mig er en papyrus, lidt større end et a4 ark. Det er tæt beskrevet, helt overraskende tæt. Alfabetet er græsk, sproget er aramæisk.
Det er det sprog Jesus talte. Teksten drejer sig om Jesus. Den levende Jesus. Det skrevne kan ændre verdens forestilling om hvem Jesus var. Det vil ændre den. Ikke som en kriminalroman, ikke som Da Vincimysteriet. Der er jo, hvis vi skal være ærlige, ingen som helst provokation i at mene at Jesus havde sex. Det strider ikke mod evangelierne. Det kræver bare en let justering af vores billede af frelseren.
Den tekst der ligger foran mig er anderledes.
Jeg har kendt til den i tre uger. Tre uger har det taget selv mig at læse den. Det er skrevet i en form for aramæisk som er influeret af både græsk og persisk.
Også de næste fire uger, indtil jul, vil jeg stadig være det eneste nulevende menneske der har set teksten.
Om en time forlader jeg dette kontor. Jeg stempler ud i stuen, nikker til den vagthavende biblioteksbetjent, og sætter mig op på min cykel. I et plastikcharteque fladt mod min ryg, indenfor min frakkes foer, vil jeg have papyrusen med mig. 
Jeg har taget fri i den kommende måned. Officielt vil jeg være på ferie. De vil ikke undre sig over jeg er væk.
Hver søndag i de næste fire uger vil jeg offentliggøre en tekst om dokumentet.

Lyt med her på LIGE FRA HJERTET, eller læs hele teksten på bloggen.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Den lille bog Animus og Anima er en klassiker indenfor dybdepsykologiens kortlægning og forståelse af begreberne anima og animus. Er du som læser dette psykoterapeut eller jungianer, har du sandsynligvis allerede stiftet bekendtskab med den. Er bogen ukendt for dig, vil du her få hvad jeg håber kan være en appetitvækker.

Lad mig med det samme sige at det er en tekst jeg på det varmeste vil anbefale til enhver med interesse for indre fordybelsesprocesser.

Den er skrevet af psykoanalytikeren Emma Jung, på baggrund af to foredrag hun holdt i henholdsvis 1931 og i 1955.

På trods af bogens alder er den stadig noget af det mest præcise der er skrevet om psykologiske udviklingsprocesser hvad angår bevidstgørelsen og integrationen af hvad der kaldes modsatkønnetheden. Altså det forhold, beskrevet af Emma Jungs kollega og ægtefælle Carl Gustav Jung og i både hinduismen, taoismen og buddhismen, at enhver af os sammen med vores biologiske køn i vores ubevidste har en række af det modsatte køns kvaliteter. At kvinder, som taoismen udtrykker det, på indersiden har en mand, og en mand tilsvarende på indersiden har en kvinde.

Emma Jungs bog er på sin egen lavmælte måde en page-turner.

Med udgangspunkt i C. G. Jungs indgående udforskning af det ubevidstes struktur og indhold, zoomer Emma Jung ind på anima- og animus-begrebet og den rolle disse faktorer spiller for personlighedens udfoldelse og som formidler mellem den bevidste og den ubevidste del af vor psyke.

Udtrykket anima dækker mandens indre kvindelige aspekter og udviklingsområde. Animus, kvindens indre mandlige sider og udviklingspotentiale.

Da denne bog er skrevet inden moderne tids mere differentierede kønsforståelse, forholder vi os her til Jung og den dybdepsykologiske forståelse af det mandlige og det kvindelige som objektive kvaliteter tilgængelig i alle menneskers indre – som vores subjektive og kulturelle binding til vores biologiske køn forhindrer os en direkte adgang til. Men som der er muligt ved en bevidst indsats at komme i kontakt med.

Emma Jung skriver:

”Især to arketyper* har fået stor betydning, fordi de på den ene side tilhører personligheden og på den anden side har rødder i det kollektive ubevidste og dermed danner en slags bindeled eller bro mellem det bevidste og det ubevidste. Disse to figurer – den ene mandlig og den anden kvindelig – har Jung kaldt Animus og Anima. Derved forstår han et funktionskompleks, der forholder sig kompensatorisk til den ydre personlighed. Man kan på en måde tale om en indre personlighed, hvis egenskaber står i modsætning til den ydre, bevidste og manifeste personlighed.

Det drejer sig hos manden om de kvindelige og hos kvinden om de mandlige egenskaber, som normalt altid er til stede i en vis udstrækning, men som ikke har fået plads i den udadvendte personlighed, da de har virket forstyrrende på den ydre tilpasning eller det bestående ideal.”

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

“Med åndedrættet rører jeg planeten med indersiden af min krop.” 

– Olafur Eliasson

 I naturen er alt forbundet

Det indre og det ydre i vores liv hænger altid allerede sammen – som menneske er vi forbundet med andre mennesker, med naturen og med planeten i alt vi indgår i – i alt der foregår i livet.

Denne forbundethed udfolder sig gennem en lang række naturlige cirkulationer og recirkulationer for eksempel via åndedrættet og hjerterytmen hvor den livgivende ilt fordeles ud i hele kroppen. Hvorefter der fra hele kroppen tilbagecirkuleres affaldsstoffer. Eller gennem næringsoptaget fra væske og fødevarer som recirkuleres som urin og afføring.

Vi er altid – og har altid været – indlejret i et omfattende lokalt økosystem . Vi er – og har altid været – afhængige af biosfærens stoflige kredsløb.

Homo sapiens – en social art

Langt tilbage i evolutionshistorien udviklede vi os som sociale væsener. Hver enkelt af os er beregnet til at indgå i en gruppe og i fællesskaber. Alle de vigtigste biologiske og psykologiske funktioner vi som art udviser, handler om at forbinde del og helhed – handler om at vi bidrager til den fælles overlevelse og reproduktion. Til den fælles bæredygtighed.

Limen i enhver bæredygtig gruppe er den tryghed og tillid som skaber samhørighed.

Fællesskaber udfolder sig i komplekse samfund gennem tilknytning, gensidighed og forudsigelighed.

 Nervesystemets økologi

Vi fødes med forudsætninger for kontakt – og tryg tilknytning de første år er afgørende for vores overlevelsesmuligheder, som individer og som art.

En stor del af de processer der styrer vores krop og nervesystem, er knyttet til neurale cirkulationer som ledsager det at indgå i og forstå andre mennesker i sociale sammenhænge. Dette sociale engagements samlede system forbinder fysiologisk hjernen, ansigtet og hjertet. De sociale processer vi indgår i, omsættes i høj grad gennem sanserne – synet, hørelsen, huden og stemmen –  og gennem fysiologisk og følelsesmæssig afstemning via hjertet og det autonome nervesystem.

Det handler alt sammen om at forbinde det indre og ydre. Vores biologiske og psykologiske indre med vores ydre kontakter og omverden i det hele taget.

 Levende aktiver

Liv og det der fremmer liv, er den centrale værdi i et fremtidigt bæredygtigt samfund, hvor bæredygtige processer og aktiviteter er kendetegnet ved, at de kan udføres igen og igen uden at skade og ødelægge.

Det etiske og eksistentielle perspektiv – ansvaret for at håndtere de grundlæggende udfordringer i livet – er som udgangspunkt forankret i hverdagen i et lokalt liv. Hvor liv og livsprocesser er den altoverskyggende målsætning på alle niveauer. Hvor ansvaret for kloden og ansvaret for at leve et personligt udfoldet og afbalanceret liv går hånd i hånd. Og hvor det at lytte oprigtigt til alle livets signaler – indre og ydre – er lige så naturligt som at sove og spise.

Bæredygtighed som fænomen vil, når det handler om os mennesker, være en praksis, en måde at leve på styret af et systemisk, eksistentielt og etisk perspektiv, hvor det personlige ansvar og medansvaret for helheden er to sider af samme sag.

 Vejen videre

Vi kan vælge at blive bedre til at lytte til de signaler fra kroppen, følelserne og tankerne, som vi allerede mere eller mindre ubevidst bruger til at orientere os efter.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Bob Moore som menneske

Jeg opfattede Bob som et menneske, der var helt nede på jorden og frem for alt et fantastisk eksempel: ’He walked the talk’. Han gjorde det, han talte om og forsøgte ikke at fremstå som noget særligt. Han var, som han var.
Han var meget hjertelig, han havde stor hjertevarme. Jeg har oplevet, at blot en kort kontakt med ham fik tårerne til at strømme, fordi han mødte mig med en usædvanlig åbenhed og accept. Jeg havde en fornemmelse af, at han så mig fuldstændig, som jeg var, med alle skavanker. Og han accepterede mig helt og mødte mig med varme og kærlighed. Det affødte ikke bare taknemmelighed, men tillid og med tiden kærlighed til ham.

Værdifulde erindringer

Et nøgleord i de kontakter, jeg har haft med Bob, er respekt. Jeg følte virkelig, der var en respekt for andre mennesker og deres processer fra hans side. Det, at jeg netop pga. respekten og åbenheden kunne have tillid, gjorde, at det var muligt for ham, meget forsigtigt, at pege ind i nogle af de aspekter af personligheden, som lå hen i mørke, som jeg simpelthen ikke havde kontakt med, og som var vanskelige.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg.

Nu var jeg jo relativt ung, da jeg begyndte hos ham, jeg var sidst i 20erne. Jeg husker et møde med ham, hvor vi talte om mit liv – om hvor jeg boede og om min fremtid. Vi sad nede på hans kontor, og han talte i lang tid med mig om det. Bagefter kan jeg se, at han talte sig længere og længere ind i en åbenhed og kontakt mellem os, hvor han så til sidst sagde til mig: ”But you have to understand, you are still looking for love!” Og jeg tænkte: ”Hvad snakker manden om?” Jeg vidste ikke, at det var sådan, det forholdt sig. Hvordan kan man vide, hvad man savner, når man ikke har mødt det, ikke erfaringsmæssigt kender det? I min egen forestilling havde jeg styr på tingene og var et åbent menneske. Det var først nogle år senere, hvor jeg på overvældende vis mødte kærligheden, at det gik op for mig: ”Hold da op! Det var det, han pegede på.”

Så det kunne være et eksempel på den sarthed, han evnede at arbejde med. Hvis han havde sagt det på en anden måde og ikke havde opbygget tilliden i kontakten i den situation, havde jeg slet ikke kunnet høre, hvad han sagde. Men nu begyndte jeg at undre mig og tænke: Hvad er det, han taler om?

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

De fleste af os har en grundstemning. En indre atmosfære som vi vågner op til og i ni ud af ti morgener. Som farver vores liv.

Et sådant indre vejrlig har rødder ned i personlighedens meget dybe dele.
Alligevel kan der arbejdes med det. For det er også en vane – omend en dyb én. Meditation kan påvirke og løsne grundstemninger.
Men det kræver at vi i første omgang ser dem i øjnene – spørger os selv om vi har en sådan, ret konstant, livstemperatur. Og om vi er parat til at arbejde med den. I denne meditation spores vi først ind på at tage stilling til om vi overhovedet har en sådan grundstemning (for det er ikke alle for hvem det gælder, der er lykkeligvis ingen regler uden undtagelser).
Som hjælp til at komme på sporet af dette, foreslår Peter tre billeder fra musikhistorien, billeder af de store komponister:
Vågner du om morgenen med en grundlæggende fortrøstning til tilværelsen som en Mozart?
Eller vågner du med en alvor der har en tyngde hen i retning af Beethoven?
Eller står du midt imellem, i hvad Peter kalder ‘Bachs gnistrende neutralitet’?

Disse sammenligninger med de store er naturligvis helt forenklede. Men de kan måske hjælpe os på sporet af os selv. Af vores egen indre meteorologi.

Herfra, fra denne selverkendelsesproces, bevæger meditationen sig videre indad. Mod den dybde hvor vi måske kan begynde at slippe også bindingen til vores grundstemning.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

De fleste af os har en grundstemning. En indre atmosfære som vi vågner op til og i ni ud af ti morgener. Som farver vores liv.

Et sådant indre vejrlig har rødder ned i personlighedens meget dybe dele.
Alligevel kan der arbejdes med det. For det er også en vane – omend en dyb én. Meditation kan påvirke og løsne grundstemninger.
Men det kræver at vi i første omgang ser dem i øjnene – spørger os selv om vi har en sådan, ret konstant, livstemperatur. Og om vi er parat til at arbejde med den. I denne meditation spores vi først ind på at tage stilling til om vi overhovedet har en sådan grundstemning (for det er ikke alle for hvem det gælder, der er lykkeligvis ingen regler uden undtagelser).
Som hjælp til at komme på sporet af dette, foreslår Peter tre billeder fra musikhistorien, billeder af de store komponister:
Vågner du om morgenen med en grundlæggende fortrøstning til tilværelsen som en Mozart?
Eller vågner du med en alvor der har en tyngde hen i retning af Beethoven?
Eller står du midt imellem, i hvad Peter kalder ‘Bachs gnistrende neutralitet’?

Disse sammenligninger med de store er naturligvis helt forenklede. Men de kan måske hjælpe os på sporet af os selv. Af vores egen indre meteorologi.

Herfra, fra denne selverkendelsesproces, bevæger meditationen sig videre indad. Mod den dybde hvor vi måske kan begynde at slippe også bindingen til vores grundstemning.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Nogle gange kan det være svært at sove.

Selv om man er træt og trænger til hvile, synes det vanskeligt at slippe ind i søvnen – måske fordi der er uro i kroppen, eller fordi tankerne og følelserne ikke vil spænde af og falde til ro til.

Nærværende guidede øvelse er tænkt som en hjælp til en dybere forankring i og afspænding af kroppen og energisystemet.

I denne meditations indledning guider Martin os ind i hvordan vi bedst kan gøre, eller snarere lade være med at gøre, og hvordan vi mest konstruktivt kan stille os inden vi lægger os til at sove. Derefter guides lytteren ind i en kontakt til krop og energisystem, som fremmer det dybere slip af gøren og aktivitet, der skal til, for at vi kan lade os synke ind i søvnens healende univers.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Det er vinter, udenfor er luften kold, indenfor er den varm.

Vil du være med til at lave en nærværsøvelse med os?

Måske er du alene, måske sammen med nogen.

Vi står udenfor, eventuelt bare i et åbent vindue, og trækker vejret sammen. Er du med?

Mærk hvordan du kan vælge at trække vejret gennem næsen hvor luften både bliver opvarmet og - en lille smule - renset af næsehårene.

Og vi kan åbne munden og trække den kolde luft ind direkte.

Mens vi veksler mellem disse to åndedræt, gennem næsen og gennem munden, undersøger vi om hvorvidt der er forskel. Hvis vi står sammen med nogen, kan vi tale om det. Måske finder man situationer hvor man ånder på den ene måde – for eksempel når man ved hurtigt løb udendørs er nødt til at ånde både gennem munden og næsen – og på den anden måde: Når man for eksempel er optaget af at få med sig dufte og lugte, ånder man ofte primært gennem næsen.

Vi kan spørge hinanden om vi husker at vi trækker vejret. Kan der gå en hel dag uden at vi husker det? En halv dag? En time…Kan vi mærke det lige nu?

En indånding.

En udånding.

Når vi, som vi gør lige nu, bliver opmærksomme på vejrtrækningen, tænker over den, mærker den, véd lidt om den, så bevidstgør vi den. Mens den er bevidst, er det lettere at slappe af. Også lettere at slappe dårligt humør lidt af, kedafdethed og bekymring.

Vi kan måske tale om nogle situationer hvor vi hver især kan blive bekymrede og anspændte:

Hvad gør dig urolig?

Hvad gør mig urolig?

Mens vi taler om dette, bliver vi ved med at prøve at huske at vi trækker vejret. Det er en leg. Vi ser om vi kan gøre to ting på én gang: Både tale om noget og huske at vi trækker vejret.

Lad os tage denne leg indendørs. Vi lukker nu vinduet eller døren, eller vi går ind hvis vi var gået ud for at trække vejret i kulden.

Nu skilles vi, nu går vi videre med det vi hver især skal. Du skal måske skrive, eller lege eller spille computer, jeg skal måske lave mad, drikke en kop te. Men vi prøver begge at lægge mærke til hvor længe vi kan huske at vi trækker vejret.

Selvfølgelig glemmer vi det om et øjeblik. Måske har vi allerede glemt det nu. Men den af os der først opdager at hun eller han har glemt det, siger det til den anden: 'Ej, nu opdagede jeg at jeg havde glemt at jeg trækker vejret! Hvor længe huskede du det?'

At trække vejret sammen

Det er vores erfaring at det at blive bevidst om sin vejrtrækning, det at foretage den tilsyneladende helt enkle eller banale handling det er at skifte fokus til det faktum at man lige nu trækker vejret, den handling er et af de mest virksomme midler til øjeblikkeligt at sænke spændingsniveauet i personligheden.

Som børn har vi en særlig evne til umiddelbart at forstå dette. Når børn først er blevet opmærksomme på de muligheder der ligger i at tage et par dybe bevidste åndedrag, husker mange af dem det længe. Nogen for altid.

Dagligsproget rummer denne viden: 'Lad os lige trække vejret', siger vi til hinanden når vi føler os overrumplet, 'Lad os lige tage en dyb indånding'. Og har vi fået et chok, siger vi: 'Jeg mistede fuldstændig vejret’, eller: 'Jeg tabte helt pusten', eller: 'Jeg glemte at trække vejret'.

Invitationen i denne øvelse er vi finder sammen i familien, med et barn, med en ældre, med en ven eller søskende, og stiller os i døren et øjeblik og trækker vejret sammen. 

Bare et øjeblik.

Med ønsker om en god og åndende dag.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I de seneste års forskning i følelser og deres grundlag og sammenhæng med det autonome nervesystem er der sket en markant opjustering af forståelsen af den tiende kranienerve, også kaldet vagus. Vagusnerven er en afgørende faktor i det parasympatiske nervesystem – regulering af immobilisering og afspænding. Det centrale i teorien er, at det autonome nervesystem består af tre led i stedet for de velkendte og netop beskrevne to, nemlig således at parasympaticus her består af to ‘grene’:

• Den dorsale vagus (parasympaticus) er knyttet til den ældste overlevelsesstrategi (500 – 600 millioner år gammel) – ved trussel at være ubevægelig – at ligge død. Den dorsale vagus støtter bl.a. hvile, fordøjelse, regeneration og administrerer immobiliseringsadfærd og afspænding.
• Sympaticus – mobilisering og overlevelsesstrategien er kamp/flugt (350 – 400 millioner år gammel) – støtter også nysgerrighed, intention, vrede, mod, lederskab og – spænding.
• Den ventrale vagus (parasympaticus) også kaldet den sociale vagus (150 – 200 millioner år gammel) – overlevelsesstrategien er tilknytning udviklet da dyrene begyndte at føde ”ufærdige” unger. I os mennesker Støtter den ventrale vagus bl.a. kontakt og engagement med omgivelserne. Denne sociale vagus forbinder hjertet og de kranienerver, der styrer musklerne omkring øjnene og i ansigtet, herunder munden, stemmen og det indre øre, alle som led i hjælp til social kommunikation gennem den adfærd, der benyttes til at omsætte følelser.

 De gamle dele af det autonome nervesystem (dorsal vagus og sympaticus) er et selvorganiserende enten-eller-system – dvs. når den ene gren, fx sympaticus, er aktiv, er den anden, parasympaticus, passiv – og omvendt. Det er som et pendul.

Den nyeste gren (ventral vagus) er et både- og system – dvs. at den ventrale vagus på samme tid kan regulere spændingsopbyggende energi koblet med det at være tryg og afspændt indeni.

Bio-fysiologisk har og indeholder vi processer der handler om overlevelse og reproduktion – en selvorganiserende øjeblikkelig proces bl.a. struktureret af amygdala via mønster-genkendelse. Vi fødes ind gennem denne dynamik, som reproduktion og overlevelse for arten – og vi overlever de første år fordi vi bliver givet omsorg – blivet taget af.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Et traume er en psykofysisk reaktion, der kan forekomme, når et menneske udsættes for livsfare eller oplever sig som værende i livsfare. Det kan ske ved ulykker, naturkatastrofer, krig, overfald, tortur, voldtægt og lignende. Traumatisering kan også finde sted, når man som pårørende er vidne til sådanne voldsomme begivenheder.

TRAUMER OG EVOLUTIONEN
Traumer er en del af evolutionen og som sådan en normal, integreret og kendt reaktions-måde i alle kulturer til alle tider – mennesket som art og grupper af mennesker har til stadighed udviklet sig på trods af – og også på grund af – traumer. Vi har i os naturgivne regenererende ressourcer til at komme videre. Fællesskaber og grupper rummer en egen urgammel kollektiv viden om mestringsstrategierne i selve det at være sammen om at dele smerte og tab. 

At traumer findes, er en del af eksistensens grundvilkår, og ved at anerkende og acceptere dette og på den måde normalisere selve det, at traumer og traumereaktioner findes, er vi allerede i gang med at åbne for de biologiske, systemiske og kulturelle selvorganiserede og sammenbindende processer. Og på den baggrund er det umiddelbart lettere at tage ansvaret for at komme videre i livet.

Traumer er normale reaktioner på unormale begivenheder – så selv om man er offer for en voldsom ulykke eller en grusom og uretfærdig krig, er der stadig håb. Det er trods alt muligt – over tid at få livet til at hænge bedre sammen igen

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Jeg sidder på et skrive- og kreativitetsretreat på strandgården Øster Løkke ud til Vesterhavet. 
I det sidste døgn har jeg været i stilhed og arbejdet på at improvisere musik. Min idé er at forestille mig personer fra mine drømme, for at kunne spille hvad de kommer med, hvad de bringer ind i bevidstheden, ud fra den forestilling at de er dele af mig. Undervejs er der kommet delvist ukendte sider af mig selv op i min praksis, dem har jeg også prøvet at give et musikalsk udtryk. Nu er det døgn som på retreatet har været afsat til stilhed og koncentreret kreativitet gået. Jeg gør mig klar til at improvisere for de øvrige deltagere i vores meditationssal.

Jeg kan mærke jeg ryster, hele kroppen er klar. Man hvad nu hvis den, kroppen, går i stå, lige inden jeg rører klaveret? Hvad gør jeg så? Sådan har jeg haft det før, især når jeg ikke kender de mennesker jeg skal spille for. Her på retreatet føler jeg mig dog mere sikker, da jeg kan mærke at deltagerne holder af mig. At her er en atmosfære af gensidig accept. Jeg går frem i salen, til klaveret, prøver at sætte udstyret frem langsomt, at tilslutte de sidste kabler i et helt dæmpet tempo for at berolige min krop. Nu er jeg så klar, som jeg kan være. Jeg sætter mine fingre på klaveret, trækket vejret, prøver at forestille mig ham, den lille dreng i min drøm, giver slip på ham og spiller.

Først er der stille, men så registrerer jeg en berørthed hos én af deltagerne, en kvinde. Jeg kan halvt mærke halvt se at der løber tårer ned ad hendes kinder. Nu kan jeg høre det ikke kun er hende. Der er flere af tilhørerne der et trådt ind i rummet – mit hjerterum. Det er ikke nemt at forklare, men mens jeg spiller kan jeg samtidig mærke hvordan mennesker sidder, hver på deres pude, lyttende, de føles helt tætte på mig. Det er tydeligt hvordan de registrerer at jeg viser dem sider af mig selv, igennem musikken, sider som det ville være vanskeligt eller umuligt at gengive med ord. Jeg giver slip på følelsen af at det er mig som spiller, og lader noget større end mig overtage mine hænder. Og selv om det er vanskeligt at sige, så er jeg alligevel nødt til at stå ved det: At hænderne lige nu spiller så smukt. Hvis jeg med min krop og min musik kan dele de rum der er inde i mig på denne måde, skulle det, skulle det så ikke være muligt også at åbne til en større gruppe, end dem der sider her? Er det ikke den improviserende musikers naturlige ønske: At nå mennesker?

Her til sidst må jeg stå ved noget: Mit mål med disse improvisationer var egentlig ikke at skulle indspille, ikke at fastholde dem, men at gøre noget mere analogt, for at prøve at bryde min sædvane og rytme. Jeg ville heller ikke være endt her, med dette blogindlæg og denne lydfil, hvis ikke jeg havde brudt min rytme og vane. Men da jeg mærkede, da jeg synes jeg mærkede, at jeg nåede tilhørerne, at jeg, hvis det er ok at sige det, også bevægede dem, eller bedre, at musikken bevægede dem, har jeg indspillet improvisationen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

 Langt tilbage i evolutionshistorien udviklede vi os som sociale væsener. Meget af det, der styrer vore hjerner i dag, er baseret på neurale cirkulationer, som handler om at indgå i og forstå andre mennesker i gruppesammenhænge, i sociale processer. Det er bl.a. disse hjerneprocesser, der er aktive tidligt i livet i omsorgsperson-barn-relationen. Daniel Stern beskriver, hvorledes der er tre tilstande, som er af stor betydning for den tidlige intersubjektive relatering. Det er evnen til at indgå i et fælles opmærksomheds-felt, oplevelsen af at have fælles intentioner, samt det at kunne deltage i andres affektive tilstande. Disse tre samlet under ét skaber integration og sammenhæng – det der i komplekse systemer er defineret som harmoni.

I evolutionen har det haft overlevelsesværdi at kunne reagere hurtigt på mulige farer. De dyr og mennesker, som hurtigst formåede at skjule sig, flygte eller om nødvendigt kæmpe sig fri, overlevede længst. I mennesker spiller det limbiske system og det autonome nervesystem en hovedrolle i de neurologiske processer, der udfolder sig omkring den stadige overvågning af mulige farer – og samme områder spiller en hovedrolle i forbindelse med traumer.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Natten igennem drømmer jeg at en hvid hest kredser omkring huset jeg sover i. 
Rundt og rundt om huset går den. Hvileløst. Eller som for at finde hvile. 
Det opleves så virkeligt at jeg på et tidspunkt står op og ser ud ad vinduet. Men den er der ikke. I hvert fald ikke synlig for det blotte øje.
Jeg falder i søvn igen. 
Hesten fortsætter sin vandring rundt om det lille hus. 
Et sted dybt inde i drømmen findes en erindring, et fragment. Måske et citat, halvt husket, men omskrevet eller udvisket af søvnens delvise glemsel: ‘Forlad al orden – og byd kaos velkommen.’
 
Da jeg vågner om morgenen, går jeg ud til Sunná og hesteflokken.
Vi er på Gotland. Hos shamankvinden Sunná, som lever sammen med 42 heste. 21 vallakker og 21 hopper. Og en sort hingst, Føsing.
 
Hestene her kender hinanden. De er vokset op sammen, nogle er stadig helt unge og i lære hos de ældre. 
Ingen af dyrene er kuede. De er frie i krop og ånd. Måske på grund af deres kunnen- eller, for de unges vekommende, fordi de er under uddannelse.
 
Stedet her er som et universitet for heste. Sunná er deres professor. 
Hun siger om sig selv at hun er vokset op på en hesteryg.
Hendes forældre var omvandrende sigøjnere, og hendes tidligste barndomserindringer er at hun sidder i sadeltasken på familiehesten mens hendes forældre og søskendeflok vandrer gennem Sverige.
 
De ældste heste her hos Sunná har et særligt omfattende register af bevægelser og et nuanceret kropssprog som de brillerer med. De er mere elaborerede i deres spontane udtryk end nogle andre heste jeg har mødt. 
De er veluddannede. Højtuddannede. Lærde på den særlige måde som heste kan være det.
 
Jeg har tit hørt mennesker spørge om en hest kan uddannes.
Svaret er ja. Det kan heste. Når forholdene er de rette, når de kommer til gode mennesker på rigtige steder, mennesker med kompetencer og tålmodighed.
Et sådant sted er hesteakademiet herude på øen i Østersøen. En sådan hestemester er Sunná.
 
Denne morgen finder jeg hende på marken bag stalden. 
Foran hende ligger Heikir, den gamle shetlandspony på 32. Han er født og opvokset her på gården. 
Det var Sunná som tog imod ham da han kom til verden. Nu siger hun farvel. Han har skrantet i nogle uger. I går sagde Sunná til mig at han ville rejse videre i løbet af natten.
 
Det er kølig her før solopgang. 
Jeg lægger et tæppe omkring Sunnás skuldre og sætter mig ved hende og Heikir.
 
–  ’Der kommer ikke flere åndedrag nu’, siger hun. – ’Men han er ikke rejst helt endnu. Flokken mangler at sige farvel. De skal nå at komme tilbage fra elven hvor de har overnattet.’ 
 
Vi ser flokken komme hen over bakkekammen fra elvdalen. Føsing går først. Han mærker situationens anderledeshed og standser.
Lytter. Ånder.
Flokken stopper bag ham. 
Lytter. Sanser.
De følger Føsing i tykt og tyndt. Han vrinsker. Som for at hilse os. Eller hilse stemningen på marken.
Som ved et trylleslag retter flokken sig ind på en række efter rangordning. Med Føsing i front. 
Et forunderligt syn. Èn efter én nærmer de sig Heikir. 
Sunná og jeg veksler et blik. 

–   ‘De kommer for at sige farvel’, siger hun.

Tidsaspektet er ophører. Nu er vi på hestetid. Følgende hestelogik.

---

Lyt med eller læs videre på bloggen. 

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette indlæg er en introduktion til det perspektiv og træningslandskab som kaldes femkanten – om de ‘ikke-tillærte kompetencer’ – første gang beskrevet og udgivet i bogform i: “Et essay om indre frihed” af Jes Bertelsen, 2010. 

Femkanten er en invitation til at åbne fem ‘døre’ ind i os selv, som vi alle er fødte med kontakt til – naturlige kompetencer forankret i krop, åndedræt, hjerte, bevidsthed og livs-kreativiteten. De fem porte/døre er almene, og hviler på medfødte muligheder i vores biologi og natur. De fem områder trænes først et ad gangen og senere i kombination, så fx tre områder aktiveres samtidig.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Dette indlæg sætter fokus på hvordan man aktivt træner gearskifte. Med rammesætning af gearskift-fagligheden og en række modeller og øvelser. 

 REFLEKSION ER GEARSKIFTE-NØGLEN
Begrebet gearskift er vigtigt for det praktiske arbejde med de ideer og anvisninger, som vi taler om i denne bog. Gearskift er det at bevidstgøre skift af enhver art, at vide af, hvad der sker, mens det sker. Og gearskift er således en ganske enkel metode til at blive nærværende generelt – og specifikt i forhold til skift.

En afgørende menneskelig evne er evnen til refleksion – at vide af det at vide. Med den refleksive evne løftes vi potentielt – fra levende systemers selv-organiserende proces – hvor den basale dynamik handler om overlevelse – og efterfølgende har reproduktion som mål. Vi løftes et øjeblik fri af vanen når refleksionen udvider vores bevidsthed i tid og rum og bringer os i en umiddelbar eksistentiel situation.

Gearskifte handler altså om at åbne til kroppens og nervesystemets selvorganiserende balance-regulerings-dynamik – med skiftet øve sig i at opleve og ‘se’ hvordan systemet gør hele tiden – nogle gange med mere flow og andre gange med større træghed.

Enhver øvelse der har til formål at opleve, se og bevidstgøre realiteterne eller ‘den man er lige nu’ – er i denne forståelse et gearskift.

Grundformen er at gøre kroppen – og med særligt fokus på det autonome nervesystem – til øvelsesområde. At bevidstgøre skift af enhver art – at vide af hvad der sker mens det sker – en ganske enkel metode til at blive nærværende generelt – og specifikt i forhold til skift.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Bob Moores clairvoyance

Bob ønskede ikke at være en guru, men selvfølgelig var han det for nogle. Man ser også i dag, at nogle sætter ham i en slags overmenneskelig position. Det har, tror jeg, aldrig været hans intention. Han ville tværtimod gerne være menneskelig og nede på jorden. Han sagde, at han ikke var noget specielt, at alle kunne gøre det, han havde gjort. Det krævede selvfølgelig disciplin, vedholdenhed, arbejde og mod. ”It takes courage to be a full human being”, som det hedder i et citat fra ”The Shoes of the Fisherman”; et citat Bob brugte flere gange.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg. 

Det, som kunne forlede en til at gøre ham til noget helt særligt, var hans clairvoyance. Jeg husker engang, han sagde noget om min barndom. Han nævnte nogle barndomschok og havde tidsbestemt et af dem til ”your early puberty”. Så jeg gik op til ham bagefter for at opklare, hvad han mente. Jeg vidste, at det, der var sket, var sket, da jeg var 13 år. Jeg siger så til ham ”Mener du i 12-årsalderen?” Det var ikke for at lægge en fælde for ham, men fordi jeg tænkte, at ”early puberty” var 12-årsalderen. Så siger han :”I would rather say 13.” Nu er det et relativt enkelt eksempel på hans præcision. I andre samtaler med ham har han påpeget omstændigheder omkring f.eks. min fostertilstand, som jeg ikke kendte til, men som jeg siden har fået bekræftet af min mor. Hans clairvoyance var usædvanlig.

Jeg har et sjovt eksempel, hvor jeg havde været ude for en lille ulykke. Hverken jeg eller Bob forstod umiddelbart, hvorfor det var gået, som det var. Han lovede at fundere lidt over det og kom så tilbage til mig med følgende, lidt gådefulde besked: ”Well, it is something you have seen, that you have not wanted. And it is not in your professional life. It is in your personal life.” Og jeg tænkte: Hvad er det, han snakker om? Jeg anede ikke, hvad det var. Men efter at have funderet over det længe, faldt tiøren pludselig, og jeg tænkte: ”Pokkers, det er rigtigt, hvad han siger. Hvor ved han det fra?” Han havde slet ikke været involveret i det. Men han havde en evne til at kigge så langt ind i systemet, at han åbenbart kunne se hændelserne meget konkret. Det var meget imponerende, men han brugte det ikke til at fremstå som noget særligt. Han brugte clairvoyancen til at hjælpe mennesker.

Stemningen på kurserne

Når vi havde lavet øvelser hele formiddagen inden pausen, faldt der altid en dybere og dybere ro over mig. Jeg følte, at jeg havde fået et afstressningsbad. Samtidig kom jeg også i en dybere kontakt med mig selv. Det kunne vise sig ved, at jeg, mens vi sad og lavede en lille øvelse, pludselig mærkede, at noget, jeg havde sat i gang i mit liv, simpelthen ikke var rigtigt for mig. Når jeg kom hjem fra sådan et kursus, var jeg meget ivrig efter at få det lavet om. For jeg kunne ikke holde det ud længere nu, hvor jeg havde fået kontakt med, hvad det var, der ikke duede for mig.

Og så havde Bob jo humor! Vi arbejdede seriøst, men han jokede også. Han kunne fortæl

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

I denne meditation støtter Hanneli os til bedst muligt at gå en ny arbejdsdag i møde.

Hvor vi i den situation, på vej ind i den nye dag, kan risikere at glemme os selv og alene tænke fremad, på det som venter forude, på arbejdsopgaver og måske møder med kolleger, peger denne guidning på betydningen af at vi netop nu, på vej ud mod den nye dag, husker os selv og blive tydeligere på vores motivation for at gøre hvad vi gør – at vi er opmærksomme på vores indre ressourcer. 

I meditationen bliver vi opfordret til at undersøge den indstilling vi møder arbejdsdagen med. 

Hvordan har vores krop det, hvordan det står til med vores følelsesystem? 

Hvordan stiller hjertet sig, hvordan tager vi vores empatiske muligheder ind i det som venter forude? 

Er der en samarbejdspartner vi allerede på forhånd åbner til – eller lukker til?

Hvordan oplever vi arbejdet og dets opgaver – har eksempelvis lyst og meningsfylde en plads?

For os alle er det vigtigt at mærke at vi gør en forskel i verden.

En forskel gør vi, når vi bringer vores ressourcer ind i arbejdet.

Hvad ønsker du, spørger Hanneli, at føre ind i arbejdet – hvad vil du gerne give af det som for dig føles værdifuldt?

Uanset om den arbejdsdag som venter os lige nu, opleves som en udfordring eller en umiddelbar glæde, har vi mulighed for at drage omsorg for både os selv og det og de mennesker som venter, ved at bruge et øjeblik på at også vores indre får plads.

Denne meditation er optaget i en praksisgruppe for unge, men beregnet for alle som foran sig har en arbejdsdag.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Bob Moore som lærer

Ud over at være et godt eksempel var Bob en lærer med stor integritet helt generelt. Han prøvede at give redskaber til mennesker, til mig, med henblik på at overflødiggøre sig selv. Altså med henblik på, at jeg på et tidspunkt ville overtage autoriteten og selv være den, der tog ansvaret. Det gjorde jeg selvfølgelig allerede i nogen grad, men når man søger en lærer, er det jo fordi, man har en oplevelse af, at vedkommende kan hjælpe en til en dybere forståelse af sig selv og livet. Med tiden skulle man så gerne opnå en sådan dybere forståelse, at man mere og mere kan stå på egne ben – være sin egen autoritet. Jeg oplevede, at Bobs arbejde sigtede på netop dette.

Det betyder ikke – som jeg ser det – at Bob var perfekt eller ufejlbarlig. Han var et menneske, der lige som alle vi andre måtte finde sin vej i livet, træffe valg, afprøve beslutninger, træffe nye valg osv. Det er noget af det, jeg sætter pris på ved min relation til Bob. Han blev ikke ’guddommeliggjort’. Han var en mentor. Ganske vist efter min mening en mentor med stor livsvisdom og en usædvanlig dyb erfaring, viden og hjertevarme. Men han fremstillede ikke sig selv om noget særligt og forblev – selv i sin rolle som lærer – et medmenneske.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg.

Bobs måde at sammensætte grupper på var interessant. Ofte inviterede han nybegyndere og mennesker, der havde arbejdet mange år med sig selv, med i samme gruppe. Han underviste på en meget åben måde. Han underviste folk i at få dybere kontakt med sig selv, og jeg tror, det var det, der tiltrak folk.

I vores kultur er vi jo ofte langt fra i en dybere kontakt med os selv. Vi lever ofte i forhold til, hvad opdragelsen og kulturen har givet os af forestillinger om, hvordan man skal være, om det nu er i en religiøs kontekst eller i andre kontekster i livet. Bob forsøgte at lære folk at blive deres egen autoritet. Det synes jeg virkelig, jeg har haft gavn af, fordi det simpelthen har givet større lykkefølelse og større og større grundlæggende glæde i livet at have den tilgang – at lære at stole på sig selv og sit eget hjerte, sin egen visdom. Som min tidligere kone, Tracey, sagde:” This is my life, other people have their own lives! I am going to do my mistakes, they can do their mistakes.” På en måde synes jeg, at det var det, jeg lærte hos Bob. At få tillid til, at det, jeg fra et dybere sted var tiltrukket af, var rigtigt for mig – også selv om det gik imod andre menneskers opfattelse af rigtigt og forkert.

Som jeg har oplevet Bobs arbejde, har han i høj grad via øvelserne arbejdet på afbalancering af hele energisystemet og integration af det stof, som er fortrængt, ubevidst eller spaltet fra.
Ud af den balance er der så mulighed for, at spiritualiteten kan få mere plads og finde rodfæste eller realitet i livet. Bobs vej – som jeg ser det – handlede om at omfavne og kaste lys på alle de dele af en selv, som lå hen i mørke. Vi lavede øvelser og practices som forsøgte at forankre det spirituelle i livet, at få

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Energi og kvaliteter i undervisningen

Jeg oplevede, at ærlighed var et grundbegreb for Bob Moore og i hans undervisning. Hvis man virkelig prøver at være ærlig, vil man også være nødt til at være realistisk i forhold til, hvad der sker i livet.

At arbejde med energi er ikke noget nyt. Hvis man går tilbage i de gamle yogiske systemer f.eks. hatha yoga, har man også der arbejdet med afbalancering af energisystemet, chakrasystemet osv. Bob havde via sin clairvoyance og sit arbejde med sig selv en usædvanlig evne til at se de forskellige sammenhænge og energistrømme. At hans arbejde ligger i forlængelse af en lang tradition understøtter efter min mening blot det gedigne i hans virke.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg.

Bob udtrykte ofte tingene på sin egen måde. Jeg tror, han havde den filosofi, at han kun ville tale om det, han selv havde oplevet. Bob talte om, at mennesker bliver født med en række kvaliteter. Vi kommer ikke ind i verden som en ren tavle, der så kan skrives på. Det arbejde, han lavede, handlede i høj grad om at afbalancere personligheden og åbne den så meget, at kvaliteterne kunne udtrykkes. Jeg føler, at det har været en hjælp for mig i forhold til f.eks. sang og musik, men det kan også ske i forhold til alle mulige andre aspekter af livet.
Bob talte om ”the quality aura” som fødes med ind i livet og kan udvikles, når den får lov at komme i spil. På de kurser jeg var på, sagde han ikke særlig meget om reinkarnation og tidligere liv, men jeg er nu ikke i tvivl om, at der i hans tilgang ligger en forestilling om, at livet ikke slutter, når man dør, men at det fortsætter på en anden måde.

Bobs mission med undervisningen

Hvis jeg kigger på Bobs virke, er jeg ikke i tvivl om, at han har set det som sin opgave at hjælpe mennesker til at komme i bedre balance, blive mere realistiske, mere sandfærdige og omsætte deres indsigter i livet. Han sagde flere gange, at der ingen mening er i at få spirituelle oplevelser, hvis ikke de bliver omsat til noget reelt i dagligdagen.
Jeg tror bestemt, at den videre horisont for ham har været at få kvaliteterne ind, få åbnet til det spirituelle, så det kunne strømme ind i menneskers liv og dermed ud i verden. Min fornemmelse var, at det var hans livsopgave. Det virkede på mig, som om han også arbejdede med sig selv for at blive endnu bedre til at hjælpe mennesker. Jeg oplevede ham som en hjælper.

Bob viste vej til en dybere kontakt med hjertet og til den egen-autoritet, der ligger i den kontakt. Derfor tænker jeg på Bob med meget dyb taknemmelighed.
Allerede imens han underviste – jeg husker især den sidste undervisningsgang i 1999 – var det, som om noget landede i mig omkring det med at være min egen autoritet. Jeg havde kontakt med Bob helt frem til 2005, men jeg oplevede, at han havde givet stafetten videre.
Bobs død var et tab, men det, han havde givet mig, er ikke forsvundet. Da jeg fik at vide, at Bob var død, satte jeg mig ned og mediterede og tænkte på ham med stor taknemmelighed, o

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Bob Moores indflydelse

De selverkendelsesprocesser, der var i det arbejde, han inviterede os til at lave, førte langsomt til, at jeg blev bevidst om, i hvor høj grad livets dele hænger sammen. At sidde på puden og lave øvelser og meditere er ikke noget, der er separat fra livet i øvrigt i form af f.eks. arbejde, relationer osv. Jeg kan give et godt eksempel: Vi mediterede på et tidspunkt på sandhed. Og jeg sad og tænkte, at jeg ikke synes, jeg sådan går og lyver, og mens jeg sad dér, så tænkte jeg pludselig: ”Åh, ja, skattevæsenet”. På det tidspunkt studerede jeg og levede af at være underholdningsmusiker, og der var vist nogle jobs, som jeg ikke lige fik opgivet til skattevæsenet. Jeg sad virkelig og tingede med mig selv: Altså, sandhed kan da ikke handle om det. Vi laver meditation, og det må da handle om det personlige, det kan da ikke også inddrage skat. Det snakkede jeg ikke med Bob om, jeg sad bare og mediterede på det, og det blev helt tydeligt: Jamen, den går ikke. Det er jo ikke sådan, at man kan dele livet op og sige, her kan jeg være sand, og der kan jeg godt være usand.
Derefter skiftede jeg spor, og så betalte jeg min skat. Og jeg gik faktisk hen og betalte det tilbage, som jeg havde snydt for. Det lyder jo nærmest som historien om skatteopkræveren i Bibelen. Det er et eksempel på, at når det slår ned i én på den måde, så er der ikke rigtigt noget at gøre. Hvis integriteten skal bevares og forøges, så er jeg nødt til at tage erkendelser alvorligt på tværs af alle sfærer. I hvert fald er jeg nødt til at være ærlig, hvis jeg så ikke er sand. Jeg må se mig selv i øjnene og sige: Nu er du faktisk usand.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg. 

Det med at synge og hele beskæftigelsen med musik på den ene side og hele følelsesuniverset på den anden – fra de laveste følelser som jalousi, smålighed, vrede mm. og så til hjertefølelser som medfølelse, omsorg, kærlighed, forståelse, tillid osv. – hænger for mig sammen. Det at synge er naturligvis ikke adskilt fra følelsesuniverset. Det siger næsten sig selv, fordi det handler om at udtrykke sig – at udtrykke følelser. Arbejdet på puden handler bl.a. også om det. Det handler om at erkende også alle de ’lave’ følelser og stå ved dem og integrere dem, så vreden kan manifesteres konstruktivt som kraft eller klarhed osv.
Alt det mellemmenneskelige handler om ærlighed og om følelseskontakt. Det har Bob været en hjælp til at udpege veje til at integrere. Det at synge har været en selvudviklingsproces, og det at arbejde med selvudvikling har været gavnligt for det at synge. Det har bestemt også været gavnligt for det private liv og for arbejdslivet i øvrigt.

Så udover taknemmelighed er sammenhæng, integritet og følelseskontakt for mig nogle af kodeordene i forhold til Bob. Han har med meget af det, han stod for, været et eksempel for mig. Et forbillede. Hans filosofi var, tror jeg, at vi er levende, fysiske mennesker nu, og at vi er her for at lære. Det handler ikke om at

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Mødet med læreren og healeren Bob Moore.

Det første, der kommer op, når jeg tænker på Bob Moore, er følelsen af taknemmelighed!
Jeg mødte ham lige omkring 1990, hvor jeg havde været på besøg hos min ven Lau Laursen i Ringkøbing. Jeg havde hørt om Bob Moore og om de åbne healingaftner om torsdagen. På sådan en åben aften mødte jeg ham første gang.

Den irske healer og meditationslærer Bob Moore, født i 1928, boede og underviste i Danmark fra 1974 til sin død i 2008. Han har haft afgørende betydning for udviklingen af en moderne, dogmefri spiritualitet i Skandinavien. I 2018 udkom bogen Ringe i vandet, redigeret af Anette Ikast, som er en antologi om Bob Moores undervisning skrevet af en række af hans elever. Herfra stammer dette blogindlæg af Martin Guldberg. Denne uge bringer vi hans bidrag til bogen opdelt i seks blogindlæg. Martin fulgte Bobs undervisning i en lang årrække, og fortæller i disse seks blogindlæg om denne undervisning, og mødets, afgørende betydning for hans faglige og personlige udvikling.

Jeg havde haft nogle drømme om Bob Moore, og de lignede hinanden i strukturen. Det handlede om, at jeg kom til Bob, og så snart jeg så ham, så faldt jeg. Altså jeg sank sammen, og han greb mig. Og hver gang brast jeg i gråd. Det var essensen af de her drømme. Jeg vidste ikke, hvad det gik ud på. Der var også noget med musik i drømmene, så jeg tænkte, at det nok var noget med det kreative, men efterhånden som jeg havde haft drømme af den her type flere gange, tænkte jeg: OK, der er et eller andet dér. Nu vi jeg altså se, hvad det er for en mand, som bliver ved med at dukke op i mine drømme. Jeg søgte på et kursus i 1989-90, men det var overtegnet, og jeg kom så først på året efter i New Friends Group.

Jeg havde allerede i 1982 mødt Jes Bertelsen og fulgte hans undervisning. Det fortsatte jeg med, samtidig med at jeg fulgte Bobs undervisning. Jes havde jo været elev hos Bob, og det hang fint sammen for mig.
Jeg er religiøst opdraget, så man kan sige, at jeg var blevet introduceret til det spirituelle i en kristen forståelse fra barnsben. Men fra 12-13 års alderen begyndte jeg af egen drift at opsøge forskellige andre tilgange, som f.eks. taoisme, yoga, og meditation, og da jeg var 20 år kom jeg så på kursus hos Jes og arbejdede fra da af med selvudvikling.

Jeg deltog i kurser hos Bob, indtil han stoppede med at undervise. Jeg skulle have været på kursus i januar 2000, men det blev aflyst.

Min personlige tilgang.

Da jeg begyndte hos Bob, var jeg slet ikke bevidst om, hvor høj en grad af lukkethed der var hos mig. Og jeg var heller ikke bevidst om, at der var meget, jeg ikke havde kontakt med i mig selv.
Jeg var overraskende berørt af mødet med Bob på de første kurser, jeg deltog i. Den følelsesmæssige berørthed blev større og støre, som årene gik. Ofte blev jeg, når jeg sad derhjemme og lavede øvelser eller ”practices” eller blot tænkte på Bob, overvældet af taknemmelighed. Tårerne strømmede. Igen og igen var der ligesom noget, der smeltede i mig i kontakten med ham.

Jeg lavede jævnligt de øvelser og meditationer, som han gav, og de førte i sig selv til en selverkendelsesproces. Livet som sådan, og kontakten med og inspirationen fra Jes, førte også til større selverkendelse.

Jeg tror, min proces handlede om at lære følelser at kende og

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Indblik Bøger 2020.

Jens-Erik Risom, Satyarthi, har bag sig et livs beskæftigelse med personlig praksis og retreats – og hvad der må nærme sig 40 års pædagogisk erfaring.

Han er tilknyttet Vækstcenteret, har arbejdet tæt ved Jes Bertelsen, og har været og er i en træningsproces med ham.

Og så har Jens-Erik Risom – hvad der er vigtigt for en bog som denne – erfaring fra ophold i, og besøg på, flere spirituelle fællesskaber i Danmark og udlandet.

Og han har skrevet både lærebøger i meditation og menneskelig udvikling.

Denne omfattende ballast af træning, eksistentiel erfaring og formidling har han nedlagt i denne  bog der sammenfatter store dele af det der kaldes Vækstcenterpædagogikken: Den særlige måde hvorpå der på og fra Vækstcenteret undervises i individuel fordybelse, kollektiv empati og etisk ansvarlighed.

Den meget specielle opgave som centeret – og ’Spiritualitet i vor tid’ – har sat sig, er på den ene side at vise at spiritualitet kan trænes fri af religiøse dogmer. Og, på den anden side, at fraværet af dogmer ikke betyder at dybden og forbindelsen til den spirituelle tradition tabes.

Teksten forholder sig nært, loyalt og præcist til Jes Bertelsens undervisning og forfatterskab.
Den er indvævet med mange, omhyggeligt udvalgte, citater fra Jes’ bøger. Men er alligevel sin egen.

’Spiritualitet i vor tid’ er også en manual, en brugsbog. Med mange øvelser og konkrete handlingsforslag. Med information, beskrivelser og kort over mulige udviklingsforløb og med vejledning i hvordan man kan forstå og beskrive de mange dimensioner der langsomt kan åbne i meditative udviklingsprocesser.

You can’t beat experience. Intet slår erfaring. Man har ved læsningen fornemmelsen af at bag teksten ligger en – sikkert ofte dyrekøbt – erfaring som forfatteren har et oprigtigt – og også medfølende –  ønske om at give videre på en måde vi alle skal kunne forstå.

Bogen er lækkert og vægtigt – hvis vi må bruge de ord – tilrettelagt af Ninni Sødahl. Når man holder den i hånden, udstråler den allerede ved sin stoflige fremtræden sin tyngde, omhu, æstetik og indholdsrigdom.

Den er poetisk og præcist illustreret af Maibritt Larsson, man får lyst til at have de smukke figurtegninger forstørret til plakater.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Musikeren og komponisten Torben Westergaard, meditationslæreren Hanneli Ågotsdatter og forfatteren Peter Høeg der har arbejdet sammen før, og som alle tre er lidenskabeligt optaget af meditativ praksis, har på albummet Brud og hengivelse taget deres samarbejde og bekendtskab til et nyt sted, nemlig ind til et improviseret møde mellem meditation og musik.

I fire spor undersøger de her oplevelsen af personligheden og kroppen som et hus, forholdet mellem stilhed og lyd, mellem hengivelse og vågenhed, mellem leg og alvor og mellem kærlighed og adskillelse.

De udforsker legende den fordybelse der kan opstå når det snart er musikken, snart ordene, snart en lyttende stilhed der fører indad.

I varmen og den gensidige lydhørhed og respekt mellem de tre bliver en fjerde, usynlig medspiller følbar: Den mulighed der findes i meditativ, kreativ kontakt.

Recorded Feb. 5th 2020, by Flemming Bloch, Mindless Studio, Aarhus, Denmark
Additional recordings at Myogen Productions, Hvalsø, Denmark
Mixed and mastered by Flemming Bloch, Millfactory Studios, Copenhagen, Denmark

Coverart and -design by Bønnelycke MDD

Label and catalog number: TWMUSIK017

Released with support from Koda’s Cultural Fund.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Jeg har en søn på 14 som altid har bevæget sig.
På alle steder og på alle mulige tidspunkter.
Inden han spiser, må han en tur i de ringe som hænger ned fra loftet i stuen. Når han har spist, må han ud i sin havetrampolin. Midt i maden er han undertiden også nødt til at svinge i sin Irongym.
Han dingler fra havens parcourstativ når han står op. Og inden han går i seng.
Hvis vi ikke kalder ham tilbage til bordet.

For tiden har noget andet kaldt på ham og standset ham: Han har brækket en fod.
Han går til trampolin. Konkurrencetrampolinerne har meget stor katapulterende kraft og tilsvarende muligheder for dramatiske landinger som kan gå galt. Og nu har han så brækket en fod.
Det har imidlertid ikke lagt nogen dæmper på ham.
Han har udviklet – og han udvikler hver dag – nye styrkeprogrammer som han udfører uden at overbelaste bruddet.
I går hjalp han mig med at sammensætte et kombineret yoga- og styrkeprogram. Som er tænkt til mine kursister.
Og nu er jeg nået hen til det som er meningen med dette. Til det jeg egentlig ville sige: Noget om kroppen, om betydningen af at bevæge sig legende og kreativt sammen med et ungt menneske. Og om meditation og leg.
Det er ikke altid enkelt at mødes ligeværdigt med børn og unge. Vi voksne er ofte i overlegne positioner. Eller måske er det nærmere sandheden at sige at barnets og den unges verden ikke er vores: Vi læser avis, de gamer. Vi besvarer mails, de springer i trampolin. Vi mediterer – de chiller med venner. Vi laver mad, de leger med hunden – eller tegner.
Det er uundgåeligt. De to virkeligheder er forskellige og skal være det.
Men de kan mødes. Og der er noget ved den kropslige leg som særligt muliggør dette møde.
Vi bliver aldrig for gamle eller for voksne til at lege fysisk. Eller: Vi behøver ikke at blive det.

Lyt med, eller læs Peter Høegs indlæg på Kontemplations blog.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Musikeren og komponisten Torben Westergaard, meditationslæreren Hanneli Ågotsdatter og forfatteren Peter Høeg der har arbejdet sammen før, og som alle tre er lidenskabeligt optaget af meditativ praksis, har på albummet Brud og hengivelse taget deres samarbejde og bekendtskab til et nyt sted, nemlig ind til et improviseret møde mellem meditation og musik.

I fire spor undersøger de her oplevelsen af personligheden og kroppen som et hus, forholdet mellem stilhed og lyd, mellem hengivelse og vågenhed, mellem leg og alvor og mellem kærlighed og adskillelse.

De udforsker legende den fordybelse der kan opstå når det snart er musikken, snart ordene, snart en lyttende stilhed der fører indad.

I varmen og den gensidige lydhørhed og respekt mellem de tre bliver en fjerde, usynlig medspiller følbar: Den mulighed der findes i meditativ, kreativ kontakt.

Recorded Feb. 5th 2020, by Flemming Bloch, Mindless Studio, Aarhus, Denmark
Additional recordings at Myogen Productions, Hvalsø, Denmark
Mixed and mastered by Flemming Bloch, Millfactory Studios, Copenhagen, Denmark

Coverart and -design by Bønnelycke MDD

Label and catalog number: TWMUSIK017

Released with support from Koda’s Cultural Fund.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Musikeren og komponisten Torben Westergaard, meditationslæreren Hanneli Ågotsdatter og forfatteren Peter Høeg der har arbejdet sammen før, og som alle tre er lidenskabeligt optaget af meditativ praksis, har på albummet Brud og hengivelse taget deres samarbejde og bekendtskab til et nyt sted, nemlig ind til et improviseret møde mellem meditation og musik.

I fire spor undersøger de her oplevelsen af personligheden og kroppen som et hus, forholdet mellem stilhed og lyd, mellem hengivelse og vågenhed, mellem leg og alvor og mellem kærlighed og adskillelse.

De udforsker legende den fordybelse der kan opstå når det snart er musikken, snart ordene, snart en lyttende stilhed der fører indad.

I varmen og den gensidige lydhørhed og respekt mellem de tre bliver en fjerde, usynlig medspiller følbar: Den mulighed der findes i meditativ, kreativ kontakt.

Recorded Feb. 5th 2020, by Flemming Bloch, Mindless Studio, Aarhus, Denmark
Additional recordings at Myogen Productions, Hvalsø, Denmark
Mixed and mastered by Flemming Bloch, Millfactory Studios, Copenhagen, Denmark

Coverart and -design by Bønnelycke MDD

Label and catalog number: TWMUSIK017

Released with support from Koda’s Cultural Fund.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Musikeren og komponisten Torben Westergaard, meditationslæreren Hanneli Ågotsdatter og forfatteren Peter Høeg der har arbejdet sammen før, og som alle tre er lidenskabeligt optaget af meditativ praksis, har på albummet Brud og hengivelse taget deres samarbejde og bekendtskab til et nyt sted, nemlig ind til et improviseret møde mellem meditation og musik.

I fire spor undersøger de her oplevelsen af personligheden og kroppen som et hus, forholdet mellem stilhed og lyd, mellem hengivelse og vågenhed, mellem leg og alvor og mellem kærlighed og adskillelse.

De udforsker legende den fordybelse der kan opstå når det snart er musikken, snart ordene, snart en lyttende stilhed der fører indad.

I varmen og den gensidige lydhørhed og respekt mellem de tre bliver en fjerde, usynlig medspiller følbar: Den mulighed der findes i meditativ, kreativ kontakt.

Recorded Feb. 5th 2020, by Flemming Bloch, Mindless Studio, Aarhus, Denmark
Additional recordings at Myogen Productions, Hvalsø, Denmark
Mixed and mastered by Flemming Bloch, Millfactory Studios, Copenhagen, Denmark

Coverart and -design by Bønnelycke MDD

Label and catalog number: TWMUSIK017

Released with support from Koda’s Cultural Fund.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Kreativitet er en tilstand og en proces som – ideelt set – involverer hele os, hele mennesket.

Vi kan derfor ikke komme til kreativiteten alene ved at tale om den.

Den er ikke først og fremmest noget man taler om, den er noget man foretager sig, den er en værensform og en aktivitet.

De brugbare bøger om kreativitet er derfor ikke først og fremmest dem der forsøger at analysere emnet. Når vi går over i en analyserende side af os selv,  er vi sjældent særlig kreative. Analysen og opfindsomheden har svært ved at mødes. Når den ene er tilstede, er den anden borte – og omvendt.

Eksempler på inspirerende bøger om kreativitet er for eksempel teaterpædagogen og forfatteren Keith Johnstones berømte Impro. Og Julia Camerons The Artists Way. Eller Richard Rhodes How to Write. Alle bøger der ikke bruger nogen særlig tid på analyse, men først og fremmest foreslår en lang række aktiviteter der udforsker det at være kreativ på forskellige måder. Og foreslår på måder der selv er kreative.

Den guidede meditation Mod kreativitetens kilde med Peter Høeg er ikke en typisk guidning, ikke engang typisk for Peter. Dertil er den for lang, og dertil rummer den for meget information.

Det er en hybrid, en kreativ blandingsform mellem en guidet meditation der beskriver hvordan man kan aktivere sin menneskelige helhed, bringe den størst mulige del af sig selv i spil i den skabende process, og konkrete forslag der peger ind mod selve den kreative proces.

På den måde minder meditationen om de ovenfor nævnte bøger ved at foreslå noget man gør. Ved at foreslå at man går til sin kreative proces som var det et praksisprogram.

Vejledningen begynder med at beskrive femkanten, de fem hovedporte ind mod vores menneskelige essens, kroppen, åndedrættet, de empatiske hjertefølelser, bevidstheden og kreativiteten.

Denne beskrivelse er ikke, som det normalt er tilfældet, drejet sådan at de fem porte ses så at sige fra alle sider på én gang. I Mod kreativitetens kilde ses de fra en kreativ synsvinkel. Det beskrives hvorledes den grundlæggende kreativitet som er en egenskab ved alt menneskeligt og faktisk ved hele kosmos, findes i alle fem porte. Hvordan alle basale menneskelige livsytringer i sig selv er kreative.

Herfra bevæger meditationen sig ind mod spørgsmålet om de grunde vi kan have til at ønske at give plads til vores kreativitet. Om glæden ved kreative flows, om den måde vi ved at skabe kan forholde os til, og måske bearbejde, grundtraumer. Og om den modstand vi i disse processer kan møde, en modstand vi under ét kalder den indre dommer.

Videre går meditationen ind i spørgsmålet om hvordan man forvalter et talent, om hvordan man balancerer lyst og spontanitet, og om hvordan det er lige så vigtigt at kunne give slip på kreative flows som det er at kunne få adgang til dem.

Mod kreativitetens kilde er både en direkte anvisning i hvordan man kan sætte en større del af sig selv kreativt på spil, og en lang række forslag til hvordan man fremkalder og fremlokker strømmen af idéer. Og hvordan man møder og håndterer den modstand der, siger Peter, er en uundgåelig – og uundværlig –

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Kreativitet er en tilstand og en proces som – ideelt set – involverer hele os, hele mennesket.

Vi kan derfor ikke komme til kreativiteten alene ved at tale om den.

Den er ikke først og fremmest noget man taler om, den er noget man foretager sig, den er en værensform og en aktivitet.

De brugbare bøger om kreativitet er derfor ikke først og fremmest dem der forsøger at analysere emnet. Når vi går over i en analyserende side af os selv,  er vi sjældent særlig kreative. Analysen og opfindsomheden har svært ved at mødes. Når den ene er tilstede, er den anden borte – og omvendt.

Eksempler på inspirerende bøger om kreativitet er for eksempel teaterpædagogen og forfatteren Keith Johnstones berømte Impro. Og Julia Camerons The Artists Way. Eller Richard Rhodes How to Write. Alle bøger der ikke bruger nogen særlig tid på analyse, men først og fremmest foreslår en lang række aktiviteter der udforsker det at være kreativ på forskellige måder. Og foreslår på måder der selv er kreative.

Den guidede meditation Mod kreativitetens kilde med Peter Høeg er ikke en typisk guidning, ikke engang typisk for Peter. Dertil er den for lang, og dertil rummer den for meget information.

Det er en hybrid, en kreativ blandingsform mellem en guidet meditation der beskriver hvordan man kan aktivere sin menneskelige helhed, bringe den størst mulige del af sig selv i spil i den skabende process, og konkrete forslag der peger ind mod selve den kreative proces.

På den måde minder meditationen om de ovenfor nævnte bøger ved at foreslå noget man gør. Ved at foreslå at man går til sin kreative proces som var det et praksisprogram.

Vejledningen begynder med at beskrive femkanten, de fem hovedporte ind mod vores menneskelige essens, kroppen, åndedrættet, de empatiske hjertefølelser, bevidstheden og kreativiteten.

Denne beskrivelse er ikke, som det normalt er tilfældet, drejet sådan at de fem porte ses så at sige fra alle sider på én gang. I Mod kreativitetens kilde ses de fra en kreativ synsvinkel. Det beskrives hvorledes den grundlæggende kreativitet som er en egenskab ved alt menneskeligt og faktisk ved hele kosmos, findes i alle fem porte. Hvordan alle basale menneskelige livsytringer i sig selv er kreative.

Herfra bevæger meditationen sig ind mod spørgsmålet om de grunde vi kan have til at ønske at give plads til vores kreativitet. Om glæden ved kreative flows, om den måde vi ved at skabe kan forholde os til, og måske bearbejde, grundtraumer. Og om den modstand vi i disse processer kan møde, en modstand vi under ét kalder den indre dommer.

Videre går meditationen ind i spørgsmålet om hvordan man forvalter et talent, om hvordan man balancerer lyst og spontanitet, og om hvordan det er lige så vigtigt at kunne give slip på kreative flows som det er at kunne få adgang til dem.

Mod kreativitetens kilde er både en direkte anvisning i hvordan man kan sætte en større del af sig selv kreativt på spil, og en lang række forslag til hvordan man fremkalder og fremlokker strømmen af idéer. Og hvordan man møder og håndterer den modstand der, siger Peter, er en uundgåelig – og uundværlig – del a

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]

Denne øvelse er én af Vækstcenterets såkaldte grundøvelser. Et udvalg af åndedrætsøvelser som har en særlig betydning for træning af sammenhængen mellem nærvær, kropsbevidsthed og vejrtrækning.

Det første sted betegnelserne ‘yin’ og ‘yang’ bruges er i femte kapitel af Forandringernes Bog, I Ching, hvis oprindelse går mere end 2000 år tilbage.

I Ching er bygget op over hexagrammer hvoraf ét betegner yin, et andet yang og resten er en kombination af disse.

Yin og yang er universelle grundkræfter der opstår som udtryk for den kosmiske urhelhed, Tao. Foreningen af yin og yang er Tao.

I sin ekstreme form rummer yin allerede yang og omvendt. Det er derfor der i det kendte yin-yang tegn, er et punkt af yang i yin og omvendt.

Så snart vi har at gøre med et udtryk og med sprog, befinder vi os i en historisk og kulturel kontekst.

Det betyder, siges det i denne guidning, at når vi udfører denne kanalisationsøvelse som kaldes Yin Yang cirkulation, så er det vigtigt at vi – samtidigt med at vi lader os inspirere af dybden i den taoistiske filosofi – ikke føler os bundet af tidligere tiders dogmatik, men selv undersøger om øvelsen giver mening for os. Og i givet fald hvilken mening.

Yin Yang cirkulation er en vejrtrækningsøvelse der udføres med en cirkulær visualisering af at åndedrættet som begynder i bunden af kroppen, fortsætter op langs hudoverfladen på ryggens bagside og slutter i et punkt bag fortænderne hvorefter udåndingen fortsætter ned over kroppens forside for at slutte hvor indåndingen begyndte, i mellemkødspunktet.

I sin guidning forklarer Peter øvelsen detaljeret. Men han understreger samtidigt hvor vigtigt det er at man giver plads til selv at tolke den kreativt. Til at give sit eget system lov og plads til at finde sin egen læsning af både øvelsens form og effekt.

Hvis man på nettet søger efter yin yang breathing finder man en lang lang række artikler, videoer og øvelsesbeskrivelser. Af åndedrættet udført stående, gående, liggende og med en stor mængde detaljer.

I vores pædagogik har vi stor respekt for præcisionen i alle disse variationer – samtidig med at vi foretrækker at give plads til at den praktiserende, når han eller hun først har lært sig én af øvelsens grundformer, selv udforsker dens muligheder – som de fremtræder og udvikles for netop ham eller hende.

Derfor giver guidningen i denne øvelse en række forslag til retninger som den kan føre én i – men ingen facit.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]